Talk turns into air

"Dine ord stak mig i brystet som sylespidse knive. Du var grunden til tårerne på mine kinder. Mere end åbne din mund, behøvede du ikke at gøre. Du vidste, hvordan du ramte mig hårdest. Du vidste det efter så mange års venskab - men det var dengang. Dengang, mit syn var sløret af de våde hinder hen over mine øjne. Nu ved jeg, det intet betød. Ordene. Det er ikke noget, jeg vil lade mig gå på. Hvad end du siger, vil jeg smile og stå fast. Prøv du bare at komme forbi mit skjold. Det er stærkere end alle dine sværd."

16Likes
6Kommentarer
551Visninger
AA

2. Talk turns into air

Langsomt trillede endnu en tåre ned ad min kind. Som jeg bøjede mig ind over gelænderet på broen, tøvede den med at fortsætte, idet den nåede min hage. Kort efter slap den grebet og røg ned i vandet. Dybet slugte den grådigt, og det var nu ikke længere muligt at skelne den ud fra de mange andre dråber, der tilsammen dannede søen.

Ordene hørte jeg endnu, mens de blot borede sig dybere og dybere ind i mit indre. Smerten bredte sig rundt i hele kroppen, og jeg ønskede at komme væk derfra, forsvinde ned i den dybe sø som tåren.

>> Du taler for meget om dig selv. <<

Forsigtigt lod jeg mine fingerspidser følge trægelænderet, mens jeg genspillede scenen fra tidligere for mit indre syn. Hvor meget, jeg end prøvede at skubbe den fra mig, lykkedes det ikke. Selv vidste jeg ikke, om det passede, at jeg snakkede for meget om mig selv. Muligheden fandtes. I øjeblikket sætningen strømmede ud af min klassekammerats mund, ramte det mig som et sværd i brystet. Alligevel formåede jeg dog at holde tårerne indenbords.

Idet min lærer tidligere på dagen fortalte, hun opdagede, jeg ikke tilbragte tiden sammen med de andre piger, regnede hun sig til, noget var galt. Hvad, hun tydeligvis ikke forventede, var, at hun lukkede en stikkende bisværm ud ved at afholde det pigemøde.

Lige så stille knugede jeg mine hænder om det fugtige gelænder. Regnen stod ned i stive stænger denne morgen, så det undrede mig ikke, det føltes vådt. Modsat alt andet i min verden lige nu, formåede det at holde sig oprejst. Det brasede ikke sammen, som mit glade humør, min smålige lykke, mit håb.

Naturligvis opfangede jeg for længe siden, de ikke opførte sig over for mig, som de plejede. På må og få skubbede de mig langsomt ud af gruppen, til de slet ikke gad tale med mig, medmindre det var højst nødvendigt. Efterhånden gav jeg dem lov til at ignorere mig, selvom jeg led under det forfærdelige savn af mine tidligere veninder. Engang grinede vi sammen hver dag, men pludselig ændrede alt sig. De vendte alle et fast had mod mig, sendte mig dømmende blikke, og jeg kendte ikke til grunden. Ikke før i dag.

>> Det er irriterende, du bruger din sygdom som en undskyldning. <<

Der gik det galt med at holde tårerne tilbage. Jeg viste en svaghed ved at lukke op for sluserne, men selvom jeg inderligt kæmpede imod, lykkedes det mig ikke at skjule dem. Straks blev det meget nemmere for dem at rakke ned på mig, og jeg havde intet at sige til mit forsvar. Hver gang jeg adskilte læberne for at lade min stemme hikste ud af munden, cuttede de mig fuldstændig af. Jeg opgav til sidst at sige noget, sad bare der som et andet bytte, de trampede godt og grundigt på, før de åd det.

Måske talte jeg for meget om mig selv. Det kunne jeg ikke udtale mig hundrede procent om. Til gengæld ramte det mig dybt, de netop valgte at jokke på mit svageste punkt; min sygdom. Den, jeg prøvede at forholde i det skjulte for dem til for få måneder siden. Da afslørede jeg for dem, en psykisk sygdom pinte mig. Jeg troede, de forstod. Lige ind til i dag.

