One Direction | My Stalker In Crime

Hailey Hernandez er et mobbe offer. Hver eneste dag vil man finde hende liggende omme bag ved skolen, omringet af drillende bøller. Hun bliver udsat for de mest grusomme ting man kan forestille sig. Når bøllerne havde en god dag, ville hun ende på hospitalet, med brækkede knogler og knust hjerte. Og bekymre det hendes forældre? Selvfølgelig gør det det, men kun fordi hun skal være i stand til at svømme de stævner hendes forældre sætter hende op til. Men en dag hvor bøllerne skubber grænsen helt ud til kanten, kommer en mystisk person forbi, og får dem til at stoppe det de har gang i. Hailey mener hun har set denne person før, men hvor, kan hun simpelthen ikke huske. Op til flere gange møder hun personen, og hun bliver mere og mere sikker på, at det er en der stalker hende. En dag tager hun sig sammen, og går hen for at vide hvad personen egentlig har gang i. Og det burde stakkels Hailey ikke have gjort. En historie om stoffer, kriminalitet, kærlighed og tårer.

22Likes
10Kommentarer
1177Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

HAILEY'S SYNSVINKEL

 

"Hej skat. Hvordan gik det i skolen i dag?" Min mor stod med ryggen til mig, og var ved at lave te.

"Godt, fint, super. EKSTRAORDINÆRT!" sagde jeg med den falske glade tone, som jeg gennem de seneste år, var blevet expert i. Min mor så overbevist ud, da hun slet ikke bemærkede det lille stik af sarkasme som min stemme bar.

"Nogen lektier?" Jeg ved hvad hun laver. Hun spiller sød og rar mod mig sådan at jeg ville få dårlig samvittighed, når hun spørger mig om jeg vil deltage i et eller andet svømmestævne. Jeg kan ikke li' min mor, og hun ved det. Men jeg prøver at være høflig over for hende, selvom det ikke altid går godt.

"Ikke nogen som jeg ikke har lavet," sagde jeg, og lod som om at jeg ikke havde gennemskuet hendes lille plan.

"Det var da godt. Så kan vi jo, du ved, snakke lidt." Hun satte et varmt og rygende krus foran mig. Jeg sniffede til den varme damp, og mærkede duften, af den lækre drik, kilde min næse. "Det er lakrids te, din yndlings." Jeg kiggede op gennem det hår der faldt ned over mit ansigt.

 

"Hvad vil du?" spurgte jeg med en stemme som kunne dræbe. Hun holdt strammere rundt om kruset, så de hvide knoer blev tydelige, og hendes kæbe spændte. Det skal bare lige siges at min mor heller ikke kan li' mig. Hun bruger mig kun som svømmedukke, fordi jeg er hendes eneste barn.

"Jeg prøver bare at konversere med min eneste datter." Hun blafrede med øjenvipperne, i et forsøg på at se uskyldig ud.

"Og hvad giver far dig for det? En ny bil eller sådan noget?" Min far er business mand, og er næsten aldrig hjemme. Men han sender altid dyre gaver til min mor. Han sender også nogen til mig, men de fleste smider jeg ud. Det er altid sådan noget dyrt mode tøj, som lige så godt kunne være en bikini. Jeg tror hans livsmission er, at prøve, at få mig til at være en lille forkælet sminkedulle. 

"Jeg er færdig med det her," hun slog kruset ned i bordet. "du stiller op i svømmestævnet, om jeg så skal smide dig ned i vandet." Hun rejste sig op og gik mod døren. 

 

 

Jeg sukkede, og drak resten af min te i stilhed. Kun lyden af mine små slurk, og ekkoet gennem vores enorme køkken kunne høres. Da mit krus var tomt, og varmen fra teen langsomt havde trængt ind i min krop, rejste jeg mig fra spisebordet. Jeg lod kruset stå, da min mor altid fjerner det, i stedet for at diskutere med mig om hvor uhygiejnisk det er. 

 

Jeg trak min ømme og umaget krop op ad den fine hvide trappe, og humpede ind på mit værelse. Jeg kastede min tunge skoletaske over i et beskidt hjørne, og faldt ned på min seng. Alle mulige kropsdele skreg i smerte, og jeg bed mig i læben, som om det skulle hjælpe. Da smerten havde dulmet lidt, skubbede jeg mig selv længere op ad sengen, og lænede mig op ad min bløde pude. Jeg fiskede min ødelagte iPhone, endnu en gave fra far, op fra min bukselomme, og så et nyt opslag på min Facebook væg fra Rodney.

