Forladt


0Likes
1Kommentarer
153Visninger
AA

1. Vi skulle skrive en novelle om en dukke... Here it is. :)

 

 

Skrevet af Julie Jerving

 

Forladt

 

Jeg hører vinden hyle og mærker sandet køre gennem min hånd. Det går så hurtigt, og man kan ikke stoppe det. Ligesom det jeg ikke vil tænke på… Undskyld Joanna!

 

Jeg vågner op badet i mit sved og gyser over hele kroppen. Klokken er kun 5 om morgenen, og jeg vælger at tage en enorm beslutning. Jeg går ned til stranden. Vinden hyler, og vandet er stille. Jeg elskede det. At gå på stranden sammen med min lillesøster og bare være mig selv, men det var dengang vi var en hel familie. Jeg holder Dukke Lise i hånden, og klemmer. Men i det samme da jeg begynder at tænke på Joanna, klemmer jeg hårdere, meget hårdere.

Jeg drejer rundt og rundt og rundt. Lige indtil jeg ser den flotteste kampesten, hvor der ligger en fin dukke. Jeg går over til stenen og stivner fuldstændigt, det ligner Dukke Lise.

 

”Malene? Det er min dukke, og jeg vil lege med den!” siger min lillesøster Joanna. ”Nej, det er min dukke!” siger jeg. ”Mor, mor, moar! Malene har taget min dukke!” siger Joanna. ”Skal vi ikke lege med den sammen?” siger jeg. ”Skal vi ikke give den tøj på og så gå ned til stranden med hende bagefter?” siger Joanna. ”Jo! Så skal vi bade!” siger jeg.

 

Jeg gyser og vil ikke tænke på det. Det gør for ondt.

 

Jeg ser det dejlige vand og glæder mig til at bade med Dukke Lise og Joanna. ”Kom nu Malene, hvor er du altså langsom!” siger Joanna. ”Jeg kommer nu, jeg skal lige have badetøj på først!” siger jeg.

 

Jeg rør stille dukken og mærker, at den er våd.

 

Vi hopper i vandet, og det er dejligt. Solen skinner, og vi plasker og leger fangeleg.

Jeg kigger stille op på himlen, og en tåre triller ned ad min kind.

 

”Malene, skal vi ikke se, hvem der kan holde vejret i længst tid?” siger Joanna. ”Det kan vi da godt. Men se her, det er jeg er god til, for far har lært mig det” siger jeg.

 

Jeg sætter mig på stenen sammen med dukken og krammer den hårdt.

 

Det begynder at regne lige så stille, men vi vil ikke op, det har vi det alt for sjovt til. Pludselig lyder en torden, og vi begynder at fryse. ”Kom Joanna, skal vi ikke gå op?” siger jeg, imens jeg er på vej ind til stranden. Intet svar. Jeg taber dukken, og vender mig op for at tage den, og jeg kan ikke se Joanna nogen steder. .”Malene, hjælp! Der er noget der trækker i mig” siger Joanna. Jeg ser hende kæmpe for at komme op over vandet, men der er noget, der trækker hende ned.

 

Hvor er du henne Joanna, jeg savner dig! Flere tårer triller ned ad min kind.

 

Jeg skynder mig hen til hende, men jo tættere jeg kommer, jo mere bliver jeg trukket ned, så jeg går lidt tilbage. Jeg tager dukken op. ”Her, tag fat i Dukke Lise!” siger jeg. Hun tager fat, og jeg hiver alt, hvad jeg kan. Hun kommer mere og mere op, men i det samme revner dukken, og den er delt midt over. ”Hjælp, Malene, hjælp. Løb hjem og få far og mor herned!” siger Joanna. Jeg skynder mig alt, hvad jeg kan, hen til huset, og råber på far, at han skal komme. Vi løber sammen hurtigt, men da vi når stranden, er der ingen.

 

Jeg kigger den anden vej og får meget ondt i maven.

 

Det tordner og lyner, og jeg fryser rigtig meget. Far løber ud i vandet, men kan ikke finde hende. Han leder og leder, men finder ikke noget. Først efter en time ser vi Joanna flyde på vandet meget langt væk. Far får hende op og begynder at græde. Jeg får tårer i øjnene og ser mor løbe hen til Joanna. Hun skriger og krymper sig sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder.

 

Jeg græder og græder. Jeg tager dukken op og kigger på den. Den smiler. Som om der er noget at smile af. Jeg forlader dukken fuld af tårer, ligesom jeg forlod Joanna.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...