Feen uden vinger (fantasy og eventyr)

Rosa var en fe, som blev født uden vinger. Hun blev tit drillet og gjort til grin. Alt hun ønskede sig, var at få vinger - og være ligesom alle andre.

1Likes
0Kommentarer
512Visninger
AA

1. Feen uden vinger

Der var engang en fe, som hed Rosa. Hun var smuk som solen, sød som sukker, og hun havde et hjerte af det pureste guld.

Man skulle tro, at Rosa var højt elsket. Men den eneste som elskede hende, var hendes mor. Ingen andre ville være hendes ven, fordi hun ingen vinger havde. Alle de andre feer gjorde nar af hende og drillede hende. De skubbede til hende og sagde onde ting. Alt rosa ønskede, var at de andre feer, ville holde op, med at drille hende.

 

En dag sad Rosa på en stor gul blomst. Hun sad der helt alene som hun plejede, og kiggede rundt i verdenen omkring hende. Alle de andre feer havde travlt, med enten at lege eller snakke. Rosa kiggede på bierne og sommerfuglene, som fløj fra blomst til blomst, for at samle nektar. Men ingen af dem, fløj hen til hendes blomst. Rosa fortsatte, med at betragte de store behårede og tykke bier. "Selv bierne er kønnere end jeg..." hviskede hun for sig selv. Men en af bierne hørte hvad hun sagde. "Hvorfor taler du så underligt?" spurgte bien. "Hvad mener du dog?" spurgte Rosa og tog hånden op til ansigtet. "Du er virkelig irriterende! Du har endda ikke nogle vinger! Hvad er du for en underlig fe?" Så fløj bien væk, og hen til en ny blomst. "Hvorfor kan ingen lide mig?" spurgte Rosa sig selv.

Kort efter kom en lille gruppe feer forbi. Den ældste grinte, og snart efter grinte alle de andre også. "Se lige der! Der sidder den ensomme "fe" jo. Haha! Hvor er hun dog grim, når hun ingen vinger har!" Feerne grinte igen. "Nu begynder hun vidst, at tude og hyle!" De grinte alle igen. Denne gang kunne Rosa ikke holde sine tårer tilbage. Alt hun ønskede, var at de andre feer, ikke ville drille hende. Hun tog hænderne op til ansigtet og græd. "Hvad laver I?" spurgte en dyb og vred stemme. Feerne vendte sig om og gispede. Rosa tog hænderne væk fra ansigtet. En stor smuk sommerfugl med himmelblå vinger, stirrede vredt på feerne. "Er hun jeres ven?" spurgte sommerfuglen. "Nej Hr. Sommerfugl. Vi gider da ikke, være venner med en fe uden vinger!" svarede den ældste af feerne. Sommerfuglen kiggede hen på Rosa, og blev dybt forbavset, da den så tårerne trille ned ad hendes ansigt. "Hvad bilder I jer ind, at drille sådan en sød fe?!" Men det fik bare Rosa, til at græde endnu mere. Bortset fra hendes mor var der aldrig nogen, som havde sagt noget så sødt til hende før. Feerne gad ikke længere at skændtes med sommerfuglen, og så de fløj alle deres vej. Sommerfuglen gik hen og satte sig på den samme gule blomst, som den Rosa sad på. "Hvorfor sagde du ikke noget til dem?" spurgte sommerfuglen. "Fordi de har ret. Jeg er grim og jeg har ingen vinger. Jeg er ikke ligesom alle de andre feer!" græd Rosa. "Måske har du ikke vinger, men du er alligevel lige så perfekt som alle de andre feer!" Rosa kiggede forbavset på den smukke sommerfugl. "Mener du virkelig det?" Sommerfuglen nikkede. "Men gid jeg var så smuk og from som dig... og gid jeg havde så smukke vinger som dig." sagde Rosa og sukkede dybt. "Du er smukkere og sødere end alle de andre feer. Vinger behøver du ikke, for at klare dig!" Rosa smilte. "Tak." Men hun var stadig ikke helt glad. "Du er ligesom larven dér." sagde sommerfuglen. Rosa vendte sig om, og fik øje på en stor, behåret, grøn larve. "Hvad mener du dog?" spurgte hun. "Se på den. Den er ikke særlig køn. Ingen kan rigtig lide den." sagde sommerfuglen. "Jeg synes nu, den er kær!" sagde Rosa. Sommerfuglen smilede. "Men i løbet af sommeren, spinder den en puppe og gemmer sig indeni den i meget lang tid. Når den bryder ud af puppen igen, er den en smuk sommerfugl, som alle beundrer!" "Hvordan minder den dog om mig?" spurgte Rosa forundret. "Lige nu er du ligesom larven. Men jeg ved, at en skønne dag vil du også, blive til en smuk sommerfugl." Rosa smilte. "Du er sandelig en god sommerfugl. Men det vil stadig ikke hjælpe, på at jeg ingen vinger har." sukkede Rosa. "Jeg har nemlig tænkt mig, at drage ud i den store vide verden, for at finde mig et par vinger!" Sommerfuglen fik store øjne. "Men da ikke helt alene!" Men Rosa var allerede nede af blomsten og hun var ved, at forsvinde i det høje grønne græs. Sommerfuglen fulgte efter hende. "Hvor har du tænkt dig, at finde et par vinger henne?" spurgte den. Rosa rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke. Men min mor har fortalt mig, at hvis man brænder, for at gøre noget, skal man kæmpe for det og aldrig give op." Sommerfuglen tænkte sig grundigt om. "Jeg tager med dig!" sagde den. Rosa stoppede op og kiggede op på sommerfuglen. "Tak gode sommerfugl." Sommerfuglen fløj ned i græsset, og landte lige foran Rosa. "Hop op på min ryg. Så vil jeg flyve dig hen, hvor end du vil!" Så hoppede Rosa op på sommerfulgens ryg, og så fløj de begge med fuld fart over det smukke landskab, og væk fra alle de onde feer, som havde drillet Rosa.