 

"Ses i morgen, fatty patty ;)"

 

Hvad fanden skal den blinke smiley til for? Du kan ikke li' mig, jeg kan ikke li' dig, sig det dog i stedet for det der lort! Min mor eller far er ikke på Facebook, de kan ikke se det, ingen grund til at prøve at spille rar, idiot.

Jeg rullede mine øjne, og prøvede at lade som om at jeg var sej, selv om at jeg ikke var, og ingen kunne se mig. Jeg kiggede hurtigt væk, og prøvede at stoppe tårer fra at løbe ned ad mine kinder. Det gør ondt, alle de her ord gør ondt. De fysiske tæsk heles på et tidspunkt, men det gør det her ikke. Det bliver ved, og ved, og ved. Det kommer altid tilbage og bider én i røven, og hvem ved hvornår jeg bliver stærk nok til at glemme det?

 

Lige da jeg lagde mobilen fra mig, vibrerede den, og jeg låste den op igen. 

 

 

 

 

"Hey, hey. Lad vær med at græde, det er dit ansigt for smukt til :)"

 

Jeg stirrede på den lille skærm med et rynket bryn, før jeg svarede.

 

"Hvem er du?"

"Det behøver du ikke at vide, sukkerhjerte ;)"

 

Jeg kiggede mig rundt i rummet, og ud af vinduet. 

 

"Hvad leder du efter, babe?"

"Stop med at kalde mig alle de der navne!"

"Hvem skulle stoppe mig, honey? ;)"

"Okay, jeg ved ikke hvem du er, men stop med at skrive til mig!"

"Nåå, er du træt af mig, sweetcheeks?"

 

 

Jeg slog lyden fra, da personen ikke havde nogen planer om at stoppe med at sende klamme stalker sms'er til mig. 

 

 

 

 

 

 

 

 

*Nogle timer senere*

 

 

 

 

 

 

 

 

"Hailey! Få din dovne røv ud af din seng, du bliver bare dårlig!" råbte min mor ude bag min dør. 

"Idræt var ret hårdt i dag, jeg er øm!" råbte jeg igen, og scrollede videre på mit Tumblr dashboard.

"Du havde ikke idræt i dag, det har du om tirsdagen! Stå så op og gå med Buddy!" Hun åbnede døren og kastede Buddy's fine røde hundesnor ind.

 

Jeg rejste langsomt min ømme krop fra min bløde seng. Jeg bukkede mig ned og samlede snoren op, og min ryg kom med en ubehagelig knækkelyd. At blive sparket hver dag er måske ikke så godt! Det er nu heller ikke fordi det er det rareste.

 

Jeg gik forbi min mor i døren, og sendte hende et surt blik, der fik hende til at komme med en af hendes ækle, falske smil, som hun så tit kom med. Og det var kun for at irritere mig, hun ved at jeg hader det! "Buddy!" kaldte jeg, da jeg ikke kunne finde den lille labrador hvalp i gangen. Jeg sukkede højlydt. Kort efter kom den løbende ud fra stuen, med dens små nærmest hoppende skridt. Jeg satte mig på knæ, for at sætte hundesnoren fast til halsbåndet, men den gjorde det lidt umuligt for mig, da den hoppede  op af mig, og fik væltet mig om på ryggen.

 

Dens lille tunge havde en let lyserød farve, og det kildede mod min hud, da den slikkede mig blidt i panden. "Buddy, det kilder," fnes jeg, og skubbede roligt til den lille hvalp, der sad på min mave. Buddy hoppede ned fra min mave, og jeg satte mig igen op på knæ. "Skal vi to ud og gå tur?" 

Buddy begyndte at gø, og hoppede op af mit knæ. "Rolig, Bud." Jeg tog fat i dens halsbånd, og satte hundesnoren fast. Jeg strøg den kort over dens brune pels, og rejste mig så op. Jeg tog min vinterjakke ned fra knagerækken, og fik den om mig, hvorefter jeg fik de sædvanlige grå luffer på, og sidst men ikke mindst, fik jeg mine slidte converse på med uld indeni. 

