The day you came

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Melanie føler virkelig hele verden er i imod hende, hele tiden. Men den vil omvende, sådan da, da hun for første gang, nogensinde, møder sit største crush, og mindre forelskelse. Men er sådan nogle ting helt uden besvær?

0Likes
0Kommentarer
273Visninger
AA

1. Intro

Jeg mærkede hans hånd glide ned over mit lår. Jeg smilede stille for mig selv, og lagde mig tæt op af ham. Øjeblikket var lige så perfekt, lige indtil…

”Melanie, op nu!” Jeg sukkede dybt og vrissende. Jeg satte mig op og så hen på min store plakat af Black Veil Brides, der hang på bagsiden af min dør, men mine øjne ramte hurtigt Ashleys ansigt. Hvorfor skulle han være så uforskammet pæn, og være helt uden for rækkevidde? Men selvfølgelig ville han aldrig troppe op lige udenfor min dør, og tage mig verden rundt. ”Melanie!” lød det rasende nede fra køkkenet. ”Jeg kommer!” Hun kunne da heller aldrig slappe af. Jeg var da ligeglad med, om jeg kom for sent. Som om jeg gad og komme over i skolen, og lade som om jeg var præcis ligesom alle de andre. Glad poptøs, hvor ingenting var galt med i mit liv.

Problemet var bare, at alt i mit live var et problem. Jeg var ikke den pige, der havde det nemt. Jeg havde, først, flyttet væk fra alle dem, der faktisk var mine venner, kommet på en ny skole, blev mobbet der for at være anderledes, flyttet skole igen og nu gik jeg og legede lyserød prinsesse. Oveni hatten var min mor død og min far var skredet, så jeg boede sammen med min storbror, Dean, og hans, noget ældre, kæreste Emily. Men det var ikke noget, jeg sagde højt.

Jeg gik langsomt ned af trapperne, bare for at være irriterende, og ud i køkkenet. Jeg satte mig ned på en stol og tog en bid af det stykke brød, der lå urørt foran mig. Jeg så kort op og fortrød straks. ”Hvis I skal suge livet ud af hinanden, kan I så ikke gå et andet sted hen? Jeg spiser faktisk.” Jeg holdte mit blik mod bordet og mærke en fod, under bordet, sparke mig over benet. ”Du er bare sur over, at du ikke har Ash til at sidde og kysse med.” Dean grinede hånligt af mig og lavede kyssemund mod mig. Jeg slå ud efter ham, med flad hånd, men han træk sig tilbage. Selvfølgelig. Nogle gange føltes det ikke som om, han næsten var 24 og jeg var halvvejs 19, men mere som om vi var 11 og 5. Men det gjorde ikke så meget. Han mente aldrig noget ondt, selvom det godt kunne lyde sådan. Jeg havde altid elsket Dean. Han var den bedste bror i hele verden. Jeg kunne bare godt lige undvære Emily.

Jeg rejste mig, efter jeg havde spist det halve af det ene stykke brød, der lå på tallerkenen, og gik op på mit værelse igen. Jeg gik hen til mine tre skabe, hvor i jeg nøje have placeret mit tøj. Det første var fyldt med det tøj, jeg gik i, når jeg skulle i skole, eller andre steder hvor der var mulighed for jeg mødte nogle, jeg gik i skole med. Det andet var fyldt op til bristepunktet med at det tøj, jeg ville ønske, jeg kunne gå i, uden at blive helt mobbet ud af mit gode skind. Og det sidste var der en blanding. Noget jeg kunne gå i skole i, uden at blive mobbet, og noget jeg ønskede at gå i. Men det var sjældent, jeg åbnede det skab.

Jeg åbnede det første og træk en hvid T-shirt, en grøn hættetrøje og et par almindelige mørkeblå stramme bukser ud af skabet. Jeg træk det hurtigt på og så på mig selv med væmmelse. Jeg satte mit naturlige lyse hår op i en hestehale og kørte kort en hånd over den. Jeg tog hurtigt noget mascara på og tog min taske over skulderen. Jeg så mig en sidste gang i spejlet, inden jeg gik ned af trapperne. Jeg gik ind i køkkenet igen og trampede utålmodigt med foden. ”Det var dig, der råbte, jeg skulle skynde mig.” Typisk dem at begynde at kysse igen, når jeg var gået igen. Heldigvis stoppede de med det samme, jeg sagde det første ord. Emily træk sin jakke ned fra knagen og gik ud i gangen. Jeg gik ud og tog mine halv slidte sorte Converse på og rettede på min taske. Jeg var usikker på om Emily nogensinde havde set mig i andet tøj, end den slags jeg have på nu, selvom hun godt vidste jeg ikke gik med det i fri vilje.

Jeg satte mig ind på forsædet i hendes bil og lænede mig tilbage. Selvom hun ikke var helt gammel nok til at kunne være min mor, føltes det lidt sådan, og jeg blev altid i lidt dårligere humør af at tænke på det. Jeg lukkede kort mine øjne, men da jeg åbnede dem igen, holdte vi uden for skolen. Jeg stod ud af bilen og gik op mod skolen og ind. I dag havde jeg allermest lyst til at have min sorte trøje på, hvor der var et kæmpe billede af Black Veil Brides og mine sorte jeans på, men man kan ikke altid det man ønsker sig allermest. For så sad jeg på skødet af Ashley lige nu, et eller andet sted i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...