Til pigen i bussen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Færdig
"Hun var fascinerende. Anderledes. Og som hun sad der i bussen med en kuglepen og en turkis notesbog i hånden, kunne jeg ikke lade være med at få lyst til at læse det, hun hver dag sad og skrev i den."

107Likes
76Kommentarer
2162Visninger
AA

1. Til pigen i bussen

Jeg lagde altid mærke til hende bag mig i bussen. Jeg husker tydeligt, hvor mærkeligt det var at se et nyt ansigt i den lille by, jeg bor i. Det er ikke noget, der sker ofte, så da jeg så hendes ansigt, blev jeg selvfølgelig betaget af det – og ikke kun fordi det var nyt, men også fordi det var kønt. Der var noget ved de store, betagende, krystalgrønne øjne, som altid var gemt under pandehåret, de buede, ferskenfarvede læber, de runde æblekinder og det mørkebrune hår, som altid var sat op i enten en hestehale eller en knold. Hun var fascinerende. Anderledes. Og som hun sad der i bussen med en kuglepen og en turkis notesbog i hånden, kunne jeg ikke lade være med at få lyst til at læse det, hun hver dag sad og skrev i den.

  Jeg var ikke forelsket i hende – det er jeg sikker på, jeg ikke var. Jeg var bare interesseret i at lære hende at kende. Jeg ville gerne høre, om hun havde en Border Collie ved navn Fido, om hendes forældre var skilt, om hun havde to yngre søstre, der var tvillinger, som altid spolerede hendes liv – jeg ville vide alt. Alligevel rejste jeg mig ikke op for at gå de tre pladser hen til hende. Tre pladser. Anden afstand var der ikke imellem os. Men jeg gjorde intet ved det, for jeg blev ved med at udskyde det for mig selv. Du kan bare snakke med hende i morgen. Lige nu snakker du jo med dine venner. Det var altid det, jeg tænkte for mig selv. Jeg kunne altid gøre det en anden dag, kunne jeg ikke?

  Den første dag, jeg snakkede med hende, var dagen, hvor en af mine venner ved et uheld kom til at kaste en bold i hovedet på hende. Jeg havde forventet, at hun ville blive virkelig vred, for vi havde forårsaget, at hun havde tabt både sin pen og sin notesbog, og det virkede, som om de to ting betød en del for hende. I stedet løftede hun bare forvirret sit hoved for at spejde efter synderen, og jeg var hurtig til at gå over for at undskylde, selvom det egentlig ikke var mig, der havde kastet bolden. Jeg tror, at grunden til, at jeg alligevel tog skylden, var, at jeg såmænd bare gerne ville finde en undskyldning for at snakke med hende. Den dag lærte min ven, at han nok ikke skulle spille med sin bold midt i en bus. Men han gjorde det alligevel – på trods af de mange trusler fra buschaufføren om, at han ville smide os ud, næste gang det skete.

  Min første samtale med hende var kort – akavet, for at være helt præcis. Jeg husker tydeligt, hvordan hendes kinder var en let rødlig nuance, som hun stirrede ned på sine hænder med et fast greb om sin notesbog, der netop var blevet samlet op fra gulvet. Kuglepennen med hendes navn skrevet på blev aldrig fundet. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se hendes blege, slanke fingre holde elegant på den guldfarvede pen, og imellem hendes fingre ville navnet så stå med den sirlige håndskrift. Nora. Dagen efter vores samtale havde hun en anden kuglepen med, som denne gang var blå og kedelig. Den virkede så klodset til Nora. Jeg kunne ikke få det til at passe sammen i mit lille hoved, for i så mange dage havde jeg betragtet hende med den skinnende kuglepen, som skar mig i øjnene, når solen var fremme. Og nu var den væk.

  Dagene gik, og jeg snakkede ikke en eneste gang til pigen. I stedet kastede jeg bare en masse stjålne blikke på hende, når mine venner ikke så det. De bemærkede faktisk aldrig, hvordan jeg så småt begyndte at deltage mindre og mindre aktivt i deres samtaler. Jeg ville hellere betragte pigen tre sæder bag mig sidde fordybet i sin bog.

  En dag glemte pigen sin notesbog, og mine venner var så frække at stjæle den. De havde åbenbart også bemærket, hvordan pigen altid sad med den og gik rundt med den alle steder. Det overraskede mig faktisk, at pigen havde forsømt den på den måde. Glemte man virkelig sit kæreste eje?

