Livets dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 29 okt. 2014
  • Status: Igang
Det her er vel en måde at komme ud med sine følelser og tanker på, og ved at gøre brug af Movellas til det, ved jeg ikke, hvor meget mere nytte der er ved det, end blot at benytte papir og blyant eller et skriveprogram på computeren. Det kommer i høj grad til at handle om spiseforstyrrelse. Men hvis nogen finder denne genre virkelig fantastisk og elsker at blive taget med ind i en andens liv og tanker, så er det her lige noget for jer. Så jeg håber på at i vil læse den!

1Likes
0Kommentarer
490Visninger
AA

3. 13/6/13

Jeg har nu ikke nævnt noget om min klasse, og det har jeg besluttet mig for at gøre, da du nok skal have et indblik i, hvordan den var.

I min 'nye' klasse efter at have flyttet, var vi kun få elever, omkring de fjorten-seksten stykker. Hvis du af nysgerrighed vil vide, hvordan sammenholdet var, så kan jeg sige, at det ikke var spor godt, men det forbedrede sig dog en del i niende klasse. For at komme tilbage til ottende klasse, så sad vi i de gode, gamle to-og-to pladser, og min sidekammerat var en god veninde. Hun ændrede desværre med tiden attitude, stil og blev kort sagt en hardcore-bitch. Hun kunne finde på at komme med hentydninger, eller blot sætninger jeg tit misforstod, og som jeg blev ret så fornærmet over. Resten af pigerne klæbede sig sammen med deres sidekammerat, så nemt var det ikke at flytte fra min hardcore-bitch-veninde længere, som jeg ikke kunne genkende. At hun pjækkede fra skole hver dag passede mig fint i starten, men efter noget tid gik det mig lidt på, da jeg ofte sad alene. Jeg trøstede mig dog med, at de andre i klassen alligevel aldrig helt var mine typer. Der var altid et eller andet ved dem, der gjorde, at jeg ikke helt brød mig om dem. Den tanke, føler jeg, er lidt egoistisk. Jeg vil for alt i verden ikke føle mig ophævet over hele min klasse, men jeg har altid haft den holdning, at jeg ikke helt har brudt mig om de fleste af pigerne. De fleste minder også om hinanden og prøver ikke at gøre det mindste for at skille sig ud, tværtimod.

En dag efter skole overvejede jeg stærkt at begynde på at skrive dagbog igen. Når jeg gjorde det fik jeg jo muligheden for virkelig at skrive alting ned om både klassen, mig selv, og hvad jeg nu gik rundt og lavede. Disse ting har jeg aldrig haft lyst til at indvige nogen i. De nedladende kommentarer, som jeg tidligere fik om mit udseende, ophørte ikke, og jeg var selv ret god til at være kritisk og tænke over det. Jeg havde taget på. Jeg kunne ikke finde ud af at sætte hår eller se godt ud. Og jeg var faktisk ret tyk. Jeg vejede hele 52 kg. Når jeg tænker over det nu, har jeg helt fortrudt, at jeg ikke stoppede mig selv inden da. Hvordan kunne jeg ikke skamme mig over at blive så fed? Det gik mig så ufattelig meget på. En dag ledte jeg efter tips og tricks på nettet til at tabe sig, men jeg røg dog ved et tilfælde ind på nogle forkerte sider, de såkaldte pro-ana og pro-mia sider. Piger der ser anoreksi og bulimi som en livsstil. Der stod rækker af tricks til at undgå mad, forbrænde kalorier og snyde sig selv til at tro, man var mæt. Jeg brød mig ærlig talt ikke om tanken, men der var dog ét råd derfra, jeg tænkte nøje over. At skrive på hvilke tidspunkter man spiste og hvor store mængder. Jeg brugte min bog til at tegne, skrive nogle småting og den slags, og jeg endte også med at skrive mine kalorieindtag ned. I mellemtiden motionerede jeg, drak masser af vand og spiste sundt, det gik helt fint, og jeg kom langsomt ned på 48-49 kg.. 