Da det begyndte at blive mørkt, sagde sommerfuglen, at de hellere måtte, finde et sted at sove. De fandt en gammel fuglerede i toppen af et højt egetræ. Rosa kravlede ned af sommerfuglens ryg, og satte sine fødder i reden. Derefter lagde de sig begge ned, og faldt i en dyb søvn.

 

Næste dag fløj de videre, og efter nogle timer fik de øje på en lille landsby, hvor der boede feer. Sommerfuglen landte lige foran et hus, hvor der stod tre smukke feer og snakkede sammen. De kiggede alle undrende, da Rosa sprang ned af sommerfuglens ryg. Det første Rosa lagde mærke til ved de tre feer, var deres smukke pastelfarvede vinger. "I har smukke vinger." sagde Rosa. "Tak." sagde den af feerne, som havde lyserøde vinger. "Hvad er du egentlig for en art?" spurgte den anden fe, som havde blå vinger. Rosa kiggede trist ned i jorden. "Jeg er også en fe. Jeg er bare født uden vinger..." Den tredje fe, som havde grønne vinger, gik hen og lagde en hånd på Rosas skulder. "Du er jo smuk alligevel!" "Men ikke lige så smuk og guddommelig som jer." Feen med de blå vinger gik tættere på hende. "Jo du er. Du er faktisk smukkere end os. Du har stort krøllet blond hår, og de smukkeste, lysende grønne øjne." Rosa smilte. "Tror I vi kan blive her i byen et stykke tid?" spurgte sommerfuglen. De tre feer nikkede. "Men hvad laver I egentlig her?" spurgte feen med de grønne vinger. "Rosa og jeg er ude på eventyr, for at finde hende et par vinger." "I kan blive lige så længe I har lyst til." sagde feen med de lyserøde vinger. "Jeg er forresten Lilje, hende med de blå vinger er Flora og hende med de grønne vinger er Tulipan." "Det glæder mig, at møde jer." sagde Rosa.

Da det blev aften, skulle Rosa ud og hente vand fra søen. Der var ikke en eneste fe, at se, for de var alle gået ind i deres huse. Rosa gik ude på en lille sti, med en spand i hånden, og nynnede en melodi. Pludselig kom en mørk skikkelse løbende mod hende. Da den kom tættere på, kunne hun se, at den var iført en stor sort kappe med hætte på. Skikkelsen var meget forpustet, og hev derfor efter vejret. Den stoppede lige foran Rosa. "Er der nogle onde feer efter dig?" spurgte Rosa. Skikkelsen tog hætten af, og afslørede en drengs smukke ansigt, og hår der skinnede som guld. Han var den smukkeste fe, Rosa nogensinde havde set. "Ja, der er nogen efter mig." Feen rakte ned i sin lomme, og gav Rosa en smuk rubin halskæde. "Pas på den. Vil du ikke nok?" spurgte feen. Rosa nikkede. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Feen løb hurtigt sin vej igen ned ad stien. Rosa puttede halskæden i lommen, og fortsatte ned ad stien, for som sagt at hente vand.