  Mine venner begyndte at kigge i bogen; læse alle de digte og tekster, hun havde skrevet. Jeg havde det ikke så godt med det, for vi havde trods alt ikke fået tilladelse til det. Hvad hvis hendes tekster ikke var skrevet, så de kunne blive læst højt? Hvad hvis kun Nora kunne læse det, der stod imellem linjerne? Det virkede ikke meget, som om mine venner forstod hendes tekster. Deres højlydte latter sidder i hvert fald stadig i min øregang, men jeg ved, at de aldrig vil grine af hende igen. Aldrig.

  I know a boy, who catches the bus

  He has grey-blue eyes as clear

  As the beautiful waves

  In the summer

 

  He sits with his friends

  And laughs at jokes every now and then

  And when his friends are silent

  He’ll catch my eyes once or twice

 

  I sit three seats behind him

  And I think he’s beautiful

  Det var et af de mange digte, hun havde skrevet om mig. Før de nåede at læse flere op, greb jeg bogen og forsvandt ud af bussen. Jeg besluttede mig for at lægge den i min slidte, sorte taske, og derefter begav jeg mig hen mod skolen. Den dag kom jeg for sent, fordi jeg var stået så tidligt af bussen.

  Samme aften bankede jeg på hendes dør. Efter at have ringet rundt til næsten hele byens indbyggere, havde jeg langt om længe fundet hendes adresse. Og om hun blev overrasket over at se mit ansigt? Om hun gjorde. I flere sekunder stod hun bare med en mund, der formede et O.

  ”H-Hvad laver du her?” spurgte hun med en rynke i panden. Kun lyset fra en lampe, en masse fluer fløj omkring, oplyste vores ansigter.

  ”Du glemte din notesbog,” svarede jeg og rakte hende den blågrønne bog. I et øjeblik blev overraskelsen i hendes blik forvandlet til panik, men hun genvandt hurtigt fatningen.

  ”Tak,” mumlede hun ydmygt og sendte mig et svagt smil. ”Tænk, at du er kommet hele vejen bare for at aflevere den.”

  ”Tja, jeg har lagt mærke til, hvor meget den betyder for dig,” sagde jeg med et træk på skuldrene, ”så selvfølgelig da.”

  ”Har du læst i den?”

  ”Nej,” svarede jeg ærligt og holdt øjenkontakten med hende for at fortælle hende, jeg ikke løj, selvom jeg godt nok havde fået læst et af digtene højt.

  ”Wow.” Hun stirrede forbløffet på mig. ”Det ville jeg have gjort.”

  ”Det virker, som om dine tekster betyder meget for dig,” sagde jeg, ”så jeg havde ikke lyst til at snage.”

  ”Det sætter jeg pris på. Mange tak.”

  ”Nå, men øh … det var vist bare det.” Jeg kunne mærke den akavede stemning komme snigende, som jeg vendte mig om for at gå. ”Jeg må vist hellere hjemad.”

  ”Vent!” Jeg vendte mig om for at møde hendes protesterende hånd. ”Har du ikke lyst til at blive lidt? Komme indenfor?”

  Jeg gav mig kort til at spekulere over hendes spørgsmål og endte så med at svare: ”Nej, det er okay.” Skuffelsen i hendes blik var tydelig. ”Men tak for tilbuddet. Måske en anden dag.”

  Den dag kom aldrig.

  De næste par dage blev nemlig et helvede for den ellers så glade pige. Hun fik mere opmærksomhed, end hun ellers behøvede – ja, måske en smule for meget. Hun kunne ikke længere være den stille, observerende pige, som skrev alt det, hun så, ned. Flere gange begyndte mine venner nemlig at hakke ned på hende; kalde hende en stalker, køre i, hvor ynkelige hendes tekster var og gøre nar af hende. Og midt i de mange stødende ord ville hun så stirre sørgmodigt på mig. Det gennemborende blik sidder stadig tatoveret på mine øjenlåg, hver gang jeg lukker øjnene. Du sagde, du ikke havde læst i den. Sætningen i hendes blik var tydelig. Bebrejdende.

  Hver dag ville jeg vågne og tænkte: I dag er dagen. I dag siger jeg stop. I dag rejser jeg mig op og forsvarer hende. Men det endte altid med at blive udskudt. Gang på gang sad jeg der i bussen og prøvede at presse mig selv til at stå op for hende, men mine tanker var bare ikke nok. Jeg turde ikke.

  En dag var det for sent. De ord, jeg havde udskudt i for lang tid, ville aldrig blive sagt. Det opdagede jeg den dag, hvor jeg steg ind i bussen uden at se det velkendte ansigt, som altid var begravet i notesbogen. Hun var væk.

