7. Sjælen lever videre.
Dagen går glidende, og bliver kedelig. Endelig ringer klokken.
"Okay, tak for idag. Husk at sætte stolene op efter jer!" Siger vores matematik-lærer med høj stemme, der overbedøver klokken. Jeg cykler hjem på min cykel. Jeg prøver at skabe så lidt opmærksomhed mellem mig, da jeg bare ville hjem. Jeg smider min cykel. Jeg låser mig op. Går ovenpå mit værelse, og tænder min computer. Længere når jeg ikke da jeg finder ud af min mor allerede var hjemme.
"Skal jeg køre dig over på hospitalet, så du kan se Nanna?" Kommer hun op på mit værelse og siger.
"Hvad? Er hun ikke død for...3 dage siden?" Siger jeg, med store øjene op på hende. Hun sætter sig på min sengekant.
"Hey, du slukkede ligsom din mobil, uden jeg nåde at tale færdig, smarte."
Hun kører en hånd i mit hår, som hun ikke havde gjordt siden jeg var meget lille.
"Hun er der skam stadigvæk, bare meget syg. Vil du se hende en sidste gang?"
Siger hun med en venlig lys stemme.
Jeg kigger på regnen ude af mit vindu. Jeg fik tårer i øjene. Hun var der stadig væk. Skal jeg se hende en sidste gang foraltid? Jeg tænker ikke mere over det, og svare:
"Ja. Hvornår kører vi?" Det flyver ud af munden. Men, det ersikkert det rigtige ord.
"Lige nu, hvis du vil?" Siger hun, helt normalt.
Jeg går ud, og tager mine slidte army-grønne Converse på. Jeg sætter mig ind ind bilen, og så kører vi over på det lille hospital.
Jeg finder ud af hvor hendes værelse er, og går ligeså stille ind til hende.
Jeg får dog et chok, da hun ikke havde hår på hovedet, og helt bleg hud, næsten hvid.