Som de påstod jeg brugte sygdommen som en undskyldning, benægtede jeg det straks. Måske ikke i det hørte, men hele min krop fik en lyst til at overfalde pigen, der sagde det. Hun løj, men alle erklærede sig enige. Op til flere gange tænkte jeg mig om, da jeg virkelig ikke mente, jeg nogensinde havde undskyldt for noget grundet min sygdom. Alle gangene hviskede min egen rasende, genkendelige stemme mig ind i øret; de løj. Altid forsøgte jeg at undgå enhver form for snak om det. Mente de virkelig, jeg fortjente at få så sårende en løgn smidt lige i ansigtet? Den gravede sig allerede dybt ind i hjertet på mig, og tog jeg ikke meget fejl, forsvandt den højst sandsynligt aldrig nogensinde.

>> Det var tarveligt, dengang du og Naja..- <<

Der afbrød jeg dem. Endnu et af mine ømme punkter var min bedste veninde, Naja, der i sjette klasse flyttede herfra. I lang tid følte jeg mig alene, men jeg vænnede mig efterhånden til, at jeg ikke længere så hende hver dag. Stadig holdt vi dog kontakten, og jeg forsvarede os i anklagen med oprejst pande og våde kinder. Desværre haglede flere af deres grusomme ord ned over mig, som hældte de sort krymmel ud af dåsen. Jeg kvaltes i min gråd og måtte sætte mig tilbage, mens jeg lod dem kvæste mig.

Uden tøven indrømmede jeg gerne, jeg som alle andre fejlede gennem livet. Til gengæld lod jeg mig ikke hænge i småtingene fra fortiden. Fjerde klasse hørte ikke længere under samtaleemnerne. Alligevel fiskede de kun mange flere af tidens skænderier frem og gjorde dem til noget større, end de oprindeligt var. De stemplede mig for så meget, som de overhovedet kunne. Da der ikke fandtes flere episoder fra det seneste år, trådte de tilbage for at bringe alt det glemte op til overfladen.

Hårdt trykkede deres stikkende blikke sig mod mit bryst. Hvor meget jeg end kæmpede for at få vejret, løsnede de ikke deres greb. Jeg følte mig fortabt, og for første gang i lang tid ønskede jeg igen at flygte fra denne verden. Ingen lod til at ville savne mig, hvis jeg pludselig forsvandt. Måske der blot opstod fred i mit indre?

Først da min lærer satte en stopper for fortidens snak, lukkede de sultne løver munden og trak sig langsomt tilbage. Som gazellen formåede jeg igen at trække vejret ned gennem luftrøret, deres poter før pressede sig mod. Svag, som jeg var, ville jeg aldrig komme fri uden hjælp. Alt virkede nyttesløst. Behøvede jeg virkelig gå igennem dette en gang til?

>> Jeg kan ikke holde der her ud. I er simpelthen for meget! <<

Henne i det nærmeste træ sang en ensom fugl sin triste melodi. Selvom jeg ønskede det, nynnede jeg ikke med, som jeg plejede. Skyerne over mig beskrev mit humør bedre end noget andet. Som de dannede en grå dyne af blødt vat, kiggede jeg forsigtigt op mod dem. Jeg følte mig fuldstændig fortabt. Alene. Skudt ned som et forsvarsløst dyr.

Efter sit elevrådsmøde trådte Maria ind i rummet. Alles blikke rettede sig mod hende, og hun bemærkede straks mine vædede øjne. Idet hun skyndte sig hen til en ledig stol omkring det firkantede bord, undskyldte hun forsinkelsen. Ingen lod høre fra sig. Kun jeg selv snøftede lavt, i håbet om jeg ikke snottede ud over det hele.

Min lærers skingre stemme rungede i det ellers tavse lokale. Kort fortalte hun Maria, hvad vi snakkede om, selvom hun udmærket var klar over, hvad der foregik. Trods alt informerede vores klasselærer tidligere os alle om mødet, og netop Maria kom til klassen for ikke mere end nogle måneder siden. Hende og Keira, der også flyttede skole efter at have hørt ros fra sin bedste veninde, Maria, observerede hurtigere end andre, hvordan vi alle behandlede hinanden. Derfor gik det også helt galt, da de fjorten andre piger benægtede mine anklager for at holde mig udenfor. Troede de ikke, jeg hørte dem invitere alle andre end mig med til telttur i haven?