  Jeg tænkte ikke nærmere over det, for alle havde vel sine sygedage, og jeg gik ud fra, at hun bare var blevet ramt af den epidemi, der i øjeblikket var i gang. Fugleinfluenza. Men da hun stadig ikke var dukket op efter fire dage, begyndte jeg at blive bekymret. Så jeg prøvede at finde ud af, hvorfor hun ikke længere var til at se. Og ligesom med hendes adresse fandt jeg ud af det efter at have ringet rundt til en masse mennesker. Hun var død.

  Tre timer. Det havde taget tre timer for hende at blive fundet, som hun hang der ude på toilettet. Familien var i dyb sorg, og det var tydeligt, de bebrejdede de drenge, der altid havde siddet tre sæder foran hende og gjort nar af hende. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg en eftermiddag bankede på deres dør. Jeg blev mødt af en ældre dame, som straks stirrede misbilligende på mig med kolde øjne.

  ”Hvad laver du her?” spurgte hun tonløst. ”Hvem er du?”

  ”Jeg kendte Deres datter, eller ja – hun sad bag mig i bussen, hver gang jeg tog til og fra skole,” forklarede jeg, og hendes blik blev kun mere og mere afvisende, men det blødte en smule op, da de næste sætninger forlod mine læber. ”Jeg ville bare lige sige, at jeg er frygtelig ked af Deres tab. Min mor har bagt nogle cookies til Dem og Deres familie.”

  Jeg rakte tøvende den lille trækurv frem imod hende, og efter at have stirret på den i lidt tid tog hun imod den.

  ”Du er ikke en af dem, der hakkede ned på Nora,” konstaterede hun langsomt. ”Ellers ville du ikke være dukket op her.”

  ”Nej, men jeg forhindrede ikke mine venner i at sige alle de væmmelige ting til hende.” Jeg stirrede på mine kedelige sko. ”Og det undskylder jeg virkelig for.”

  ”Nora efterlod et brev til dig.” Overrasket kiggede jeg op på kvinden foran mig.

  ”Gjorde hun?” Noras mor nikkede og forsvandt kort fra døråbningen, inden hun igen dukkede op med en hvid konvolut.

  ”Tag den,” sagde hun. ”Og kom så ikke igen.”

  Jeg tog hendes ord til mig og forsvandt med brevet i hænderne. Jeg kunne mærke, at det højst sandsynligt ville være godt krøllet, når jeg nåede hjem, eftersom mit greb var meget stramt. Jeg ville bare ikke miste det.

  Da jeg kom hjem, var det første, jeg gjorde, at skynde mig op ad trapperne og ind på værelset for derefter at lukke døren efter mig. Her satte jeg mig på den seng, der altid havde været for lille til mig, og lukkede konvolutten op. Jeg kunne se, den allerede var blevet åbnet, og jeg bebrejdede ikke moren for at have gjort det. Papiret, brevet var blevet skrevet på, var blevet revet ud af Noras notesbog – det kunne jeg se. Tanken om, at hun havde rørt ved det, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

  Til drengen i bussen,

  Jeg flyttede til byen uvidende om, hvad jeg ville finde. Den skole, min mor havde valgt til mig, var ret fornem, så jeg følte mig kikset, når jeg tog bussen til skole, mens resten af eleverne blev kørt i en limousine, der var så lang, at den ikke kunne dreje. Men der var ét højdepunkt ved at sidde der i bussen. Dig. Det kommer nok til at lyde skræmmende, men jeg sad og betragtede dig hver dag, imens jeg skrev. Jeg har ikke lyst til at fremstå som en eller anden stalker, men du fangede virkelig bare mit blik.

  Jeg ved, du har læst noget af det, jeg har skrevet om dig, og jeg er ikke sikker på, hvad du synes om det. Er det skræmmende, at jeg ved, hvilken øjenfarve du har? Skræmmende, at jeg bemærker, hvordan du stirrer ud ad busvinduet, når du ikke snakker med dine venner? Skræmmende, at jeg virkelig kender alt til din adfærd i bussen? Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kan lide dig på dén måde, for det kender jeg dig ikke nok til. Men du fascinerer mig. Og det er også grunden til, at mine hænder altid blev svedige, når du lagde mærke til mig.

