The day you came

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Melanie føler virkelig hele verden er i imod hende, hele tiden. Men den vil omvende, sådan da, da hun for første gang, nogensinde, møder sit største crush, og mindre forelskelse. Men er sådan nogle ting helt uden besvær?

0Likes
0Kommentarer
272Visninger
AA

3. Bare ikke min dag

Jeg løb direkte op på mit værelse, da jeg kom hjem, og smed mig på sengen, med ansigtet ned i armene, men jeg græd ikke. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg ellers skulle se hen. Jeg havde været heldig. Dean og Emily var ikke hjemme, så jeg blev ikke opdaget før de kom hjem, men jeg kunne forstille mig, at min lærer allerede have ringet til Dean, det ville ikke undre mig.

Jeg satte mig op og så ned af mig selv, med væmmelse. Jeg hadede det tøj. Jeg rejste mig op og rev tøjet af mig selv, uden nogen forsigtighed, selvom jeg hørte nogle knæk og flække lyde, som det lyder, når tøj går i stykker. Jeg smed det hidsigt på gulvet og åbnede mit skab, med det tøj, jeg ikke vidste til andre, i frygt for at blive mobbet, men nu var jeg ligeglad. Jeg trak et par sorte stramme jeans på og en sort tanktop, hvorefter min yndlings Black Veil Brides bluse. Jeg så på mig selv i spejlet med et smil. Det var det her, jeg hørte hjemme i. Det her var mit tøj, det var mig. Jeg så over på min plakat igen. Jeg kan huske, jeg havde fået den af Dean, da jeg blev 15, og det var den bedste gave, jeg nogensinde havde fået. Jeg tog min eyeliner og tegnede en tyk sort streg rundt om begge mine øjne og rettede min mascara til.

Jeg fik et chok, da jeg hørte hoveddøren gå op. Det kunne kun være Dean, der kom hjem. Jeg vidste godt, at jeg ville få en ordentlig røvfuld nu. Nok var han min storebror, men til nogle ting, var han mere en far, og en streng en af slagsen. Specielt omkring skole. Jeg hørte de tunge trin, da han gik op ad trapperne, mens jeg bare stod og stirrende på den lukkede dør. ”Melanie..?” Han sagde det, lige uden for min dør, og på hans tonefald kunne jeg høre, at jeg ville skideballe.

”Ja..?” svarede jeg stille, som et barn, der har fået skæld ud. Han åbnede stille døren og så over på mig, mens han gik ind og satte sig på min seng.

”Kom lige og sæt dig.” Lige præcis der, vidste jeg, der var noget, der handlede om mig. Jeg satte mig og så på ham. Han så bare ned i gulvet med foldet hænder.

”Jeg ved godt, at min lærer har ringet til dig, og fortalt om det.  Men du skal ikke gøre det værre. Jeg har det af helvedes til, i den klasse, på den skole, i den her by.” Han blev bare ved med at sidde og se ned i gulvet.

”Det har ikke noget med det at gøre.” Jeg så overrasket på ham, da han sagde det.

”Hvad er det så?” Han så op på mig, med et blik, jeg ikke kunne finde ud af, hvad var.

”Emily og jeg har besluttede os for at flytte.” Han så ned igen og lukkede svagt øjnene. Jeg kunne ikke se det slemme i det. Der måtte være noget mere.

”Og…?” Jeg var næsten ivrig for at vide hvad der var i vejen.

”Vi flytter hjem til hendes far og stedmor…” Jeg så stadig afventende på ham. ”.. Men du skal ikke med.” Jeg så ham knibe øjnene sammen, da han sagde det. Og jeg mærkede en indre frustration.

”Fedt. Det her er bare ikke min dag, på nogen måde.” Jeg smed mig på sengen og så op i loftet. Jeg var ikke sur eller vred, ikke på ham eller nogen andre, ikke engang mig selv. Jeg følte mig bare følelsesløs.

Jeg mærkede hans hånd på mit ben, på en undskyldende måde. Jeg rejste mig op og tog min jakke.

”Hvor skal du hen?” Jeg så tilbage på ham og træk på skulderen.

”Det ved jeg ikke.” Jeg gik ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg satte mig et mål. Jeg ville gå ned til søen, og så måtte jeg se derefter.

Jeg gik i et langsomt tempo, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvorfor skulle de flytte? Uden mig? Emilys forældre havde da aldrig ikke kunne lide mig, for de kunne da godt lide Dean. Og vi var næsten en tro kopi af hinanden.

Jeg satte mig på en bænk, langs stien ved søen og så ud over det blanke vand, hvor nogle ænder svømmede rundt og rappede munteret, mens en dagplejemor var dernede med hendes dagplejebørn, og de kastede brødstykker ud i vandet til ænderne.

Jeg rejste mig op igen og gik længere ned af stien, før jeg var væk fra børnene og alt andet. Jeg så mig omkring, før jeg satte mig på hug ved kanten og så ned i vandet. Hvorfor lever jeg stadig? Det spørgsmål havde jeg stillet mig selv mange gange, men nu havde jeg ikke noget svar på det. Jeg tog en dyb indånding og sprang i vandet, lige i samme øjeblik som jeg så en skygge ud af øjenkrogen, men jeg var fast besluttet og jeg holdte også vejret under vandet, men jeg lukkede øjnene og lod mig falde hen i det kolde vand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...