Fortsat rystede de blot på hovedet, da jeg igen kastede sandheden efter dem, og fjorten stod nu stærkere end én. Det hjalp derfor ikke, når Maria åbnede munden og forklarede, hvordan hun havde set det hele gennem forløbet. Hendes meninger betød ingenting. Som Lilly sagde; hvad vidste hun? Hende og Keira var jo nye.

Roligt betragtede jeg igen søen under vandet, idet jeg mindedes, hvordan Maria rasende rejste sig fra stolen. Øjnene sendte fremadrettede lyn, da hun tordnede ud af lokalet med knyttede næver. Overrasket sad jeg og kiggede efter hende. Inderligt længtes jeg efter at følge hendes eksempel; at gå og bare ignorere kaldene fra vores lærer. Det lykkedes mig bare ikke. Stolens ben snoede sig usynligt rundt om mine og fangede mig i helvedets gab.

>> Vi tænkte bare, det ville være kedeligt for dig, når du ikke drikker. <<

Måske jeg stirrede på dem. Måske jeg lukkede øjnene. Måske jeg blot blinkede chokeret.
For at være ærlig, anede jeg det ikke. Efter de ord sortnede alt.

Både billeder og lyde gled let forbi, men hverken mine øjne eller ører opfangede det. Mere kunne de ikke krænke mig nu. Udstødte de mig, fordi jeg valgte ikke at miste besindelsen som dem hver anden dag, sank de ikke længere ned. Hvor latterligt, jeg end syntes, det var, stoppede jeg ikke med at græde. Til gengæld styrkede jeg mig til højlydt at fnyse og argumentere for min sag. Det varede dog ikke længe, før jeg igen faldt til jorden og måtte se ned i mit eget skød.

Resten, de kastede i hovedet på mig, røg direkte ind, påførte mig smerte for derefter at ryge ud igen. Jeg huskede intet af det, de videre sagde, mærkede kun tårerne pible frem for så at strømme ned ad mine kinder. Dette regnede jeg ikke med at stå for skud til, da jeg i morges slog øjnene op.

I samme øjeblik klokken ringede, hævede min lærer stemmen. Hun mente ikke, vi havde løst vores problemer og bad os om at blive siddende. Svagt rystede jeg på hovedet, mens jeg foldede mine hænder. Jeg behøvede noget frisk luft og et papir til at tørre næsen, der uafbrudt løb. Da jeg trådte ud i gårdhaven med våde kinder, omfavnede den fugtige luft mig straks. Hårene på mine arme rejste sig, og jeg krummede mig en smule sammen i min grønne T-shirt. Alene ude i sensommerkulden betragtede jeg de andre piger gennem vinduet.

På præcis samme måde stod jeg nu på broen med blikket rettet mod mit eget spejlbillede. De triste, blå øjne udstrålede ensomhed og sorg i en højere grad end nogensinde før. Indtil i dag holdt jeg fast i troen på, pigerne igen lukkede mig ind i varmen. Nu følte jeg pludselig ikke længere den store lyst til overhovedet at tilbringe min tid i deres selskab. Alle lovede de min lærer at gøre en indsats for at være sammen med mig igen, men jeg gad ikke bruge min tid sammen med nogle, der i princippet ønskede, jeg blev under dynen derhjemme.

Langsomt førte jeg en tot af mit brune hår om bag øret. Tidligere viklede jeg en elastik omkring det, så det samlet flagrede i en høj hestehale. Efterhånden løsrev det sig, mens jeg hastigt flygtede ud i skoven, hvor jeg nu opholdte mig. Mest af alt lignede det en stor fuglerede, jeg sidst redte for to uger siden.

