Nothing as we expected it to be.

Nogen gange går det hele ikke, som man havde forventet. Alt man troede, man vidste om sig selv, er pludselig sunket ned i et dybt hul. Man prøver, til at starte med, at sparke tanken ud af hovedet, men den bliver der, urokkelig. Alle ens fremtidsplaner om kone og børn, er pludselig ikke en realitet mere, og det gør én selv urolig. For det var jo det, man altid have ønsket, eller? Hver gang man ser personen, bliver man mere og mere forelsket, uanset hvor meget man prøver at stå i mod.

8Likes
16Kommentarer
1182Visninger
AA

3. Just pretending that we're cool.

 

Zayns POV:

 

Niall irriterer mig allerede, uden jeg egentlig helt selv ved hvorfor. Han er bare så sød og genert, at det på en underlig måde giver mig mavepine. Jeg undgår at kigge på ham, fordi han skal ikke tro at min respekt er noget, man bare lige vinder. Louis og Harry skal nok få betalt for bare at lukke ham ind i vores gruppe uden min tilladelse. " Er der ikke nogen der skal med op og have noget mad? " siger Harry pludseligt, og jeg kigger på ham, irriteret over hvor glade alle som sædvanlig er. Jeg kigger på Liam, der nikker bekræftende, og derfor rejser jeg mig op sammen med de andre. Jeg kan se, at Niall, jeg har fundet ud af kommer fra Irland, kigger lidt nervøst omkring sig, fordi han tydeligvis stadig ikke har fundet ud af, at han faktisk også hører til under betegnelsen 'drengene'. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over hvor utrolig genert, han faktisk er. Niall bliver siddende lidt tid, indtil ingen andre end Louis selvfølgelig kommer over til ham: "Nialler, du behøver ikke at være genert mere, når man først er blevet venner med os, skal du ikke være nervøs for noget som helst -" Louis holder en pause, og giver Niall et venskabeligt klap på skulderen "- du er en af os nu, og derfor hænger du nok på os lidt tid frem over." Jeg kan se, at Niall smiler lettet til Louis, og han rejser sig op. Da han træder op fra bænken af, er det først, at det går op for mig, hvordan han egentlig ser ud. Hans lyse hår sidder på samme måde som mit eget hår, men når han sætter det sådan, ser det så uskyldigt på en eller anden underlig måde. Den måde hans blå øjne stirrer så intenst på en, som om at han studerer dig hele tiden, bringer en form for nervøsitet frem i mig, jeg hurtigt prøver at skubbe til side. Måden hans stramme bukser viser hans tydeligvis meget spinkle kropsbygning frem, gør mig lettere irriteret, fordi jeg får virkelig ondt i maven over at kigge for meget på ham. "Zayn Malik, halloooo, du har stået sådan der de sidste 5 minutter, og du dagdrømmer totalt!" kan jeg høre Liam beklage sig. Jeg ryster bare på hovedet lidt i protest.

 

