Livets dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 29 okt. 2014
  • Status: Igang
Det her er vel en måde at komme ud med sine følelser og tanker på, og ved at gøre brug af Movellas til det, ved jeg ikke, hvor meget mere nytte der er ved det, end blot at benytte papir og blyant eller et skriveprogram på computeren. Det kommer i høj grad til at handle om spiseforstyrrelse. Men hvis nogen finder denne genre virkelig fantastisk og elsker at blive taget med ind i en andens liv og tanker, så er det her lige noget for jer. Så jeg håber på at i vil læse den!

1Likes
0Kommentarer
491Visninger
AA

7. 25/9/14

Det er begyndt at blive en sjældenhed at jeg logger ind på movellas, og det er trist, eftersom min store passion ligger i at skrive. Eftersom jeg går i 2.g, har en enormt stor mængde lektier, arbejde, og nu tumblr til at fordrive tiden med, er der oftest ikke meget tid eller overskud til at skrive. Det er en underlig følelse, og jeg savner det helt.

Oftest har jeg skrevet om mit problem med mad, men de seneste par måneder har det ændret sig lidt. Jeg lavede for første gang en ordentlig madpakke at have med i skole for nogle få dage siden. Det sker også, at jeg køber en sandwich i caféen på gymnasiet. Og jeg har taget på. Alt i alt er jeg i dårligt humør over det, men hvad endnu værre er, er mig selv.

Jeg er uduelig.

Det er simpelthen totalt spild af tid, at jeg overhoved forsøger at opnå noget i livet, eftersom jeg selv intet er værd. Hvorfor skulle mine handlinger så betyde noget? Jeg kan simpelthen ikke se nogen grund til at jeg stadig prøver. Hver eneste morgen når jeg krydser hovedvejen, tænker jeg på at løbe ud på vejen foran den næste lastbil. Ikke bil, men lastbil, for så er chancen for at jeg dør endnu større. Jeg kan ikke mit liv mere, jeg er så træt af at forsøge at holde humøret oppe i skolen, være 'social' med de andre, hele tiden påstå at jeg har det godt hvis nogen spørger og generelt det at kommunikere med andre. Mit liv er intet værd, jeg er intet værd. Jeg er den største fejltagelse, der nogensinde er sket. Jeg vil så gerne slutte det her. Længslen efter at dø er ubeskrivelig, og at have en facade foran andre er enormt dræbende. Jeg er grim både udenpå og indeni, mine karakterer er ikke hvad de har været, det vrimler ikke ligefrem med venner omkring mig, ingen drenge vil nogensinde føle sig tiltrukket af mig, og følelsen af at jeg spilder alles tid er uudholdelig.
Men hvis jeg fejler og vågner op efter at have gjort et forsøg på selvmord, kan jeg simpelthen ikke holde det ud. Jeg er så bange for at fejle. Jeg tror, at dét er det eneste der holder mig fra at dræbe mig selv. Dét og så én person. Jeg håber blot, at jeg får modet til at gøre det snart.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...