Efter at have tørret mine øjne trak jeg vejret dybt og besluttede mig efter noget tid igen at gå ind til de sultne løver. I vinduet bemærkede jeg nogle stykker af dem sidde og snakke alvorligt med vores lærer, mens de andre i hjørnet grinede over ugens begivenheder. Ingen af dem reagerede, da jeg forsigtigt vandrede ind ad den åbne dør. Selvom de ikke snakkede højt, opfangede jeg hurtigt, hvad det drejede sig om. Chokket malede dybe spor hen over mit ansigt, og jeg spærrede ubevidst øjnene op. Som forærede nogle mig en ordentlig mavepuster, mistede jeg al den kontrol, jeg netop samlede sammen udenfor. Før jeg vidste af det, råbte jeg så højt, at det gibbede i alle pigerne. Det gjorde mig intet. Jeg fattede ikke, det hele handlede om noget, der skete i sjette klasse. Noget, jeg ikke selv var spor stolt af og havde det ufattelig skidt over, fordi jeg sårede min daværende gode veninde. Hende, som blev min første veninde, da jeg flyttede skole som yngre. Hende, jeg tog i forsvar, da de ældre drenge mobbede hende med sin størrelse.

Hende, der lige nu forrådte mig.

Vreden blussede frem i kinderne på mig, og jeg gættede mig til, jeg lignede en rød tomat. Egentlig var jeg fuldstændig ligeglad. De hidsede mig op som aldrig før, og de bad selv om min aggression.

Pludselig diskuterede jeg med Jannie. Min stemme overdøvede hende, som hun forsøgte at holde tonelejet helt normalt. Det lykkedes hende ikke, hvilket hun til sidst indså. På trods af alles blikke spyttede jeg råbende ord efter ord ud og lod stort set ikke Jannie tale. Hvad, hun sagde, passede alligevel ikke, så hvad nyttede det at høre på hende?

Gennem tårerne, tydede jeg hendes blik. Det udviste sorg, men jeg vidste, hun spillede spillet helt perfekt. Inden længe trøstede alle pigerne hende og aede hendes skulder, mens de sendte bebrejdende blikke i min retning. Mig viste de skam ingen barmhjertighed. De troede fuldt og fast på Jannies ord og nægtede at høre på nogle andre. Heller ikke selvom Jannie pyntede på det hele og derved startede rygter om mig. Løgne var grunden til, jeg gennem hele ottende klasse led af ensomhed. Løgne, hende, jeg opfattede som min gode veninde indtil i dag, fortalte.

>> Kan du ikke bare prøve at forstå?! Jeg har aldrig sagt, det var din skyld! <<

Sådan sluttede jeg pigemødet af, før det ringede ind til idræt. Hulkende skyndte jeg mig ind i klassen for at hente mine ting og smuttede. Alle drengene stillede spørgsmål, men jeg møvede mig bare forbi dem. Jeg tvivlede ikke på, pigerne fortalte deres side af historien, og jeg gad ikke at stå alene med knivene i ryggen. Af samme grund spurtede jeg ud til det ene sted, jeg vidste, jeg kunne være alene.

Her.

På vejen smed jeg tasken fra mig, og mine ben bevægede sig pludselig meget hurtigere. Først da jeg nåede broen, knækkede de under mig, og jeg kastede mig ind over gelænderet med tårerne strømmende ned ad kinderne. Tankerne fik frit løb, og jeg grublede længe over alt det, jeg de forrige timer gennemgik.

I sjette klasse forelskede Jannie sig i nye drenge fra dag til dag. Jeg ønskede kun at hjælpe hende ved at skaffe hendes nye forelskelses nummer. Det endte dog med at vise sig, han følte noget for mig, og som en pige på tolv år vidste jeg ikke af, hvordan sådan en erklæring skulle tackles. Da han derfor smigrede mig og sendte mig et spørgsmål om at blive kærester, bævrede mine læber. Jeg følte mig nødsaget til at sige ja, men efter fire dage slog jeg igen op, da min samvittighed ikke holdt til det. Aldrig ville jeg glemme de blanke øjne, han kiggede på mig med, før han krammede mig og derefter ikke førte en samtale med mig i næsten to år.

Efterfølgende blev jeg selv forelsket i ham. Hidtil var han min første og eneste forelskelse, jeg først for nogle måneder siden kom mig over. Dog fortrød jeg ikke mit valg. Jeg kunne ikke holde ud, jeg på den måde forrådte Jannie. Naturligvis forestillede jeg mig, om vi mon stadig ville have været sammen, hvis jeg ikke droppede ham. Det var det eneste, jeg sagde til hende. Det opfattede hun desværre helt forkert. Personligt så jeg godt, hvordan det kunne misforstås. At hun tolkede det forkert, som var det hendes skyld. Hvis hun bare konverserede mig i stedet for at gå bag min ryg, ville det aldrig være endt sådan her. Så havde jeg fået chancen for at fortælle hende, hun tog fejl.

