Never

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Igang
Livet kan ændres på et øjeblik. det må 13-årige Hannah bevidne da hun og hendes bedste veninde, Judith bliver ramt af en bil på vej hjem. Hannah isolerer sig fra omverdenen. Men hjælpen kommer fra en uventet kant

1Likes
0Kommentarer
316Visninger
AA

4. Kapitel 4- Dreamer- jenn grant

 

Jeg vågner badet i sved, Jeg prøver at få mine vejrtrækninger til at falde til ro. Jeg har haft det sædvanlige mareridt, Jeg kæmper med tårene et par minutter. Mit blik flakker som altid over mod billedet i vindueskarmen. I et øjeblik ser jeg kun på billedet, Tænker tilbage på dagen i tivoli. Fars lavmælte snorken river mig tilbage til virkeligheden, ligesom en spand kold vand i hovedet.  Jeg lister ned af trappen, ned i køkkenet. Det overrasker mig at der er lys derinde, døren står på klem. Mor kigger op, da jeg kommer ind "Hej skat.. Hvorfor sover du ikke" Hendes øjne ser undersøgende på mig "Jeg.. Jeg kunne ikke sove" Jeg går hen og sætter mig ved siden af hende. Hun trækker mig ind til sig og aer mig over håret, Jeg kan mærke tårene presse sig på, Men jeg magter ikke at kæmpe imod dem "Så så skat" Siger mor, det lyder som om hun synger ordene. Efter lidt tid trækker jeg mig væk. Jeg græder ikke så meget mere. Mor rejser sig "Kom skat.. Du skal op i seng igen" Hun lægger armen om mig, og hiver mig blidt med op af trappen. Jeg sover halvt, så jeg lader bare hende føre mig op på mit værelse. Hun putter dynen over mig " Godnat skat" Hvisker hun.

Mor og Far sidder nede i køkkenet, Deres stemmer er lave. Men de bliver tavse da jeg kommer ind "Godmorgen" Siger Mor. Hun veksler et blik med Far "Morgen" Mumler jeg, Mor og Far veksler endnu et blik, Far rømmer sig " Skat.. vi har snakket om at det er på tide du tager i skole igen" Jeg stopper op, og stirrer på dem. Det kan de da ikke mene "Jamen.." Jeg går i stå.  Hvorfor kan de ikke forstå det, Judith er væk, og de tænker kun på at jeg ikke må forsømme skolen. Jeg kan da ikke tage i skole når Judith er væk. Jeg drejer om på hælen og stormer op på mit værelse. Jeg kan høre mor råbe efter mig, men jeg ignorerer det. Med rystende fingre åbner jeg døren, vakler hen til sengen, og synker ned i puderne. Jeg har låst døren, så Mor ikke kan komme ind.

Mor banker på døren "Skat må jeg ikke godt komme ind" Hendes stemme er bedende. Jeg går hen og låser døren op, Jeg kigger overrasket på hende, hun har flot opsat hår, og hendes yndlings blå kjole på " Far og jeg skal ud, tror du, du kan klare den alene" Hun dufter af parfume, Jeg nikker "Hvornår er i hjemme" Jeg kigger på hendes ansigt, hun ser rigtig glad ud "En gang i aften" Hun smiler på en måde jeg ikke har set i mange år. Mor trækker mig ind et langt kram "Pas på dig selv" Hvisker hun i mit øre, Jeg nikker. Hun går ned, og kort efter kan jeg høre bilen starte. Huset virker så underligt stille, nu hvor de er kørt. Pludselig får jeg en ide, Jeg løber op og tager min yndlings grå hættetrøje på, Med et øjebliks tøven går jeg ned i gangen, Med rystende fingre, åbner jeg døren og går udenfor.

Jeg kan lige skimte vejkrydset, Mit hjerte banker hurtigere da jeg får øje på alle blomsterne, Jeg nærmer mig langsomt. Jeg kan se en person stå med en buket i hånden, Jeg stopper op, skal jeg gå derned eller vende om, "Kom nu du kan godt, kylling" hvisker jeg til mig selv. Nu hvor jeg er kommet lidt tættere på kan jeg genkende personen, det er Judiths bedstemor Beth. hun vender sig om, hendes blik møder mit, "Hannah" Siger hun overrasket. Jeg går hen til hende, "Hej Beth" Jeg prøver at lyde afslappet. Hun lægger blomsterne ved de andre, "Hvordan går det" hendes grønne øjne er alvorlige, "Fint" Min stemme er usikker. Løgner, siger det inden i mig, Jeg kigger ned på blomsterne. Den dårlige samvittighed sniger sig ind på mig.

