Never

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Igang
Livet kan ændres på et øjeblik. det må 13-årige Hannah bevidne da hun og hendes bedste veninde, Judith bliver ramt af en bil på vej hjem. Hannah isolerer sig fra omverdenen. Men hjælpen kommer fra en uventet kant

1Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

3. Kapitel 3-wish you were here- Avril Lavigne

 

"Skat! Vi er hjemme" Far åbner bildøren, jeg træder langsomt ud. Virkeligheden overvælder mig, jeg træder vaklende et par skridt frem. Mor følger efter, parat til at gribe mig hvis jeg falder. Far tager et blidt greb i min arm, han fører mig op mod huset. Alt virker så normalt, som om Judith stadig lever. Som Om det er en hel normal Mandag, men det er det ikke. Jeg får en klump i halsen. I lørdags blev Judith begravet, lægerne sagde at jeg var for svag til at tage med. Alle behandler mig som om jeg er lavet af glas, en skrøbelig glaspige. Klumpen i halsen bliver overtaget af frustrationen. Men kun i et par sekunder, jeg er for fortvivlet  til at være sur. Mor låser døren op, hun overtager fars plads, hendes bløde hænder har et forsigtigt greb om min arm. Far tager min jakke, jeg må tage et par dybe indåndinger for at falde lidt til ro, alt i mig har lyst til at flygte, væk fra sandheden. Jeg forsøger at vride mig fri af mors hænder, men det bliver kun til et par svage forsøg inden jeg giver op. Jeg stopper op i chok i køkkenet, hele køkkenbordet er dækket af blomsterbuketter. " De er fra dine bekymrede klassekammerater" Mors stemme hiver mig tilbage til virkeligheden. Og lige der kan jeg ikke klare mere. Jeg river mig løs og løber op på mit værelse. Jeg synker sammen i min seng. Tårene overvælder mig, jeg ignorerer smerten i min krop. Efterhånden bliver min hulk til klynk. Søvnen hiver mig med ned i mørket.

Jeg vågner om natten. Jeg ser på klokken der står 02.40. Mit blik bliver fanget af et billede i vindueskarmen, et billede af mig og Judith i tivoli. Vores glade ansigter lyser op i månelysets skær. Jeg føler mig frem til stikkontakten. Klik, natlampen bliver tændt. Jeg går nærmest i slowmotion over til skrivebordet, min computer står på midten. on- off  knappen blinker, jeg trykker på den, og synker ned i kontorstolen. Min startskærm lyser værelset lidt op, igen et billede af mig og Judith.  jeg trykker ind på facebook. Jeg har fået 20 beskeder. men jeg gider ikke engang læse dem. Med et øjebliks tøven går jeg ind på Judiths profil. Der er ingen tegn på at hun er væk for altid. Et billede af hende og Jeg er det seneste nye. Hun har også skrevet en tekst til billedet " Hannah, Min prinsesse, Du betyder meget for mig, Du gør mig altid glad, Bliv ved med at lytte til dit hjerte, så kommer du langt My princess" Står der. Det føles som om jeg får et spark i maven . Med tårer i øjnene gentager jeg Det sidste, inde  i mig selv " Bliv ved med at lytte til dit hjerte, så kommer du langt" jeg logger af og slukker computeren. Jeg lægger mig i sengen igen.

"Godmorgen skat" Jeg vågner med et sæt. Mor står i døren  "Godmorgen" Siger jeg. Mor bliver stående. Jeg ser afventende på hende "Skat, Far og jeg har snakket om, at der er på tide du begynder at se dine venner igen... Du ved kommer videre" Hendes ord gør mig sur. "Hvad mener du med at komme videre.. Skulle jeg lade som om Judith ikke er død" Har jeg lyst til at råbe, men jeg er for træt " Nej.. Jeg vil ikke se dem" Siger jeg med sammenbidte tænder. Hun sukker og jeg kan høre at hun går ned af trappen. Jeg vender mig om på siden,  jeg kan se himlen, den er grå. Ligeså grå som jeg føler mig indeni. Sorgen overvælder mig igen. Jeg ser ned i det blomstrede dynebetræk,  jeg kunne godt have gjort noget, Men jeg stod bare og så på mens bilen ramte hende. Hvorfor gjorde jeg ikke noget?. Det var min skyld. Det hele var min skyld.

Jeg sidder op i sengen. Mor og far rumsterer nedenunder. De har hele dagen prøvet at få mig til at spise, Eller som de kalder de Komme videre. De fatter åbenbart ikke at Judith er væk.. væk for altid, og at det er min skyld. Jessy og Mette fra min klasse har ringet på min mobil et par gange. Men jeg har bare ladt den ringe. Kan ikke klare deres medfølelse. Mit blik falder igen på billedet i vindueskarmen. Jeg rejser mig, og dynen glider af mig ned på gulvet. Mine hænder tager fat om billedrammen, den er kold. Jeg kan høre min mor snakke med far, lidt fraværende kigger jeg ud af vinduet. Vores hund Coco kommer luntende over gårdspladsen, den stopper op og kigger op på mig " Hannah.. Aftensmad" Mors stemmer bryder igennem mine tanker. jeg bliver stående, ignorerer den bedende klang i hendes stemme " Hannah. Vær nu sød at komme ned" Jeg kan høre på hendes stemme at hun er tæt på at give op. Jeg synker bare ned i sengen igen.

"Judith" Skriger jeg" Se at komme væk fra den bil.. Please Judith" Bilen rammer hende. Hun hører ikke hvad jeg siger " Hannah" Hendes stemme dør langsomt hen "Judith" Hulker jeg

"Hannah.. Hannah.. Vågn op" En rusker blidt i mine skuldre. Jeg sætter mig brat op. Min pande er dækket af sved "Mor" Mumler jeg. "Ja skat.. så så. jeg er hos dig" Mors ord gør mig rolig. "Kom skat.. Du skal op i seng igen" Hun hjælper mig op fra gulvet, min seng er kold, jeg ryster en enkelt gang. Mor Ligger dynen over mig " Sov godt skat" Hun bøjer sig ned og kysser mig på panden, inden hun går. Jeg tænder natlampen og tager en bog frem, jeg vil ikke sove mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...