Livets dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 29 okt. 2014
  • Status: Igang
Det her er vel en måde at komme ud med sine følelser og tanker på, og ved at gøre brug af Movellas til det, ved jeg ikke, hvor meget mere nytte der er ved det, end blot at benytte papir og blyant eller et skriveprogram på computeren. Det kommer i høj grad til at handle om spiseforstyrrelse. Men hvis nogen finder denne genre virkelig fantastisk og elsker at blive taget med ind i en andens liv og tanker, så er det her lige noget for jer. Så jeg håber på at i vil læse den!

1Likes
0Kommentarer
498Visninger
AA

4. 15/6/13

I går blev der afholdt Open By Night i min by. Efter 6 timers arbejde var jeg godt nok udmattet! Tiden gik alligevel ret stærkt, og mig og min veninde (som også er min kollega) fik moret os en del over fulde kunder og sjove kommentarer, men jeg må godt nok sige at, det føltes, som om jeg var halv-døv efter al den høje musik i så mange timer.

Derudover var det dejligt nok lige at få læst videre i min bog, som jeg virkelig har fordybet mig i, og jeg havde endda overvejet at aflevere den, inden jeg fik den læst. Forberedelserne op til eksamen stresser en smule, og selvom jeg udmærket er klar over, at mine karakterer ikke kommer til at betyde det mindste for mig, da jeg i forvejen er optaget på gymnasiet, så vil jeg alligevel stræbe efter høje karakterer. Min fysik/kemi eksamen er jeg dog en lille smule nervøs for. Mig og min makker havde et enormt skænderi, der resulterede i, at hun endte med at svine mig til, ignorere eller komme med irriterende bemærkninger, og jeg endte med at ignorere, svare mindst lige så hårdt igen og tude midt på gangen, mens min lærer tilfældigvis kom forbi - akavet. Og det er oven i købet min lærer, som jeg har indviet i mine problemer. Han må nok have den tanke, at den altid er gal med mig. Og hvor jeg dog ikke kan fordrage at tude foran andre, og da slet ikke ham! Jeg må egentlig begynde at benytte mig af navnene på de personer i min omgangskreds, så du ikke ender med at blive helt forvirret. Han hedder Casper og er min geografi- og historie lærer. Han er nok den lærer, der kender mig bedst, og sikkert er mest træt af mig, for jeg har desværre været til besvær i flere måneder, hvor han har måtte udholde mig og min snak om vægt, krop og den slags. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg havde det med at fortælle ham det. Der var i hvert fald to ting jeg ikke kunne lade være med at tænke over.

For det første var jeg aldeles skuffet over, at han måtte fortælle det videre til min kvindelig lærer, da jeg var ret så sikker på, at det ikke var en god ide. Og det endte da også med, at inspektøren blev indblandet i det, og jeg tvivler ikke så meget på, at det var Katrine, min kvindelige lærer, der havde bedt Casper om, at de skulle tage snakken med inspektøren. De indviede selvfølgelig mig ind i det hele først og gjorde det helt tydeligt, at de ikke ville fortælle noget uden at få min tilladelse til det. Men den var der ikke meget af, for jeg havde ikke rigtig noget valg, de var jo tvunget til at sige det - tavshedspligten rækker ikke over alt. Jeg tror dog ikke, at jeg bebrejder hende eller Casper for det, for de har jo bare passet deres arbejde. Men det, at det var en nødvendighed at fortælle inspektøren det, fordi de ikke vil miste deres job.. det havde jeg det ikke særlig godt med. Det virkede som om, at det hele afhang af jobbet, men det er sikkert bare mig.