 

Seriøst, det er nok de bedste sko, jeg nogensinde har købt! Der er da intet bedre end gummisko med uld i når det er koldt udenfor, er der vel?  Nå ikke? Ah, det tænkte jeg nok.

 

Jeg tog fat i hundesnoren og åbnede døren. Jeg traskede stille ned ad gaden, med en lidt for ivrig Buddy foran mig. 

 

 

Ah, det her er et af de øjeblikke jeg ser frem til om dagen, der hvor jeg ser ud som en normal person. Og så er det efterår, den bedste årstid på året. Alle blade er varme farver som rød, orange og gul. Det er lidt køligt, men ikke for meget som i vinter. Og så kan man tit købe søde sweatere om efteråret. Om sommeren er der kun t-shirts, om foråret er der også nogle, men de er tynde, og holder ikke på varmen, og om vinteren er det kun nogle med rensdyr og juletræer på. 

Det er også bare rart at gå en tur og slappe helt af, man bliver kølet ned og så kan man tænkte klart igen. jeg kan også tilbringe lidt tid med Buddy! Og så er det sundt på mange måder, det er perfekt.

 

 

Jeg gik ned ad stien mod en lille eng lidt ude af byen. Der elsker Buddy at være, og så er der ingen så jeg kan lukke ham ud af hans snor.

Buddy genkendte stedet, og gøede af glæde. Han hoppede rundt, og bed i snoren for at komme fri.  Jeg var ved at miste grebet om snoren, da han river og rykker i snoren som var det en snor der holdte ham tilbage fra et kæmpe kødben. 

 

 

Jeg satte mig på hug for at tage hans snor af, men han væltede mig igen om på min ryg, han er kun en hvalp, men han er enorm. Jeg grinte, og skyndte mig at få den lille lås op, før han kunne gøre det igen. 

Jeg fik snoren af, og han hoppede lidt rundt. Han rullede rundt, og begyndte at grave lidt i jorden.

 

"Hey, Buddy!" Han stoppede med at grave i sit hul og kiggede på mig. "Løb nu ikke for langt væk, vel?" Jeg ved godt han ikke kan tale, men jeg er bare sådan en type der taler med dyr. Han kiggede hurtigt ned i sit hul og gravede videre.

Jeg satte mig ned ved siden af ham, og kiggede rundt. Min øjne lukkede sig i et øjeblik, vinden kan være lidt hård ved dem. Jeg lagde mig ned og lyttede til de beroligende lyde af skoven. Det er bare så...

 

"Sh! Gå væk åndsvage hund!" En høj hviske stemme afbrød mine tanker. Jeg rejste mig hurtigt, og drejede rundt for at prøve at finde personen. Buddy stod med forpoterne op ad et træ og gøede som var det hans sidste gang. 

Jeg fnes og rystede på hovedet, det er sikkert bare en fugl, og stemmen har været noget jeg har bildt mig selv ind.

"Seriøst, gå væk! Her, apport!" En gren landede et par meter fra mig, jeg samlede den op. Med langsomme skridt gik jeg hen mod træet. En mand med sweatshirt og solbriller sad oppe i træet, og kiggede rundt efter noget.

 

"Øhm, hej?" sagde jeg. Personen fik et chok, og faldt ned fra træet. Heldigvis var han ikke mere end ca. to meter oppe i luften. Han landede på jorden med et stort bump, så stort et bump at hans solbriller faldte af. Han lå og stønnede lidt i smerte.

"Ej, er du okay? Det er jeg ked af, jeg skulle ikke have givet dig sådan et chok! Det må du virkelig undskylde! Skal jeg ringe til en læge?" Jeg panikkede lidt, men slappede af da han viftede med hånden. 

"Jeg har det fint," sagde han da han havde rejst sig. Han slog hætten over hovedet igen, og ledte desperat efter hans solbriller. Jeg ville gerne se hans øjne, men han kiggede hele tiden ned. Jeg så hans briller ligge over i en bunke blade. 