Kort efter stødte hun på en kvindelig fe. Hendes øjne lyste rødt som blod, hendes hår var sort som kul, hendes vinger mørkegrønne og hendes tøj var sort og mørkebrunt. Da hun fik øje på Rosa, fløj hun ned på jorden foran hende. "Har du set en hæslig fe, som kom forbi her?" spurgte feen med en ond stemme. Rosa ville ikke afsløre den anden fe, hun havde mødt, fordi hun havde mistanke, om at denne fe ville skade den anden. "Nej, desværre. Jeg har ikke set en eneste fe på min vej." Feen blev meget skuffet, og fløj sin vej igen.

 

Næste morgen var alle feerne i byen bange og i panik. Rosa og sommerfuglen gik hurtigt hen til de andre feer. "Hvad er der galt gode feer?" spurgte Rosa. Lilje fløj hen til hende. "Vores gode prins er taget til fange af Den onde fe." "Den onde fe?" spurgte Rosa. "Ja. Hun er en styg fe, som i flere år har prøvet, at overtage tronen. Hun er prinsens stedmor, og har endda slået sin egen mand, kongen, ihjel bare for at få tronen. Men folket nægtede, at give magten til en så ond som hende, og det blev bestemt, at prinsen skulle regere landet. Men det ville Den onde fe ikke finde sig i, og nu har hun kidnappet vores elskede prins." Rosa blev pludselig meget bekymret for prinsen. "Ved nogen, om denne smukke prins er i god behold?" spurgte hun. "Ingen ved det. Han blev først kidnappet i nat. Men du kan være rolig. Den onde fe er svag, og kan nærmest ikke gøre en flue fortræd, medmindre hun har sin rubin halskæde." "Rubin halskæde?" spurgte Rosa. "Ja. Den onde fe havde engang en stor rubin halskæde, som gav hende styrke og magiske krafter. Men efter sigende er den vidst blevet stjålet." "Okay." sagde Rosa og gik væk fra mængden. Så snart hun var ude af syne, stak hun hånden ned i lommen på kjolen. Hun trak den store rubin halskæde frem, som hun havde fået af den smukke fe aftenen før. Kunne den fe, have været prinsen, som havde bedt hende, passe på halskæden, fordi Den onde fe havde været ude efter den? Hvis det var sådan det hang sammen, så var Rosa i stor fare. Men alligevel vendte hun sig om, og gik tilbage til forsamlingen af feer. "Hør her alle feer i denne landsby!" råbte hun. Med ét holdt alle feerne op med at snakke, og rettede blikket mod Rosa. "Jeg tager skal nok tage af sted og redde prinsen!" Alle de andre feer gispede. "Vil du?" spurgte en fe, Rosa ikke kendte. "Det er jo rigtig farligt!" Rosa rystede på hovedet. "Det er lige meget. Mit hjerte siger, jeg skal tage af sted. Desuden har jeg intet, at miste. Jeg er aldrig før, blevet elsket af andre end min kære mor. Den første og eneste ven jeg har i hele verden, er denne her venlige sommerfugl." sagde Rosa og pegede på sommerfuglen. "Du er sandelig en modig fe, selvom du ingen vinger har." sagde Tulipan.

 

Den følgende eftermiddag var Rosa klar, til at tage af sted. Hun var på vej ud af byen, da sommerfuglen indhentede hende. "Lad mig komme med dig." bad den. "Undskyld Hr. Sommerfugl. Men det kan jeg altså ikke tillade! Jeg vil ikke have der sker dig noget." Sommerfuglen sukkede, men fløj stadig efter Rosa, som gik nede på stien. "Du lyder allerede modigere end for tre dage siden." sagde sommerfuglen. "Hvad mener du dog?" spurgte Rosa forundret. "Da du for tre dage siden sad alene og ensom på en blomst, havde du ingen selvtillid. For tre dage siden ville du garanteret, ikke have taget ud for at redde prinsen. Du er ikke større end en bi, men alligevel tør du redde prinsen." "Det er meget sødt sagt Hr. Sommerfugl, men jeg kan stadig ikke tage dig med." Sommerfuglen fløj ned foran Rosa. "Lad mig i det mindste flyve dig hen til prinsen." sagde sommerfuglen. "Tak." sagde Rosa. Så kravlede hun endnu en gang op på sommerfuglens ryg, og fortalte den om et slot i nord, hvor prinsen efter sigene skulle være holdt fanget.

