Bare kald mig Skylar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Færdig
Emelie vil helst kaldes Skylar af hendes forældre og venner. Hendes rigtige navn, Emelie, var kun noget de sagde, hvis de virkelig mente det. De flestes første indtryk af hende var nok at hun var et problembarn, men det lignede hun også lidt med hendes farvede sorte hår og fyldige etager, sammen med de to pirecinger hun fik lavet i hendes mørke læber sidste år. Hun er lige startet i 8. Klasse, og det ikke fordi hun mener det går særligt godt. Hun mener faktisk at der intet godt ved teenage-årene.
Første bind i 'Skylar'-serien.

4Likes
5Kommentarer
467Visninger
AA

6. Bare så svært.

Jeg vælger at lægge mig til at sove. Det trænger man virkelig til, når der lige sket så meget lort. Det er svært at sove. Jeg ligger og tænker på mig og Nannas minder. Endelig falder jeg i søvn.
Jeg står op. Jeg laver mig noget mad. Jeg tager tøj på. Jeg cykler på vej til skole. På vejen hører jeg nogen sige: "Emoooo!"
Jeg ved ikke hvem det var men, det kunne godt være jeg er lidt anderledes, men det gør mig bestemt ikke til emo.
Jeg går ind i klasseværelset, hvor alle kigger på mig som altid. De vidste nok at Nanna var død, og jeg er hendes bedste veninde. Jeg vil ikke snakke med nogen af alle dem i klassen, især pigerne, de er så trælse til tider.
"Idiot!" Siger en af drengene i den anden ende til mig.
Det var som om de kun vil gøre det hele værre.
"Se på dig selv, og sig det igen!" Råber jeg igen, så højt jeg kan.
Jeg sætte tasken på bordet og sætter ned på den halv smadret stol.
Pigerne begynder at kigge op fra deres makeup, og med store runde på mig. 
Jeg sender dem et vredt blik de aldrig vil glemme, og får dem til at koncentere deres om deres glimmerlipglosser igen. Jeg tager hurtigt et blik på James, som sidder og kigger venligt på mig. Jeg kigger så hurtigt jeg kunne tilbage. Det er virkelig akavet mellem os, og vores sidste SMS-samtale. Det dejligt at vide at han elsker mig, men jeg føler jeg ikke kan se ham i øjene igen. I det sammen kommer vores vikar, Karen.
"Can you speak english?" Siger hun højlydt.
Ingen svarer, men alligvel siger hun:
"Nå? Det var godt, for det skal vi ikke have lige nu!" Hun griner lidt.
Det begynder langsomt at blive pænt akavet, og de fleste kigger forvirret på hindanden.
"Find danskbogen, og begynd bare der i er noget til." Siger hun hårdt.
Vi tager allesammen hurtigt vores bog frem og begynder. James kigger over på mig. Jeg får hans kontakt, og smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...