Beth låser døren op "Kom indenfor" Siger hun til mig, jeg træder tøvende ind. Pludselig kan jeg tydeligt huske alle de timer, Judith og jeg har tilbragt hos Beth, Vi sov altid oppe på loftet. Beth hænger sin jakke på knagen. Jeg følger efter hende ind i køkkenet, alt minder mig om Judith, især det maleri vi brugte flere timer på at lave, nu hænger det bare der på væggen og ser kedeligt ud. Beth rækker en dåse med småkager til mig "Er du sød at bære den ind på stuebordet" Jeg nikker. Med tankerne et helt andet sted, går jeg automatisk  ind i stuen, alt virker så normalt, selv her hos Beth. Hun virker som om det er en normal torsdag. Beth kommer ind, hun sætter sig, og gør tegn til mig om at sætte mig på stolen overfor. Hun hælder kakao i vores krus og åbner dåsen med småkager "hvordan går det med dig Hannah" Spørger Beth, og fordi det er hendes varme og blide stemme, kan jeg bare ikke lyve for hende "Jeg ved det ikke" indrømmer jeg. Jeg forventer egentligt hun vil grine, men hun nikker bare alvorligt "Det er altid svært når man mister en man holder af, Hannah pige det er ikke noget nyt" Hun ser medfølende på mig "Men man bliver altså også nødt til at komme ved, man kan ikke bare sørge resten af livet, og det gælder også for dig Hannah, du bliver nødt til at komme videre" Hendes ord får mig til at indse ,at mor og far  har ret. Jeg bliver nødt til at tage på mandag.

Jeg åbner døren og går ind, Mor og Far er ikke kommet hjem endnu, og kommer sikkert heller ikke foreløbigt, Jeg går ud i køkkenet, for jeg er pludselig blevet ret sulten, jeg åbner køleskabet og kigger udvalget igennem, men jeg er ikke rigtig sulten alligevel, så jeg lukker køleskabet igen. jeg lægger mig på sofaen efter at have har sat en film på, Mine øjenlåg føles enormt tunge, jeg lukker øjnene og bliver igen trukket med ned i mørket..

"Hey Hannah skat du skal vågne" En blid stemme forskrækker mig, jeg sætter mig hurtigt op. rummet er ret sløret så jeg kan kun lige skimte Mor som står bøjet ind over mig. Far kommer ind, Han kaster et blik på mine, næsten, lukkede øjne. Jeg kan mærke han tager mig op og bærer mig op på mit værelse.

Søndag eftermiddag får mor lokket mig ned, jeg har ellers ikke forladt mit værelse siden i fredags. Far sidder ude i bilen "Hvad skal vi" spørger jeg med lav stemme "Det er en overraskelse, kom nu" Hun hiver mig let i armen, ud mod bilen, "Nej" vil jeg skrige, men jeg kan ikke engang åbne munden. Mor åbner bildøren og skubber mig blidt og forsigtigt ind på bagsædet. Mor sætter sig ind foran og far starter bilen, bilen ruller ned mod vejen, jeg borer fingrene ned i sædets bløde polster og trækker vejret dybt. Jeg har lyst til at åbne døren og løbe ud, væk, bare væk. Far drejer ind på en grusvej. Jeg tager min mobil op af lommen, og med den ene hånd( den anden er stadig boret ned i sædets polster) går jeg ind under musik, Jeg læner mig tilbage i sædet mens tonerne fra min yndingsang ,Dreamer- Jenn grant, Beroliger mig.

"Så er vi fremme" siger Far. jeg slukker musikken og stiger ud. Jeg ved præcis hvor vi er, vi er nemlig på den gård hvor Judith og jeg har gået til ridning hos Mette, Hun var netop gået på pension, men hun kedede sig egentligt, så mor spurgte hende om hun ville undervise Judith og Jeg. Mette kommer gående over gårdspladsen " Hej Hannah" Siger hun glad, "Hej Mette" Jeg går hen mod hende "Kom med" siger hun "Jeg har noget jeg skal vise dig" hun begynder at gå op mod stalden, jeg følger nysgerrigt efter, Hun stopper op ved en af boksene, der står en smuk sort hoppe "Du må godt gå derind" ´Siger Mette lavmælt. Jeg lukker mig forsigtigt ind i boksen, Hoppen kigger på mig og går lidt væk da jeg kommer hen mod hende. Jeg stopper op og rækker hånden lidt frem, Jeg har lært ,af Mette, at man ikke må stirre på hesten, så jeg kigger ned i halmet. Efter noget tid kan jeg mærke hoppens mule mod min hånd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...