  Jeg ved, jeg aldrig kommer til at sige det her til dig i virkeligheden, så jeg har besluttet mig for at skrive det. Mit navn er Nora, og jeg er ligesom dig 15. Jeg kan godt lide at betragte mine omgivelser nøje og skrive om dem – og det gjorde jeg med dig. Man kan vist godt kalde mig lidt af en drømmer, hvor dumt det så end lyder, for jeg elsker at drømme mig så langt væk, at jeg først kan vende tilbage til omverdenen, når mine tanker er faldet til ro. Og ved du hvad? Hver gang jeg stirrede på dig, spekulerede jeg på din historie. Du aner ikke, hvor mange tekster jeg har skrevet om dig. Din baggrund. Hvordan jeg forestiller mig den. Men én ting er jeg sikker på. Jeg synes, du er smuk. Og det er underligt at kalde en dreng det, for ’lækker’ bliver trods alt oftere brugt. Men du er smuk. Det er simpelthen den rette betegnelse. Alt fra dine gråblå øjne til din dybe stemme er smukt. Du er smuk.

  - Nora

 

  Og det forklarer så, hvorfor jeg sidder her foran Noras grav. En frisk buket blomster ligger på hendes hvilested, og inden længe har de blomster, jeg før havde i hånden, sluttet sig til dem.

  ”Øhm, hej …” Mit smil er skævt, og ligesom hver gang vi snakkede sammen, venter den akavede stemning kun på at slutte sig til os. ”Det er nok lidt mærkeligt, jeg er her, men efter at have læst dit brev kunne jeg ikke lade være. Så jeg har også skrevet et brev til dig.”

  Jeg foldede langsomt mit brev ud og rømmede mig, inden jeg gav mig til at læse det op.

  ”Til pigen i bussen,

  Da jeg så dig i bussen, blev jeg overrasket, for tro mig, når jeg siger, at ingen flytter hertil. Derfor var det virkelig underligt at se et nyt ansigt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men noget ændrede sig, da pladsen tre sæder bag mig var optaget. Jeg begyndte at miste interessen for det, mine venner sagde, og fokuserede i stedet på dit nysgerrige blik. Du har nogle virkelig klare øjne, ved du godt det? Og ligesom du betragtede mig, betragtede jeg også dig af og til. For du var også fascinerende.

  Jeg er ked af, at mine venner skulle være så grove imod dig. Jeg fortryder bittert i dag, at jeg ikke stoppede det. Ved du hvad? Hver dag tænkte jeg på at stoppe det. Men jeg gjorde det aldrig. I stedet så jeg bare på fra sidelinjen, imens du blev mere og mere nedtrykt. Imens dit smil forduftede. For selvom du først er gået bort for alvor nu, så forsvandt din livsglæde jo for lang tid siden.

  Jeg ved, jeg aldrig kommer til at sige det her til dig i virkeligheden, så jeg har besluttet mig for at skrive det. Mit navn er Jamie, og jeg er 15 år. Jeg kan godt lide at være omringet af en masse venner, så jeg kan gemme mig bag dem og føle mig kæphøj, selvom jeg ikke er det. Man kan vist godt kalde mig lidt af en kujon, for jeg tør ikke sige det, jeg virkelig føler, og jeg har en tendens til at løbe væk fra de ting, jeg ikke tror, jeg kan håndtere, selvom jeg sikkert sagtens kan det – jeg prøver bare aldrig. Og ved du hvad? Det er noget, jeg virkelig hader ved mig selv. For det er min skyld, du er væk. Det kan godt være, at mine venner kom med alle de hårde ord, men jeg stoppede det aldrig. Først nu hvor du er borte, har jeg indset, hvad der er gået tabt. De få gange, jeg snakkede med dig, fik jeg bare lyst til at høre mere om dig, men ordene kom aldrig ud rigtigt, så jeg gav op, fordi jeg tænkte, at chancen vel altid ville melde sig igen på et tidspunkt. Og nu er det for sent. Du er væk. Det er virkelig gået op for mig, hvilken smuk pige jeg, ja, hele byen, har mistet. For du er smuk. Alt fra dine græsgrønne, milde øjne til din lyse, perlende stemme er smukt. Du er smuk.

  Hilsen Jamie.”

  Da ordene er blevet sagt, lader jeg brevet dale til jorden, så det ligger ved siden af de farvestrålende blomster. Et sted indeni har jeg en forestilling om, at brevet vil blive liggende der for evigt og blive opløst i vinden i takt med, at blomsterne visner, men det er en fjollet tanke, for selvom der er vindstille i dag, vil det højst sandsynligt ændre sig i morgen, hvis ikke allerede i nat. Men ordene vil blive hængende, for det er her, jeg læste dem op. Det er her, jeg lod hende vide, hvor meget jeg har indset efter hendes død. Selvom jeg ikke kendte til hendes historie, så ved jeg alligevel, at hendes smukke personlighed virkelig var et værdifund. Og ligesom man først længes efter solen, når sneen har lagt sig som et tæppe over landskabet, så begyndte jeg også først at savne hendes kønne ansigt, da det ikke længere var til at se. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...