Niall skal kæmpe for at vinde min respekt, og det kommer til at tage sin tid. Han har faktisk haft alt for let ved at komme ind i vores 'gruppe', men det er typisk Harry og Louis, der er søde ved alt og alle. Jeg skal nok sørge for at sætte en stopper for, hvad der er ved at ske. Vores gruppe er den, der er mest populær på hele skolen, så derfor må der lige sættes nogle regler på plads igen, så folk forstår, at de ikke bare kan komme og gå ud af vores gruppe, som de vil. Det er selvfølgelig for sent med Niall, da alle pludselig er venner med ham, og ingen af de andre kunne modstå hans smil og udseende. MEN DET SKAL IKKE SKE IGEN. Jeg må hellere tage en snak med Harry og Louis, så de forstå reglerne helt klart, og så de kan lære, hvordan det er her på skolen, og at det er mig, der bestemmer. Skoledagen er lige ved at slutte, og jeg vil gerne snakke med Louis og Harry hurtigst muligt. De kommer til at være sammen med Niall, når nu det er dem, der har 'meldt' ham ind i gruppen uden min tilladelse. Eller måske kunne Liam også godt være sammen med ham, de ser i hvert fald ud til at klinge godt sammen. Jeg ved bare, at folk skal blive ved med at have respekt for mig, og de skal ikke tro, at man bare lige kommer i kontakt med mig, men at man skal gøre sig fortjent til det. I det samme ser jeg Liam og Niall gå sammen ved siden af hinanden, mens de griner og har det sjovt. Det er sådan, det skal være, og Liam og Niall ser ud til at blive gode venner, så jeg igen bare kan være mig selv og sidde og studere andre, uden at jeg behøver at deltage en helt masse socialt, hvilket jeg egentlig er glad nok for. Jeg er ikke den helt store taler, men jeg tænker mere over tingene, og så overlader jeg al talen til Louis, der med glæder påtager sig den opgave. Louis og Harry plejer altid at hænge på mig, så at jeg ikke kan finde dem lige nu, ja det er faktisk rimelig irriterende. Jeg går op af trappen, da de faktisk bruger meget tid i musiklokalet, så der er en chance for, at de er der. Jeg løber op til musiklokalet, og rigtig nok, jeg kan høre Louis og Harry igennem døren. De er i gang med at synge en af deres selvskrevne sange 'Little Things', og netop denne sang har de arbejdet med i hundrede år. Faktisk mangler de tre sangere, fordi de kun er de to, men den er skrevet således, at der er fem dele. Jeg er blevet spurgt til at synge den første del, fordi Louis mente, at min stemme kunne ramme de høje toner. Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke kan lide at synge, men igen jeg skal holde mit ry, og man synger altså ikke, når man er mig. Jeg har faktisk glemt at svare Louis, om jeg har lyst, men mon ikke han har glemt det. Jeg banker på døren, men i stedet for at afvente et svar, bryder jeg bare ind. "Harry, Louis jeg skal tale med jer!" siger jeg. Louis kigger på mig, og han prøver ihærdigt på at virke irriteret, men det fungerer ikke så godt: "Zayn, du forstyrrer os, vi er altså lige ved at øve. " Jeg kigger frem og tilbage i mellem de to, sukker, og tager et skridt tættere på dem. Jeg kan se, at Harry bliver overbeskyttende  og at han derfor ligger en arm om Louis, og trækker ham tættere ind til sig. "Hør her, jeg vil bare sige, at næste gang i beslutter jer for at byde nye ind i vores gruppe, så skal i have min tilladelse. Husk uden mig, ville i to være ingenting!" afslutter jeg, og smiler skævt til dem, så de ved, at det er mig, der bestemmer. Harry kigger på mig som om, at han ved, hvad han skal sige, og så smiler han: "Zayn, det her har INTET at gøre med, at vi har budt Niall velkommen, fordi det skal vi have lov til." Jeg går helt tæt på dem, og sørger for, at de ved, at det her er alvor: "Hvad fanden snakker i om?! I ved udmærket godt, at det er mig, der bestemmer. Siden hvornår er i to blevet så fucking højrøvede? Det skal stoppe med det samme. " De kigger begge mistænksomt på mig, og udveksler blikke med hinanden, indtil Louis mumler: "Jaja, okay." Jeg bliver virkelig rasende over den kommentar. De skal ikke gå og tro, at de ved, hvad der foregår. De er altid så bedrevidende, at det er til at bliver virkelig hidsig over. Det er så fucking typisk dem. Da de skal lige til at gå, tager min vrede over. Jeg tager fat i begge deres skuldre, og presser dem op ad væggen, mens jeg hvisker: "I to, i har bare af at passe på! Jeg har hjulpet jer, så i har bare af at høre efter, hvad jeg siger. Her skal man vinde MIN respekt for at komme ind i varmen, og ikke JERES. Er i med?" De kigger begge kort på hinanden kort og derefter på mig. De synker en klump og nikker, og med det samme slipper jeg dem, og de smålunter nærmest ud af døren. Det er som sædvanlig tilfredsstillende at have kontrol over situationen.

Sååååå alle sammen, undskyld det tog så lang tid, at få skrevet det her kapitel, men jeg havde skrevet hele kapitel to, da min computer valgt at lukke det hele ned!! arghhh

Men hvad synes i? Bare kom med en masse feedback både positiv og negativ. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...