En Døende Fønix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Færdig
Et episk digt. Tag med på en rejse til det gamle teater. Et teater langt fra er normalt. Et teater er mere end blot et rum for kultur. Et teater lever og ånder for kunsten. Der skaber og ødelægger den. Der føder kunstnere og dræber dem igen efter godt befindende. Der aldrig giver uden at tage sig betalt.
Igennem det episke operadigt "En Døende Fønix" kan du møde korpigen Constance, der står foran sin aller første forestilling, komponisten og diagenten, Mr. Greco der står foran sin sidste og ikke mindst det gamle teater, der aldrig sover. Inspireret af The Show Must Go On.

21Likes
24Kommentarer
1100Visninger
AA

11. Cabaletta

Hver en bevægelse han gjorde,
Sendte smertende knive ind i hans bryst.
Hvert et åndedrag han tog,
Fyldte lungerne med evigt mørke.
Hele verden snurrede rundt,
Om bord på dødens karusse.

Bevingede danserne svævede forbi.
De dansede i dødens triumf.
Koret sang deres sidste respekt,
Eller var det himlens engle?
Dødstrommerne dundrede.
Verdens var et flammehav. 

Armene synes uendeligt tunge,
Som var dirigentstokken af bly.
Mester Greco lukkede øjnene.
Hjertet galoperede. Pulsen slog.
Tusind nåle stak i hans ben.
Hovedet var fyldt med tåge.

Tonerne bar ham.
Musikken dirigerede sig selv. 
Harmonierne åndede for ham.
Melodierne støttede ham.
Hele salen var fyldt med magi.
Kunstens monster var vagt til live.

En hul latter rungede imellem væggene,
Eller var det blot i hans hoved?
Ikke nu. Det var for tideligt.
Sveden trillede ned af hans ansigt.
Han smilede til koret. Smilede svagt.
Til danserne. Til orkesteret. Til skuespillerene.

Brændte kroppen allerede i skærsilden?
Smerten var ulidelig stor. 
Var det hans straf for et syndigt liv?
Han fortrød intet. Havde levet.
Tiggede blot lydløst for friheden.
Han smilede. Smilede svagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...