For det andet, var jeg, som tidligere nævnt, ekstremt bange for, hvad hans tanker om mig var, efter at jeg havde fortalt det. Han er ikke typen, der vil gemme sin mening væk, og det er jo også det jeg søger efter. Jeg vil helst være fuldkommen sikker på, hvilken mening han har om mig, når jeg fortæller sådan noget. Men samtidig er jeg bange for at høre den. Derfor turde jeg aldrig sige alting omkring, hvor meget mere jeg i virkeligheden kastede op, hvad jeg tænkte,  osv. for ofte er jeg bange for mine egne tanker. Det lyder sygt, ikke? Men jeg ved virkelig ikke, hvorfor det skulle betyde så meget, hvad han tænker om mig. Han er jo bare min lærer. Og så alligevel. Det er lidt svært at beskrive så detaljeret, at det ikke er umuligt at forstå, men jeg har aldrig haft behov for at snakke med en lærer omkring personlige problemer. Aldrig. Men på de to uger har jeg nærmest været tvunget til det, da det simpelthen er uudholdeligt at gå rundt med sådan nogle tanker. Så jeg måtte altså binde mig til en eller anden, uden helt at fortælle alting, da jeg jo ikke vil dømmes.Der er selvfølgelig et stort antal af lærer, som man kan betro sig til. Min engelsklærer er den såkaldte 'hønemor' i klassen for alle os piger, da vi er kønsopdelt i det fag -  af hensyn til nogle piger, der på mystisk vis bliver stumme i timerne, så snart der sidder et hankønsvæsen i samme lokale som dem. Men aldrig tale om at jeg skulle fortælle min engelsklærer det, der er virkelig noget over den kvinde, der bare skriger ''regler'', så man slet ikke kan komme udenom, at hun fortæller det videre, følger reglerne fra punkt til prikke og ikke giver mig  tilladelse til at sige, hvad jeg tænker, uden at hun ville styrte hen til inspektøren om det.Så gik valget på Katrine og Casper, og da jeg slet ikke regner med, at han går så meget op i, hvor tavshedspligten ligger, som Katrine hun har vane for, var det en af grundende til, at det blev ham. Ellers er jeg bare en sær unge, der har det lettere med at snakke med mænd end kvinder, desværre ender det altid med, at jeg får andre følelser for personerne, men det er en anden sag.

Sagen er den, at jeg stadig ofte tænker over, om jeg ikke bare burde have undgået at fortælle det til nogen. Det kan jeg så sidde og undre mig over, imens jeg prøver at få mig selv overtalt til at tage mavebøjninger, det er så lang tid siden, at jeg har gjort det!

Nå, men ved du hvad, en ting, jeg faktisk har bemærket, er, at jeg egentlig ikke skriver på samme måde, som hvis jeg sad og skrev en skriftlig aflevering. Jeg plejer at beskrive situationerne betydeligt mere og have et langt mere varieret sprog, men jeg må jo ikke glemme, at jeg denne gang har mere end én læser med, og jeg skal jo heller ikke kede dig for meget. Normalt er min 'læser' jo, udover mig selv, Katrine, og hun virker rigtig tilfreds med min måde at skrive på. Jeg ved ikke helt hvorfor, men når hun er tilfreds med den, så kan jeg heller ikke lade være med at være det- jeg blev så glad, sidste gang hun roste min skriftlig aflevering til terminsprøverne! Orh jeg fik helt lyst til at kramme hende haha, men det ville nok være lidt underligt.

På den anden side, så gør jeg jo også det her for mig selv og ikke kun andre herinde, skal jeg huske på, så lidt detaljeret må det hele meget gerne være, jeg elsker detaljer! Jo flere detaljer, jo bedre, jeg elsker at kunne sætte mig ind i en situation og et andet væsens tanker. Det skal helst være en person, der er ældre end mig selv eller anderledes, da mine klassekammerater ikke virker, som nogen jeg har specielt meget lyst til at sætte mig i tankerne hos, nej tak for den da. Jeg kommer dog alligevel til at savne dem enormt meget! Jeg må huske at give Minne en ordentlig krammer, for den lille mide har valgt et års efterskole frem for at begynde direkte på gymnasiet sammen med mig. Hende kommer jeg til at savne så meget. Og det samme gælder de fleste fra klassen. 

For to-tre dage siden vejede jeg forresten hele 46,1 kg! Jeg håber så inderligt, at jeg har tabt mig. Det finder jeg måske ud af I morgen, jeg vil nemlig så gerne veje mig igen, hvis jeg får mulighed for det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...