One Shot | The Show Must Go On - Larry Stylinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Færdig
Dette one shot er inspireret af sangen "The Show Must Go On" af Queen!
*er med i konkurrencen om at skrive udfra en sang*

A SPECIAL THANK YOU TO JOHANNE MY BABY

93Likes
51Kommentarer
2060Visninger
AA

1. The Show Must Go On

 

"Show must go on." 

Jeg nærmest snublede over mine egne fødder, da jeg drejede ned af den noget så velkendte gade. Det var ikke ligefrem få gange, at jeg var troppet op her, når jeg var påvirket af alkohol. Efterhånden virkede det som om, at mine fødder automatisk førte mig frem hertil, uden jeg selv registrerede det, før min hånd ramte døren.

Uden en eneste ren tanke i hovedet fik jeg banet mig min vej ned mod det velkendte hvide hus, der var noget så stort – en anelse større, end mit eget. Louis’ hus.

Man kunne uden nogen som helst svinger i valsen sige, at jeg savnede tiderne, hvor han og jeg boede sammen. Vi havde et helt andet forhold der, selvom det selvfølgelig ikke var svundet væk, men jeg savnede det. Så var han der, når jeg kom hjem fra en bytur, og så passede han på mig på den kærlige måde, han altid gjorde, når jeg havde drukket mig for fuld.

I mellem tiden var jeg af ren automatik gået helt op til huset, så jeg praktisk talt stod lige foran den store, sorte dør, hvor et navneskilt med navnet ”Louis Tomlinson” prydede den i fint guld.

Før jeg gjorde noget som helst, trådte jeg et kort skridt tilbage for at kigge udefra. Lyset var slukket alle steder, og hvis ikke det var, fordi jeg kunne se, at der var en anelse mere lyst i det rum, hvor Louis havde soveværelse, ville jeg tro, at der ikke var nogen hjemme, eller at han for længst var gået i seng. Men jeg kendte Louis – jeg kendte Louis bedre end de fleste gjorde. Jeg kendte hans inderste hemmeligheder.

Da jeg var sikker på, at han jo var vågen, trådte jeg igen op på det lillebitte stentrappetrin og lod min hånd falde mod døren en, to, tre gange, så en sjov lyd kom frem de nævnte tre gange. Ventetiden føltes nærmest ulidelig.

Jeg savnede Louis, jeg savnede alt ved ham. Det sidste stykke tid havde vi været virkelig separeret, der havde ikke rigtig været nogen mulighed for at være alene bare ham og mig. Jeg savnede hans øjne, han arme, der ville holde om mig, selvom jeg var så meget større end ham, og jeg savnede hans dejlige stemme, når han sagde, at han elskede mig.

Ved lyden af døren, der blev åbnet op, røg jeg hurtigt ud af mine ynkelige tanker og kiggede op fra jorden. Med det samme smilede jeg. Louis stod der lige foran mig med et træt blik, men et smil, der ikke var til at skjule. Hans hår var pjusket, og man kunne godt se på ham, at han havde været på vej i seng.

De første par gange havde jeg altid været bange for, at jeg forstyrrede ham eller vækkede ham, men han havde efterhånden fået overbevist mig om, at jeg ikke skulle være bange for det – at det var okay, hvis jeg kom til at vække ham.

”Hej rodehoved,” jeg endte med at være den, der brød tavsheden og trådte et skridt frem mod ham. Uden at skænke idéen om at tage mit overtøj af en tanke, gik jeg helt tæt på ham, og lod næsten med det samme mine læber ramme hans med en stor styrke.

Det tog ikke Louis mange sekunder at gengælde kysset med den samme passion, som jeg lagde i det fra min side af. Jeg måtte indrømme, at verdenen sejlede godt og grundigt rundt for mig, men en ting var jeg sikker på i lige det her øjeblik: at jeg var glad, jeg var lykkelig, for jeg havde Louis lige her, og han var min. Han var ikke fansenes, ikke Eleanors, min. Ikke andres. Og i det øjeblik virkede det som om, at det uendeligt mellem os, denne kemi. Den kunne ikke mistolkes eller slås til side, det vidste jeg.

Forsigtigt lagde jeg begge hænder på hans hofter og skubbede ham blidt op mod den nærmeste væg, der var ude i den trange entré. Louis gjorde intet for at stoppe det – faktisk lod han bare sin hånd glide op i mit krøllede, tykke hår.

Han ville godt have, at jeg ikke var så blid med ham altid, og jeg vidste det udmærket godt. Han hadede, at jeg altid passede på ham, som var han en porcelænsfigur, men jeg kunne ikke lade være. Det lå nærmest til min natur at passe på ham.