I sommerferien besluttede min familie så at tage på ferie i de varme lande. Når du befinder dig i sådan en hede, hvor du sveder af bare at gå, og du tørster hele tiden, mister du samtidig også din appetit. Det oplevede jeg, og da vi efter ti dage kom tilbage til Danmark, vejede jeg 45 kg, men jeg tog dog hurtigt tre kilo på igen. Dét gik mig fuldstændig på, og jeg var ivrig efter at tabe mig igen. Det var nu blevet meget mere seriøst, kunne jeg mærke ,og følelsen af hvor stolt jeg havde været over endelig at have tabt mig, længtes jeg efter igen.

Jeg er ikke typen, der kan lide at indvige resten af klassen i, hvad jeg lige går og tænker på og laver, medmindre jeg virkelig vil ud med det eller bliver spurgt. Men en dag inden sommerferien havde jeg lige hurtigt nævnt, at jeg ville tabe mig til min veninde, da vi tilfældigt kom ind på emnet vægt og træning. Det var midt i en samfundsfagstime, og jeg havde sørget for, at ikke andre end min veninde hørte det, men min lærer stod tilfældigvis ikke langt fra, hvor vi sad. Katrine, min lærer, overhørte vores samtale og spurgte nysgerrigt, om jeg gerne ville tabe mig, og hun lød endda ligefrem fascineret. Den måde hun sagde det på... gav mig lidt en følelse af, at det var noget godt, jeg var ved at gøre. At jeg var på rette spor. Hun næsten motiverede mig ubevidst ved bare at spørge nysgerrigt på den måde. Og samtidig havde resten af klassen også hørt hende spørge om det, og det satte lidt et pres på mig. Nu var jeg tvunget til det. Det var en form for motivation, og det føltes godt.

Efter ferien gik jeg nu i niende klasse men kom ikke langt de næste par måneder angående mit vægtmål. Jeg tabte mig, tog på, græd, tabte mig og tog igen på. Jeg kunne simpelthen ikke foredrage tanken om, at jeg havde taget 5 kg på igen efter kort tid, og det fik mig altid til at tude, hvilket jo var ret ynkeligt. Det var overhoved ikke synligt for andre end mig selv med de 5 kg, det tvivler jeg stærkt på, da jeg ofte gik i lidt løstsiddende trøjer. Det begyndte jeg en hel del med efter nogle episoder, hvor en af mine veninder prikkede mig på maven og mindede mig om, at jeg havde deller. Hun skulle altid lige påpege, at jeg havde lidt ekstra fedt her og der på maven, når jeg gik rundt i en meget stram top. Måske er det bare mig, der tager alting personligt? Måske er jeg bare utrolig følsom over for sådan noget, men jeg gik i flere dage og var sur og trist over det. Jeg havde sådan en trang til at råbe hende op i hovedet, at hun vejede mindst 20 kg mere end mig, så hun skulle i hvert fald ikke have et ord indført, men jeg turde aldrig. Jeg er så bange for at såre folk, at jeg simpelthen tuder, når jeg har gjort det. 

For ligesom at komme videre så du ikke får læst en hel roman om hende, så gik det ret elendigt med min vægt. En dag blev jeg vist nok lige sindssyg for en time, for jeg flippede helt ud over, at jeg ikke havde tabt mig det mindste, selvom jeg havde gået på sultekur. Men jeg havde derefter fået et ædeflip.. Jeg endte så ude på badeværelset med hovedet ned i vasken. Ikke toilettet, men vasken. Tanken om at stikke hovedet ned i kummen for at brække mad op var frastødende, og jeg ville ikke have hele sceneriet til at virke som om, jeg var direkte psykisk syg som bulimikere. Så jeg brugte altså vasken, men intet udover vand kom op, det skyldtes at jeg næsten intet mad havde indtaget, men det glemte jeg helt. Så jeg gik trist ud derfra og tænkte, at ikke engang dét hjalp på min vægt.

