The day you came

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Melanie føler virkelig hele verden er i imod hende, hele tiden. Men den vil omvende, sådan da, da hun for første gang, nogensinde, møder sit største crush, og mindre forelskelse. Men er sådan nogle ting helt uden besvær?

0Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

4. Fuck alt

Jeg mærkede vandet plaske ned i mine lunger og min krop der kæmpede for at få mig op igen, men alligevel holdte sig selv nede. Jeg ville ikke op igen. Jeg lod mig selv slappe af, døse hen og lade mørket falde over mig. Jeg vågnede, på en måde op, da jeg mærkede et hårdt tryk på mit bryst, så jeg fik tømt mine lunger igen. Jeg åbnede mine øjne og så op på Deans bekymrende øjne. Jeg skubbede ham væk, med de få kræfter, jeg havde, og så surt ud til siden. Jeg ville ikke redes, men det kunne jeg ikke sige til ham. Han ville ikke kunne sætte sig i min situation.

”Hvad fanden tænkte du på? Melanie?” Han tog fat om min hage og halvdelen af min kæbe, med sine store hænder, og så indgående på mig.

”Hvad fanden rager det dig? Det er ikke dig, der har verdens mest lorte liv!” Jeg rejste mig hidsigt op, da jeg havde kræfter nok til det, og kørte en hånd gennem mit drivvåde hår.

”Jeg kan knap nok vise mig uden for en dør, uden jeg bliver set ned på, af alle, selv mennesker jeg ikke kender! Er du godt klar over, hvor dødtræls det er?!” Jeg var ved at være helt ude af den, af hidsighed, og kunne mærke noget varmt løbe ned over mine kolde kinder.

Det gik først op for mig, at det var tårer, da Dean rejste sig og tørrede dem væk. Jeg slog hans hænder væk og vendte mig om, som om jeg var vildt fornærmet. Helt sikkert folk, der så det her, ville tro vi var kærester, for så meget lignede vi heller ikke hinanden.

Dean havde mørkeblond hår, hvor jeg havde mere platinblondt. Han havde blå øjne, hvor jeg havde grå, og hans hud var lidt mørkere end min, men det havde ikke noget med gener at gøre. Han brugte bare mere tid i solen om sommeren, end mig. Jeg mærkede, han tog fat i min arm og vendte mig om igen, så vi stod front mod front. ”Mel, vi tager hjem nu.”

”Hjem hvor?!” Jeg skreg næsten af ham, af ren frustration. Jeg følte ikke, at jeg længere havde noget hjem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen, overhovedet.

”Hjem, hvor du bor,” sagde han stille og så på mig, med et næsten bedende blik. Jeg skubbede ham væk og begyndte at gå, men jeg gik ikke hjem, og jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle gå hen.

Jeg ville ønske at han ikke fulgte efter mig, men jeg ønskede forgæves. ”Nu kommer du med hjem!” Han havde hævet stemmen, ikke så meget, men stadig så jeg kunne høre, han havde. Jeg satte i løb, og denne gang hjem, eller det han kaldte hjem.

Jeg åbnede døren, som om jeg vidste, den var åben, og løb op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren, låste den, og satte mig op ad min seng, med ryggen, og hovedet i hænderne. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, overhovedet. Jo, hvis Ash kom hen og bankede på min dør nu, ville jeg godt, men hvor stor var sandsynligheden lige for det. Sådan cirka nul. Jeg hadede alt, ALT!! Jeg ville bare have været væk, jeg ville bare væk. Jeg havde ikke lyst til at være her mere.

”Melanie..?” Jeg kunne høre det var Dean, så enten var han løbet efter mig, eller også havde jeg siddet her længe. ”Gå væk!” skreg jeg grådkvalt tilbage og lagde min pande mod mine bøjede knæ. Jeg sad stadig i mit våde tøj og frøs, men jeg kunne ikke få mig selv til at skifte.

Jeg hørte et bank på min dør, ikke som når man banker på døren, men en knytnæve, og resultatet var også at min nøgle, i døren, faldt ud og en anden fra den anden side af døren blev sat i, og døren blev åbnet.

Jeg så surt og vredt op på Deans ansigt, med armene på mine knæ, og jeg følte hele mit ansigt var helt sort. Han satte sig på hug ned foran mig og strøg mig over kinden. ”Mel, verden bliver ikke nemmere af at du gør det.” Jeg rystede bare på hovedet over hans skjulte bebrejdende tone.

”Det kan du jo sagtens sige. Du har jo alt! Kæreste, hus, uddannelse, en sindsforvirret lillesøster. Hvad kan du overhovedet ønske dig mere? Du har det jo så fucking nemt! Det har du altid haft!” Jeg skreg det næsten af ham, og indså hvor rigtigt det var. Jeg havde ingen af tingene, ikke noget det mindede om. Jeg havde intet. Ingen kæreste, intet hus, ingen uddannelse, jeg havde en storebror. Og jeg havde det langt fra nemt, og jeg havde aldrig haft det.

”Mine forældre.” Jeg så ikke op på ham, da han sagde det. ”Hold nu op! Du er 24. De fleste ville nyde ikke at have deres forældre i nærheden.” Jeg sagde det lidt lavere end før, da jeg godt vidste, det var et ømt punkt for ham.

”Jeg gider ikke snakke med dig mere, når du er sådan,” sagde han, og rejste sig op. ”Nej, flyt du sammen med Emily ud til hendes forældre, og få 100 børn, mens jeg går og samler flasker, for at overleve.” Jeg så ikke efter ham, men jeg hørte bare døren smække. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...