"Her," Jeg rakte ham hans briller, og han tog dem hurtigt på igen. "er du sikker på at du har det fint? Du er ikke svimmel eller noget?" Jeg rørte ved hans pande, og han holdt vejret. "Er du okay?" Jeg tog min hånd tilbage og han slappede af igen.

"Ja, men rør ikke ved mig."Jeg nikkede, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare.

 

Vi stod i stilhed i lidt tid. Jeg udnyttede tiden til at prøve at kigge på ham. Altså, jeg kunne ikke se hans øjne, men jeg kunne med det samme se at han var en attraktiv mand. Han var lys i huden, men ikke for lys. Hans læber var smalle og havde en lys babypink farve. Det hår der stak ud under hætten var mørke blonde agtigt, men nede ved roden var det nærmest brunt.

 

 

"Nå, men hyggeligt at snakke med dig, men jeg må gå. Hej." Hen vendte sig hurtigt om og gik et par skridt.

 

"Ja, hej." Jeg stod lidt akavet og ventede på at han var langt nok væk til før jeg kunne kalde på Buddy. "Kom så, Buddy!" kaldte jeg ud over engen. Kort efter kom en lille pels klump løbende imod mig. Jeg satte mig på hug sådan at han kunne få sin snor på igen. Jeg fik sat ham i snor, men på et split sekund var snoren ude af mine hænder og Buddy løb afsted.

"Buddy! Hvor skal du hen, makker?" 

 

Buddy løb hen og bed manden i buksebenet. Manden blev forskrækket og begyndte at vifte rundt med sit ben, i forsøg på at få Buddy af. Buddy gav slip, men tog hurtigt fat om han ben igen, manden skreg da meget af hans ben var med. 

 

Jeg løb hen mod dem, og prøvede at få fat i Buddy's snor. Åbenbart gav Buddy slip da jeg kom til stede, og jeg kunne få fat i hans snor.

Jeg opdagede at mig og manden stod tæt op ad hinanden. I forsøg på at gøre det mindre akavet prøvede jeg at tage et skridt tilbage, men så at Buddy havde viklet vores ankler sammen. Jeg følte en kraftig bevægelse ovenover mig. Det var manden der vred sig voldsomt rundt, han ledte efter noget. Da han så gav op, så han at jeg kiggede på ham. Og det var der det gik op for mig, han havde mistet sine solbriller.

 

 

 

 

 

Wey hey, Shræk/B1/Trekkie/tykskrift/Lærke her!

Yo, Olo/B2/Princeton/skråskrift/Olivia her!

Igen, tak fordi du tog tid af dit meget værdifulde liv til at læse vores fanfic!

Hvorfor skriver du?!

Du har skrevet alle andre gange! Det er min tur!

Øhm...det er fordi at jeg er god til at skrive dem! Duh!?

Jeg synes da at det startede meget godt!

"Shræk/B1/Trekkie/tykskrift/Lærke her"! Haha, kun dig, buddy! 

Hvem skulle det ellers være?!

Ellen Degeneres!

Hun har skræmt Taylor Swift 8 gange! Min sande helt!

Ellen?

Nej, Candace!

Fra Phineas & Ferb?

Yeah...

Hvorfor?!

Fordi hun har en lang hals!

Som en giraf!

Nej, som et næsehorn! DUH!

Et næsehorn har ikke engang en næse, det er mere af en snude...

Snudehorn?

Ja, nemlig!

Oki! Ny regel, det hedder et snudehorn!

Hørte i det?! Snudehorn!

Hey, B2?

Ja, Trekkie?

Vi skal have et navn til vores læsere!

Ja!

Hvad med buddies?

Nej, det er for buddy agtigt!

Snudehorn?

Hva?! Nej!

Shræksters!

Det kan være dine fans!

Ja, jeg elsker alle mine Shræksters!

Mine fans kan hedde Polo's! Du ved, mit navn er Olo Polo, hvorfor ikke kalde dem Polo's?!

Men hvad med vores fælles fan navn?

Hvad med at spørge vores læsere?

Yeah, buddy!

Okay! Skriv nede i kommentarene hvilket navn i bedst kan lide!

Det kan være 1) Buddies!

2) Snudehorns!

3) Shrolo's!

Eller i kan foreslå andre!

Skriv det!

Men det var det!

Hyggeligt at skrive til jer!

Sesa! Shræk & Olo!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...