Hvorfor jeg gjorde det, var jeg ikke helt sikker på. Eller jo. Jeg holdte af ham, der gik det nok allerede galt. Udover det, var det nok også det faktum, at han så lille i forhold til mig. Han var så meget lavere end mig, når jeg stod ved siden af ham, og jeg kunne ikke lide at skulle behandle ham voldeligt. Han var min guldklump.

Med den samme passion og lidenskab, som før, lod jeg mine læber fjerne sig fra hans mund og i stedet begyndte jeg at placere små kys ned over hans kind og videre ned af halsen. Jeg kunne mærke, at han spændte i kroppen, og jeg tog det naturligvis som et godt tegn.

Det gjorde jeg dog kun, indtil jeg hørte en sagte mumlen fra ham: ”Det går ikke det her..” det var næsten så lavt, at jeg ikke kunne høre det, men meget mod min vilje, kunne jeg faktisk. Alligevel kunne jeg ikke stoppe mig selv.

Jeg kyssede ham kort på halsen igen. ”Hvad sagde du, love?” spurgte jeg om med en hæs stemme. Det var lidt som om, at verden langsomt begyndte at stå klar for mig igen, men så alligevel ikke helt. Påvirket var jeg i hvert fald helt sikkert stadig.

”Jeg sagde.. Det går ikke det her,” gentog han, denne gang højere og mere modigt. Imens han sagde det, lagde han begge hænder på mine skuldre og skubbede mig væk med en bestemt mine.

Det ramte mig som et slag i maven, da han sagde det. Hvad mente han med det? ”Hvad?” spurgte jeg forvirret og fokuserede lige ind i hans øjne. Det var som om, at alt påvirkningen, som jeg lige havde nævnt, bare var blevet slået ud af mig ved lyden af de ord.

”Du hørte mig godt,” sagde han. Han stillede sig ordenligt og ret op af væggen, før han rettede hans t-shirt, der sad sjusket efter situationen før og derefter hans hår, som også var alt for rodet i det.

Ja, han havde ret, jeg hørte det godt, men jeg ville ikke lade være mig selv gøre det. Jeg hørte det, men jeg kunne ikke tro det. Hvor kom det fra pludselig fra? Jeg forstod det ikke.

”M-men, Louis, love, jeg forstår det i-ikke? Hvorfor er du pludselig sådan der?” jeg stammede mig ærlig talt igennem sætningen, fordi jeg ikke kunne få noget som helst til at give mening oppe i mit stakkels hoved.

”Fordi jeg er træt af det her, Harry. Kan du ikke se det? Jeg er træt af, hvordan du kommer anstigende, når du er fuld, og så vil du gerne have mig? Der kan du gøre alt muligt, holde om mig, elske mig.. jeg..” han fortsatte det ikke.

Alt indeni mig splintredes til tusindvis af stykker, fordi jeg kunne mærke, hvordan jeg langsomt mistede grebet på den, jeg holdte allermest af i denne verden med undtagelse af min familie. Ingen var på den her måde kommet ind under huden på mig og fået mig til at elske nogen så højt, som Louis havde formået at få mig til.

”Det er rigtigt, Louis! Jeg mener det, også når jeg er ædru!” udbrød jeg. Overraskelsens time var åbenbart ikke slut, for der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke mine øjne blive helt blanke. Jeg græd aldrig.

”Nej, du siger det kun, fordi du er fuld, og du ved det. Du tør ikke stå ved sig selv overfor andre eller overfor dig andre, det er kun, når du er fuld, at tør det. Jeg er fuldstændig færdig med det, er du klar over, hvor hårdt det er? Jeg elsker dig, det gør jeg, men jeg kan ikke klare det, når ham, jeg elsker, ikke vil stå ved mig.” sagde Louis.

Han blev nødt til at stoppe sin talestrøm, fordi hans i forvejen så spinkle stemme knækkede. Det afslørede, hvor hårdt det var for ham at sige det her, og hvor svært han havde ved det. At han ville ønske, at det ikke var nødvendigt.

”Louis, jeg.. det behøver ikke være på den måde, det behøver bare noget tid. Jeg behøver tid,” måden alkoholen nærmest var sivet ud af min krop på var slående.

Louis rystede på hovedet, og jeg så, hvordan vandet også vældede op i hans øjne. ”Harry, stop. Du skal ikke prøve på det, for du er ikke klar på at indrømme noget som helst overfor dig selv,” han bed sig i læben og kiggede mig ind i øjnene.

”Harry, stop, du må ikke græde!” sagde han og lød lettere hysterisk og panisk. Det var først, da han sagde disse ord, at det gik op for mig, at der trillede tårer ned over mine kinder. Hurtigt tørrede jeg dem væk og følte mig skræmt over det.