Nogle lignende ord bippede ind på min mobil for et stykke tid siden. Irriteret over, hun selv bare gik, skrev Maria til mig. Hun hørte nogle af de andre piger snakke om mødet bagefter og besluttede sig for at fortælle mig, hvad de skjulte for både mig og læreren. Gennem en længere periode havde de i hvert frikvarter holdt møder, hvis formål var at bagtale og kritisere mig, da de i den grad ikke mente, hvad, jeg gjorde mod Jannie, var acceptabelt. Sådan set burde de blande sig udenom, hvis det passede, hvad hun bildte dem ind. Efter mange år kendte jeg dem dog så godt, at jeg vidste, de gerne deltog i en konflikt for retfærdigheden. Til gengæld indrømmede de sjældent, når deres bedømmelse deraf ikke stemte overens.

Forskrækket glippede jeg med øjnene, da en dråbe ramte min næsetip. Regnen støvede let hen over mit hoved, før dråberne plaskede tunge ned over mig. Jeg mærkede, hvordan mit bryst løftede sig, idet jeg tog en dyb indåndig og lukkede øjnene.

Naturligvis sårede det mig dybt, de sådan bagtalte mig. Lige da jeg læste det, frøs mit hjerte. Jeg følte, jeg var lavet af glas og blev smidt på jorden; gik itu og aldrig nogensinde igen kunne samles. På trods af jeg længtes efter mine forældre og deres kærlige knus, ønskede jeg ikke at tage hjem. Af en eller anden grund tænkte jeg, jeg behøvede noget tid til bare at komme mig over det hele. Tårerne tørrede pludselig ud, og jeg bemærkede, at de ikke lige så let gled ned ad kinderne længere. Det måtte betyde, der ikke var lang tid igen, før de blot efterlod mig tilbage med et tomt sind.

Uden jakke til at beskytte mig mod regnen gennemblødte vandet mig. Kulden trængte uden besvær gennem stof og hud, men lige som det skulle til at fryse den sidste varme af mit indre, fangede mit blik en flagrende skabning foran mig. Sommerfuglen baskede hastigt med vingerne for ikke at blive ramt af regnen, men den opgav ikke. Hurtigt fløj den videre og gennemførte labyrinten mellem de mange vanddråber.

Langsomt voksede et yderst svagt smil frem på mine tørre læber. Som jeg bøjede mig ind over gelænderet på broen, betragtede jeg det sidste af den blå farve, jeg så, inden sommerfuglen forsvandt fra min synsvinkel.

Blå. Farven, der symboliserede tro. Og det var præcis, hvad sommerfuglen gjorde; den troede på sig selv. Havde jeg sagt, den ikke klarede sig én meter, ville den være fortsat alligevel. Den tog sig ikke af, hvad andre sagde. Selvom den kun fløj forbi mig i et splitsekund, inspirerede dens selvtillid mig. Måske den slet ikke selv tænkte over det, men jeg følte mig pludselig ikke længere som et offer; jeg følte mig som en kriger, der nægtede at bruge sværdet, men ikke veg fra skjoldet.

Endnu en regndråbe trillede ned af min kind og havde nu erstattet mine tårer. Fortsat kiggede jeg ned på søen, hvor de mange dråber dernede dannede ringe. Roligt fladede jeg mine hænder ud på gelænderet, mens jeg mærkede efter, hvordan lysten til at leve og smile vendte tilbage til mig. Jeg lod mig ikke slå ud af deres ord og løgne. Som sommerfuglen opgav jeg ikke mig selv, blot fordi de ikke troede på mig. Jeg klarede mig gennem regnvejret.

Smilet om mine læber tydeliggjordes, mens jeg genvandt den faste hjerterytme. Straks havde jeg ikke længere ondt af mig selv, men af alle de barnlige piger, der stadig levede i sjette klasse.

Mine vinger skulle nok bære mig gennem både regn og slud. Jeg behøvede blot at baske med dem – så førte de mig hen til tørvejret.

Én ting troede jeg nemlig fuldt og fast på; efter mørke kommer lys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...