Nothing as we expected it to be.

Nogen gange går det hele ikke, som man havde forventet. Alt man troede, man vidste om sig selv, er pludselig sunket ned i et dybt hul. Man prøver, til at starte med, at sparke tanken ud af hovedet, men den bliver der, urokkelig. Alle ens fremtidsplaner om kone og børn, er pludselig ikke en realitet mere, og det gør én selv urolig. For det var jo det, man altid have ønsket, eller? Hver gang man ser personen, bliver man mere og mere forelsket, uanset hvor meget man prøver at stå i mod.

8Likes
16Kommentarer
1193Visninger
AA

4. You won't ever walk away.

Nialls POV:

 

Liam og jeg har gået sammen hele dagen, og han får mig virkelig til føle mig tryg. Han snakker til mig, gør grin med mig på en god måde, og han er alt, hvad jeg har ledt efter i ven. Han ser ikke ud som om, at han skal anstrenge sig for at være sammen med mig, ligesom jeg ofte oplevede på min gamle skole. Han går ikke over stregen, når det kommer til at grine af ting eller gøre grin med folk. Han er så perfekt, at det næsten ikke er til at forstå. Han spørger ikke ind til min gamle skole, hvilket jeg faktisk er ret taknemlig for, fordi jeg ærlig talt ikke tror, at jeg er klar til at snakke om det endnu. Det er som om, at Liam kan se, hvad jeg tænker på, for hver gang jeg føler mig utryg, eller jeg giver udtryk for, at der er noget, jeg ikke vil snakke om, så opfanger han det straks, og undgår emnet totalt. Jeg føler allerede, at han er en af de bedste venner, jeg nogensinde har haft. Liam er utrolig kær, og for første gang i lang tid griner jeg sådan rigtigt, og jeg har det faktisk rigtig sjovt, så derfor glæder det mig, da Liam udbryder midt i den MEGET kedelige matematik time: "Hvad med at hænge ud efter skole? Øhhh, det kan desværre ikke være hjemme hos mig, da vi er ved at få bygget om..." Jeg nikker til ham, og smiler kort. Jeg kan virkelig ikke huske, hvornår jeg sidst havde en ordentlig ven. Måske tilbage i anden klasse? Han virkede underligt nervøs over at skulle spørge mig, men det er nok bare noget, jeg bilder mig selv ind. Jeg er faktisk også på en måde lettet over, at han spurgte, fordi det bekræfter på en eller anden måde, at han ikke føler sig tvunget til at være sammen med mig, men at han rent faktisk godt kan lide mig som ven. Det må betyde, at vores venskab er ægte nok, og at han ikke bare bruger det for at kunne gøre mig til grin. Hvorfor vil Liam være MIN ven, når der er så mange andre, der sikkert gerne vil overtage min plads uden at tøve et sekund? Jeg tror, at det har noget at gøre med, at han kun kender den 'gode' side af mig, hvis man kan sige det sådan. Han kender kun den side, hvor jeg griner og har det sjovt, og hvor jeg virker som en, der ikke har en eneste bekymring i livet udover at have det sjovt. Han kender ikke den deprimeret mig, der græder over de letteste ting, der lukker sig inde, og nægter at tale med et levende organisme, undtagen de efterhånden levende underbukser og strømper der fylder hele gulvet. Han kender ikke den selvskadende mig, der bliver såret over de mindste ting. Han kender ikke den, jeg er det meste af tiden. Jeg ved det. Jeg gør det hele tiden. Jeg overtænker. Det eneste jeg behøver, er jo bare at være venner med Liam. Han behøver jo ikke at kende til den anden mig, han kan jo bare være venner med den glade mig. Jeg tænker alt for meget over de mindste ting, og udvikler gode ting som Liam og jegs venskab til noget dårligt, når det i virkeligheden er noget af det bedste, der længe er sket for mig.

 

Liam og jeg tager bussen hjem til mig, og vi snakker virkelig om alt muligt mærkeligt, hvilket jeg er rigtig glad for. Det er som om, at Liam og jeg allerede kan joke om alt og alle, og der er aldrig pinlig tavshed. Jeg føler mig sindssyg tryg i hans selskab, hvilket nok er noget af det vigtigste for mig. Jeg har brug for en, der kan holde om mig, når jeg er ked af det, og selvom Liam og jeg ikke har prøvet det før, har jeg på fornemmelsen, at han er typen, der altid har en skulder klar til, at man kan græde ud ved. Liam snakker stadig videre om alt mellem himmel og jord, men pludselig er mine egne tanker et helt andet sted. Zayn. Det er et eller andet underligt ved ham, der gør, at jeg har lyst til at finde ud af mere. Jeg vil finde ud af, hvad der gemmer sig bag den der facade, han konstant sætter op. Det gør mig virkelig nysgerrig, fordi Zayn virker faktisk som en, der har noget mellem ørene, og at han ikke bare sløser afsted. Han virker som en, der tænker over tingene, og det giver mig lysten til bare at kunne kigge direkte igennem ham og finde ud af, hvad han tænker. Midt i al Liams snakken udbryder jeg: "Hvordan er det egentlig at være venner med Zayn?" Jeg fortryder hurtigt mine ord, for hvad er det egentlig for noget at spørge om? Jeg for det jo til at lyde som om, at der er noget galt med Zayn, hvilket overhovedet ikke er meningen med spørgsmålet. Liam virker dog ikke til at synes, at det er et underligt spørgsmål, da han svarer helt afslappet: "Han er jo faktisk min bedste ven, men hvis jeg skal være ærlig, så er det ikke altid, at det føles sådan. Han er meget hård i det, og det er sjældent at det lykkes nogen af os at løsne ham op. Vi har vel vænnet os til ham, og hans meget specielle personlighed." Jeg nikker kort, da jeg præcis forstår, hvad det er, Liam mener. Da vi bussen stopper, og vi går hen mod min hus, begynder jeg først at blive nervøs. Det er første gang i 8 år, at jeg har haft en ven på besøg hjemme hos mig. Jeg prøver at skjule det for Liam, og jeg tror vidst, at det lykkes meget godt. Da vi træder indenfor, føles det pludselig meget rart at have Liam ved min side, da han holder mig ved selskab, og får mine tanker et helt andet sted, end hvor de plejer at være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...