Alt i mig reagerede så meget på det her, meget mere end jeg nogensinde havde troet, det ville gøre. Hvorfor gjorde det ondt på den her måde? Hvorfor føltes det som om, at mit hjerte knækkede midt over, når Louis stod og sagde det her til mig?

”H-hvor-” jeg var ikke i stand til at fuldføre sætningen helt til ende, før et ukontrolleret hulk undslap mig. Frustreret gemte jeg mit hoved i mine hænder for at gøre et forsøg på at skjule min svaghed for Louis, men det fungerede ikke. Kort efter mærkede jeg to arme ligge sig omkring mig.

”Du må ikke græde,” halvhviske-græd han til mig. Jeg svarede ham ikke, jeg kunne ikke få mig selv til det.

Det var nu klart for mig, at jeg var ved at miste grebet om det, jeg muligvis holdte allermest af med hele mit hjerte. Og det værste af det hele var, at der virkelig intet var, jeg kunne gøre for at ændre på det. Løbet var kørt, Louis havde allerede taget sin beslutning omkring det her.

”Men hvorfor gør du det nu?” spurgte jeg og trak mig væk fra ham. Virkeligheden var pludselig alt for tæt på, og jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle tackle den, når det ramte på den her måde.

”Jeg kan ikke, som sagt, hvis du ikke kan stå ved dig selv. Vi bliver nødt til at være professionelle, indtil du kan stå ved dig selv og være ærlig i ædru tilstand, men det kan du ikke,” forklarede han enkelt.

Han havde fået styr på sig selv, imens jeg tværtimod stadig følte alt falde mere og mere fra hinanden. Følelsen af ikke at have noget tilbage sad stærkt i mig og nagede. Lidt som hvis der var nogen, der blev ved med at trykke ned mod min hals, så jeg ikke kunne få vejret. Så slemt føltes det.

”Men Louis, du ved jo, at jeg e-” ”Stop, Harry, det vil ikke hjælpe. Jeg kan ikke klare det her mere. Gå hjem med dig og sov rusen ud, du har brug for det,” han gik forbi mig og hen for at åbne døren op som et tegn til, at jeg skulle gå ud.

I godt et minut stod jeg hjælpeløst og stirrede frem og tilbage mellem Louis og den åbne dør. Alt i mig sagde, at jeg skulle blive og overbevise ham om, at det kunne fungere, at jeg havde brug for tid, at han ikke bare kunne gøre det her, men den fornuftige del af mig fortalte mig, at jeg skulle få nogen nosser og gå ud gennem døren.

”Nu,” sagde Louis, da jeg ikke gjorde mine til at bevæge mig. Jeg sank klumpen i min hals, før jeg tørrede mine kinder. Uden et ord gik jeg forbi Louis og ud gennem døren. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Bag mig hørte jeg, hvordan døren blev lukket, og først der åndede jeg ud igen. Mine ben stoppede automatisk op, og jeg vendte mig om. Mit blik måtte være noget af det mest triste at kigge på, da jeg kiggede tilbage på det store hus.

Hvornår ville jeg nogensinde få lov til at mærke hans arme omkring mig på den samme måde igen? Jeg var så forelsket, at det gjorde ondt, og jeg kunne ikke indrømme det. Jeg var en fiasko, og jeg havde lige mistet grebet om den mest dyrbare ting, jeg havde.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Her er så mit bidrag til konkurrencen, hvor man skriver inspireret ud fra en sang, som altså er Quenns "The show must go on" (er btw så lykkelig for, at vi formåede at få den valgt som en af sangene, fordi omfg, det var det, jeg håbede på med hele min sjæl!!). 

Så ja, den slutter jo lidt med der, hvor de startede, kan man sige, og så alligevel ikke. men i hvert fald: the show must go on slutter det jo med, for det bliver ikke sagt højt til nogen, det bliver i det skjulte, indtil Harry kan stå ved sig selv. 

Jeg valgte at Larry one shot, fordi jeg jo normalt skriver fan fics, og det vil jeg ikke ændre her, men til gengæld ville jeg godt have noget omkring homoseksualitet frem, så derfor valgte jeg at tage det på hen her måde med Larry, da jeg også selv er en virkelig stor Larry shipper (som folk måske har fundet ud af efterhånden?). 

Undskyld til jer, der ikke shipper Larry, og måske på en eller anden måde kan blive provokeret over det eller something like that. Alle har hver deres mening, hehe. 

Det ville betyde meget for mig, hvis I gad smide et like og give en kommentar med jeres mening. 

Tak på forhånd og en ekstra tak til Johanne, som basically er kommet op med idéen og som har hjulpet mig så meget, YOU'RE DA BEST GIRL 

God aften.x 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...