Let her go

Det handler om en dreng der mister sin pige, og han finder ud af at han virkelig elsker hende.


Fandt ideen til den fra sangen `Let her go-Passenger`

2Likes
0Kommentarer
883Visninger

1. Let her go

 

Jeg var på vej hen til Mie, jeg skulle snakke med hende, Jeg skulle sige noget til hende som ikke var nemt at sig, men noget som gik mig på. På vej der hen prøvede jeg at formulere en sætning som måske ikke var så slem, men med det emne var det ikke nemt, især ikke når man ved hun måske ikke tager det så tunget, som jeg måske lidt håber på. Men hun har været sammen med så mange andre end lige mig på det seneste og jeg blev nød til at spørge hende, om hun mon stadig elsker mig.

Mie sad ude foran på deres lille fine, men romantiske bænk ”Hej skat” sagde jeg i håbet om at hun også kalder mig skat. Men det gjord hun ikke bare det samme kedelige hej Mads. Jeg kiggede ned i jorden og ventede bare til hun sagde noget, for jeg ville ikke starte. Jeg kiggede op igen ”hvad var det du ville spørge om? ” sagde hun så, okay nu galt det være romantisk, sød og alt det andet der skal til ”Ja snuske basse, du jeg har bare lyst til at sige, jeg elsker dig skat” sagde jeg, det var slet ikke det jeg havde plan lagt, langt fra, men jeg gik i panik ”det var da ikke et spørgsmål” sagde hun så, var det det ”elsker du slet ikke mig? ” spurgte jeg lidt hurtigt og en smule naivt, tag dig sammen Mads du er en mand, og hvis hun ikke elsker dig er hun ikke det være, eller det bildte jeg mig selv ind. Hun sad og kiggede ned i jorden, hun havde prøvet at åbne munden flere gange, men sagde ikke noget. Hun begynde at græde, jeg kunne heller ikke holde til at se hende sådan, jeg var for blød. Jeg satte mig hen ved siden af hende, med armen om hende og sagde ”hvis du ikke gøre det, så er det vel bare sådan” sagde jeg i håbet om at hun måske, ville rejse sig og sige jeg elsker også dig. Men efter lang tids tavshed sagde jeg så ”det skulle vel bare ikke være os to” og til min store skuffelse nikkede hun. ØV nederlag, et kæmpe stort nederlag, jeg havde ikke styrken til at få hendes mening vendt, det vidste jeg jo. Arh jeg var så sur på mig selv, det var helt vildt ” nå okay så, hvem er det så er det Mikkel eller Rasmus eller måske… ” hun afbrød mig ”Nej det er det ikke” yes det er ingen andre tænkte jeg ”pyha” fik jeg sagt alt for hurtigt ”det er Michael fra Friskolen” hvad siger du, der er en anden, hvad bilder hun sig ind, at være mig utro ”af hvad, har du været mig utro? ” dumt spørgsmål, selvfølgelig har hun det ”øhm øh... ” ”du behøver ikke at svare jeg ved det” sagde jeg og gik. Halv vejs ude af haven råber jeg ”jeg slår for resten op” Det var nok lidt ondt, ikke kun det sidste men alt hvad jeg havde sagt. Hun sad stadig på bænken, med hendes ansigt begravet i hendes hænder. Pludselig rejste hun sig og begyndte at sparke til sneen, så så hun det, hjertet vi havde lavet sammen ud af sne. Hun skulle lige til at sparke til det, men hun brød sammen i gråd, i stedet for. Jeg burde nok gå ind og trøste hende, men det var jo mig hun var sur på, og jeg var sur på hende.

 Da jeg var på vej hjem kunne jeg mærke det, jeg kunne mærke den store sorte hånd grave rundt i mit hjerte, for at finde den lykke og kærlighed der lig er blevet knust. Alle de små stumper der skære i hjertet, der er tusind stykker der bare venter på hånden henter dem. Jeg kan mærke sorgen der har taget over, min hjerne er gået ned, det er kun sorgen der styrer mit liv lige nu, indtil den næste pige i den lange kø kommer frem og gør mig glad igen i et stykke tid, et lille bitte stykke af mit lange sørgelige liv. Jeg overdrev ikke, hun fortjente det, hun var blevet en del af mit dyrebare liv, og så behandler hun mig sådan, føj, føj siger jeg bare, det er så klamt. Jeg burde advare Michael, og så alligevel ikke, han var med til det, så han skal lide jeg gør nu, han skal mærke den store smukke kærlighed blive knust, han skal lære at det gør undt at miste en, en man virkelig kan lig, og som man aldrig vil give slip på. Det er det han skal, hans fremtid bliver en kæmpe bunke sorg, knuste minder der flyder rundt over det hele, i byen, i parken, i kroppen det hele, alt det jeg går igennem nu, på grund af ham. Jeg, jeg kan ikke holde det inde mere, jeg løb resten af vejen hjem, hjem til nogen jeg elsker og som også elsker mig, og som kan trøste mig, og hjælpe mig videre til den næste pige i rækken. Jeg må tage mig sammen nu, visse jeg er en mand, at jeg kan klare sorgen og overvinde den. Jeg kan ikke mere, jeg smed mig i sengen, med de smukkeste minder i, fra filmaftnerne, hvor vi lå og puttede, minder fra de eftermiddage hvor vi sad og snakkede og grinte. Jeg kan mærke at jeg nok aldrig vil glemme hende, hende med det søde smil og det flotte blå øjne, hende med det dejligste grin og det blødeste hår, er også hende der er den skarpeste hjerte knuser, for alt det vil jeg huske for og lidt til. Jeg gik ind i stuen, og satte mig i sofaen, men jeg havde ikke lyst til at se noget, ikke lige nu i hvert fald. Jeg kan mærke jeg allerede savner lyset, for lige nu er jeg i mørket. Jeg kan mærke jeg virkelig elskede og elsker hende, nu hvor jeg har mistede hende. Ligesom jeg savner solen, når det sner. Hvor høj jeg nogen gange , men nu er jeg lav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...