Op til jul dummede jeg mig dog igen flere gange. Jeg havde endelig kunne få mad op og havde gjort det sådan on-and-off flere gange. Men jeg gjorde det aldrig mere end et par gange om måneden, og det skete kun, fordi jeg tvang mig selv til at kaste lidt op i vasken. Det var altså ikke fordi, det var en direkte nødvendighed at gøre det, som det senere hen er blevet. Jeg vidste godt, at det jeg gjorde var forkert, men anså dog aldrig mig selv som syg, eller at jeg havde bulimi, for det havde jeg jo ikke. Jeg begyndte efter lidt til at kaste alt maden op og ikke kun en lille del af den, og det resulterede selvfølgelig i, at jeg måtte bruge toilettet til det. Jeg var skrækslagen for at blive opdaget. Og til nytår havde jeg selvfølgelig et nytårsforsæt, der hed ''Tab dig så meget som du kan''.

Jeg gik igen på sultekur, og det holdte et par dage, hvor jeg så fik en ny følelse frem, hver gang jeg indtog noget. En følelse af at når jeg spiste, havde jeg absolut dummet mig. Det var fuldkommen afskyeligt, jeg havde ødelagt det hele og en lille stemme i mit hoved blev ved med at presse mig til at tænke på kalorier hele tiden. Jeg fik den vane at veje mig selv op til seks gange om dagen, og havde jeg mulighed for det, gjorde jeg det flere gange. Om morgenen, efter skole, efter at have spist lidt, imens jeg spiste, ved fem tiden og om aftenen, var de faste tider.  Når min sultekur ikke holdte længere, kastede jeg op, Når jeg fik ædeflip, kastede jeg op. Når jeg ikke kunne udholde tanken om ikke at må spise mere, end jeg havde planlagt og endte med at gøre det, kastede jeg op.

Det hele blev så slemt i løbet af kun to uger, så jeg endte med at fortælle min lærer om det, efter at jeg i flere dage havde gået rundt og overvejet, om jeg skulle sige det til ham. Jeg var så bange for, hvad han ville tænke om mig. Han måtte for alt i verden ikke synes, at jeg var en komplet idiot, når jeg benyttede mig af så dumme metoder til at tabe mig. Men samtidig var han den eneste, jeg kunne forestille mig, at jeg turde fortælle det til.. Jeg ved ikke helt hvorfor. Han havde oven i købet et par dage inden haft en samtale med os i klassen om mad, da han er meget interesseret i madlavning. Han havde kort nævnt, at de folk, der undgik at bruge nogle madvarer på grund af et højt fedtindhold, spildte deres liv og ikke nød maden. Den kommentar kunne jeg ikke undgå at tænke over, og jeg rystede og var lige ved at tude, da jeg sad og fortalte ham hvad mit 'problem' var, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være med at tænke over hans kommentar.

Det jeg absolut stadig ikke kan, er at spise i skolen. Jeg kan spise lidt morgenmad, hvis jeg virkelig føler mig fristet og ved, at jeg kommer til at forbrænde det, men aldrig i skolen. Det er de seks-syv timer, hvor jeg overhoved intet må indtage. Jeg har nogle faste tider, hvor jeg helst ikke skal nærme mad, ellers ved jeg at skyldfølelsen kommer frem med det samme. Skammen er nok det værste. Det gør, at jeg føler mig fuldkommen sindssyg. Du synes nok også, at det her virker helt forkert og sygt, men jeg har det virkelig som om, at min personlighed, tanker og handlinger er delt i to. Den ene del af mig frister mig til at spise, være positiv og se frem til alt det jeg kan opnå i mit liv. Og den anden er fyldt med skam, tanker om kalorier, vægt, opkast, nytteløst liv og ingen viljestyrke til at forhindre mig selv i at spise.

Jeg slutter her, da det er midnat, og jeg skal tidligt op I morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...