Efter lidt tid stod de ved slottets port. "Vent her min gode sommerfugl." sagde Rosa og klappede den på hovedet. "Du har været mig til stor hjælp." Så vendte Rosa sig om, og begav sig ubemærket ind på slottet.

Slottet var gammelt og mørkt. Flere af vinduerne var revnet, og der fløj flagermus rundt over det hele. "Hallo?" sagde Rosa. Der kom intet svar. Der var så stille, at Rosa kunne høre sit eget åndedræt. Hun bevægede sig frem med små forsigtige skridt.

Da hun havde set sig om et stykke tid, sprang en mørk skikkelse ud foran hende. Det var Den onde fe! "Hvad har du gjort af prinsen?" spurgte Rosa og prøvede at gøre sig lidt højere. Men selvom hun stod på tæer, nåede hun kun den onde fe til skuldrene.  Den onde fe smilede lusket ondt. "Følg efter mig!" Rosa havde ikke andet valg, end at følge efter Den onde fe.

De endte inde i en stor slotssal. Rosa fik straks øje på den smukke prins. Han var bundet nede i den anden ende af slotssalen. Det var ham den smukke fe, som hun havde mødt på vejen, for at hente vand. Da han havde haft sin kappe på, kunne hun ikke se hans vinger. Men det kunne hun nu. De var større og smukkere end alle de andre feers. Rosa gik hen mod prinsen, da Den onde fe gik hen foran hende, og blokerede vejen. "Jeg har hørt, at du har min halslæde." sagde Den onde fe. "Det har jeg. Men jeg giver dig den først, når du har sluppet prinsen fri!" Den onde fe sukkede. "Det går desværre ikke... Er der noget andet, jeg kan give dig i stedet for prinsen?" Rosa rystede på hovedet. "Du er en ret underlig fe!" sagde Den onde fe. "Hvad mener du dog?" spurgte Rosa. "Du har jo ingen vinger!" "Hvad har det med det hele, at gøre?" spurgte Rosa irriteret. "Hvis du giver mig halskæden, så får du nogle vinger af mig." sagde Den onde fe. Rosa blev pludselig glad et lille øjeblik, men så indså hun, at det måtte være en fælde. "Det kan du jo umuligt give mig." sagde Rosa. "Kan jeg ikke?" spurgte Den onde fe. Hun tog en tryllestav op af sin lomme, og tryllede et par vinger frem på Rosas ryg. Rosa kunne ikke tro det. Hun kiggede sig over skulderen og betragtede vingerne. De var kulsorte. Rosa prøvede, at flyve for første gang i hendes liv. Hun svævede elegant rundt i slotssalen. "De er perfekte!" sagde hun og landede på jorden igen. "De er dine for evigt, hvis du giver mig halskæden nu." sagde Den onde fe. Hun gik hen til prinsen. "Spillet er ude." hviskede hun i hans venstre øre. Uden at tænke, gik Rosa langsomt hen mod den onde fe, for at give hende halskæden. Prinsen råbte til hende, at hun skulle lade være. Men Rosa hørte ham knap nok. Hun var så opsat, på at få vinger, at hun straks havde tænkt, at hun måtte give halskæden til Den onde fe. Men pludselig tænkte hun tilbage på alle de ting, sommerfuglen havde sagt til hende - Hun var pæn som hun var, hun var smukkere end alle de andre feer, og hun var modig. Rosa behøvede slet ikke, at få vinger, for at andre kunne lide hende. Det kunne være lige meget med alle de onde feer. Det der var vigtigt, var hendes gode venner. Nemlig sommerfuglen og feerne fra den lille landsby.

Et kort sekund efter vendte Rosa om og gik væk fra Den onde fe. "Hvad laver du?" snerrede Den onde fe. "Jeg behøver slet ikke dine vinger!" råbte Rosa. Hun kylede halskæden ned i jorden, så den gik i tusind stykker. Prinsen jublede. Nu havde Den onde fe, mistet alle sine krafter. Men det betød også, at Rosa nu havde mistet sine vinger. De var blevet til støv. "Se nu hvad du har gjort!" råbte Den onde fe. "Nu får du aldrig nogensinde vinger!" Rosa trak på skuldrene. Hun var ligeglad med de tåbelige vinger, hvis det betød, at hun havde reddet prinsen.

