A story to be told

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
Når Caty fortæller sin mor Joanna at hun sover hos en veninde, laver hun i virkeligheden alt muligt andet. Gang på gang lyver Caty, og hun kommer ud i problemer, og nu er det tid til at fortælle hele historien til Joanna.

1Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

3. Hvor er du, Tom?

"Mor, jeg har glemt jeg har en aftale med Jessica. Pandekagerne må vente.", jeg skynder mig ud af døren inden mor når at sige noget. Mine ben kan ikke følge med, så jeg snubler på vej ned af trappen. Jeg slår mit knæ, men løber videre. På stranden ligger en tom tequila flaske. Det er vores, og den bekræfter at jeg er det rigtige sted.  Jeg begynder at kigge gennem buskene, og i den nærliggende skov. Der er intet tegn fra Tom, og jeg er lige ved at give op. "Tooom!", råber jeg, men modtager intet svar. 

 

På vej mod stien jeg skal gå på, for at komme hjem, ser jeg noget mistænkeligt. Blod! Det er ikke frisk blod, det ser ud til at være fra igår. Jeg er næsten sikker på at det er Tom's blod. Åh nej, hvad nu hvis han er blevet myrdet. Lige midt i mine forfærdelige tanker ringer min mobil. Det er Jason. 

 

Med telefonen op til øret, begynder jeg at græde. "Caty, græder du?", Jasons rolige stemme beroligere mig lidt, og uden at lyde som om jeg bliver kvalt, kan jeg svare ham stille og roligt. "Jeg er på stranden. Der er blod.", ikke mere, jeg fortæller ikke mere, min mund slipper ikke mere ud. "Hvad, på stranden? Jeg kommer med det samme!", uden at svare ligger jeg på. Tænk at vi har mistet Tom. Hvad vil folk ikke tro om os? Jeg kigger ud på vandet, og ser for mig, hvordan vi pjaskede rundt i går aftes. Hvordan vi ligesom de tusinde andre aftner var ligeglad med alt andet end os selv. 

 

Selvom jeg har lange bukser på, går jeg ud i vandkanten. I den ene hånd holder jeg mine sko, den anden holder min cardigan oppe. Før jeg ved af det, står jeg pludselig ude hvor jeg ikke kan bunde. Men jeg er ligeglad. Jeg kan ikke mærke nogen følelser indeni, hverken kulde eller sorg. Med åbne øjne går jeg under vandet. Saltet svirer helt vildt, og jeg kan ikke trække vejret, men jeg bliver der nede. Tvinger mig selv til ikke at gå op. Det er vel bedst hvis jeg bare bliver hernede forevigt. Jeg lukker mine øjne, og fjernt kan jeg høre en råbe mit navn. Idet jeg rejser mig op, hoster jeg vand op. Jason står i sandet og løber ud til mig, da jeg er ved at vælte. Han tager sin arm rundt om mig, og hjælper mig ind på land. "Caty, hvad lavede du derude! Er du fuldkommen sindssyg?", Jason er både forskrækket og bange. Der kommer ikke noget svar, jeg bliver bare ved med at hoste. "Du er jo hel kold.", Jason giver mig et kram for at give mig varmen tilbage. 

 

"Tom er væk.." jeg hoster men for sagt det så Jason kan hører mig. "Der er blod derovre.", fortsætter jeg og peger over på blodet. Mine arme låser sig fast om mine knæ, og jeg sidder stille og roligt, mens Jason undersøger blodet. "Kom, blodet danner en lille sti, vi kan følge.", han tager min hånd og følger mig derhen. Vi støder på et mærke i sandet, det ligner en hånd. "Tror du det er Tom's", Jason virker usikker. Jeg nikker til ham, og gør tegn til at vi skal fortsætte. Vi går længe, før vi ser noget der godt kunne ligne Tom. Jason løber hen til personen, og undersøger ham.  "Det er ham! Det er Tom", Jason råber af glæde, men jeg er ikke glad. Tværtimod er jeg bange. Tom bevæger sig ikke, og kunne godt være død. Jeg går hen til Tom, og prøver at få liv i ham. Jeg prøver med hjertemassage, som vi lærte i 4. klasse. Det hjælper ikke, så jeg går videre til mund-til-mund. Langsomt vågner Tom. Efter et minuts mund-til-mund og hjertemassage, er han sig selv. Eller ikke helt, men han lever. 

 

Som det første, omfavner jeg Tom. En lille glædeståre eller to falder ned af min kind. "Tak", hvisker Tom i mit øre. Jeg kigger ham dybt i øjnene og kysser ham så. Det varer få sekunder, men det føles fantastisk. Tom rejser sig, og giver Jason et kram. "Hvad skete der?", Jason er lige så glad og nysgerrig som jeg. "Jeg kan ikke huske det. Det sidste jeg husker er at jeg gik hen for at tisse.", Tom griner lidt, selvom det slet ikke er sjovt. Jeg tager Tom's hånd, og vi går tilbage til stranden. "Jeg er glad for at du er tilbage.", endnu engang krammer jeg Tom. Jason følger Tom hjem, jeg er for våd og træt.

 

Inden jeg når at træde inden for døren, drøner min mor hen til mig. "Hvor har du været? Hvorfor er du våd?", spørger mor, og virker meget bekymret. Vi sætter os i sofaen, og jeg taler ud. Det tager mindst en time, men det var det hele værd. For nu har jeg ingen hemmeligheder længere, lyver ikke og det føles godt. Selvom jeg får stuearrest og min mor bliver helt bleg i hovedet, er jeg tilfreds. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...