Pludselig hørte Rosa en velkendt stemme. "De er herinde!" Det var hendes gode ven sommerfuglen. Den kom flyvende ind, med fem feer lige bag sig. Den havde hentet hjælp fra landsbyen. Feerne greb Den onde fe, og trak hende ud af salen. Den onde fe var hjælpeløs, og kunne intet gøre. Rosa løb hurtigt over og bandt prinsen op. "Tak." sagde han og smilede. "Det var så lidt Deres majestæt. Det er var mig en ære, at redde Dem ud fra dette slot." sagde Rosa og bukkede. Prinsen og Rosa kravlede sammen op på sommerfuglens ryg, og så fløj de alle tilbage til landsbyen.

Da feerne i landsbyen så Rosa og prinsen komme flyvende på sommerfuglens ryg, jublede de højt. De var lykkelige over, at have fået deres elskede prins tilbage igen. Prinsen fløj ned fra sommerfuglens ryg, og hilste på folket. Alle smilede og var i godt humør. Nogle græd endda, fordi de var så lykkelige, over at se ham igen. Prinsen var så glad for, at han var blevet reddet af Rosa. Hvis ikke hun havde reddet ham, havde Den onde fe slået ham ihjel. Derfor spurgte han Rosa, om hun ville giftes med ham. Hun sagde ja, og hele resten af dagen, var der fest i landsbyen.

 

Festen varede til næste morgen. Allerede senere på dagen skulle Rosa og prinsen giftes ude på en eng tæt på landsbyen.

Under bryllupet kaldte prinsen på Lilje, og bad hende hente noget for ham. "Jeg har en gave til dig." sagde prinsen til Rosa. Rosa så, at Lilje kom hen mod hende. Hun bar på en stor silke pude. På puden lå de smukkeste vinger, Rosa nogensinde havde set. De var i alle regnbuens farver, og de var klare som glas, og bløde som silke. Lilje satte vingerne fast på Rosas ryg. Nu kunne Rosa ikke blive lykkeligere. Hun havde giftet sig med en sød prins, fået en masse venner, mødt den venlige sommerfugl, og ikke mindst tog hun sig ikke længere af, hvad folk sagde om hende. Men én ting var hun dog mest glad for. Hun havde fået det hun var draget ud i verden for: Nemlig et par vinger.

Prinsen og Rosa sagde ja til hinanden, og var nu gift. De levede lykkeligt til deres dages ende.

 

Men der går rygter om, at Rosa og prinsen en dag vendte tilbage til der hvor Rosa var født. Hun havde taget sin pæneste kjole på. Ingen kunne kende hende, fordi hun var så smuk i tøjet og havde fået vinger. Da Rosa og prinsen fløj forbi de mange feer, begyndte feerne, at hviske. "Hvor er hende prinsessen dog smuk!" Pludselig fik Rosa øje på den gruppe onde feer, som havde drillet hende før i tiden. Rosa fløj modigt hen til dem. De gispede højt, da de så hende. "Hej prinsesse! De ser meget guddommelig ud. Kunne vi mon blive venner?" sagde de og bukkede. Rosa kom i tanke om, hvad feerne havde sagt til hende, dengang hun sad på den store gule blomst, lige før hun havde mødt sommerfuglen. "Hvorfor taler du så underligt?" spurgte Rosa. Alle feerne gispede højt og blev meget chokeret, da de opdagede at den nye prinsesse, var Rosa.

Lidt senere fløj Rosa ind i det hus, som hun før havde boet i med hendes mor. Moren stod og redte sin seng, da Rosa trådte ind. Selvom hun havde vinger og meget smukkere tøj, genkendte hendes mor hende straks. "Rosa!" råbte hun og fór hen og gav Rosa et stort kram. Rosa fortalte hendes mor, alt om hendes eventyr, og lovede hende, at hun snart ville komme hjem og besøge hende igen.

Da Rosa gik ud af huset, så hun gruppen af de lede feer. De stod alle tæt sammen og kiggede irriteret og jaloux på Rosa. Rosa syntes de mindede lidt om Den onde fe. De havde mistet al deres magt... og evnen til at sige onde ting til hende...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...