Nothing as we expected it to be.

Nogen gange går det hele ikke, som man havde forventet. Alt man troede, man vidste om sig selv, er pludselig sunket ned i et dybt hul. Man prøver, til at starte med, at sparke tanken ud af hovedet, men den bliver der, urokkelig. Alle ens fremtidsplaner om kone og børn, er pludselig ikke en realitet mere, og det gør én selv urolig. For det var jo det, man altid have ønsket, eller? Hver gang man ser personen, bliver man mere og mere forelsket, uanset hvor meget man prøver at stå i mod.

8Likes
16Kommentarer
1193Visninger
AA

2. It just don't feel right.

Nialls POV:

Mit vækkeur viser 6:00. Det er alt for tidligt, men det er simpelthen umuligt for mig at sove længere. Nervøsiteten spreder sig i hele min krop, og det kilder svagt i maven. Jeg trækker benene op under mig, og sætter mig op. I dag er det en ny dag, prøver jeg at berolige mig selv med, men uanset hvad, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de vil være lige så modbydelige og uimødekommende overfor mig som min gamle skole. Uimødekommende, kan man vist ikke kalde det, da jeg har gået på den skole hele mit liv. Jeg blev nok mere bare ignoreret. Når man ser film, hvor folk bliver mobbet i, har de ligesom altid den der anden ven, der er ligeså særling, som sig selv, men det er ikke tilfældet med mig. Jeg havde virkelig ingen, siden folk fandt ud af, at jeg var biseksuel. Der blev gjort modbydelige ting ved mig, men jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det slet ikke var så slemt, at der var værre ting her i verden, end at blive tæsket, udsat for trusler og blive mobbet dagligt. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er min skyld, at de gjorde, som de gjorde, fordi det er jo mig, der er unormal, i og med at jeg er biseksuel. Selvom, jeg aldrig har haft en kæreste, er jeg fuldt ud bevist om min seksualitet. Ja faktisk, ved jeg, at jeg er homoseksuel, men det gør det nemmere at sige, at man er biseksuel, fordi folk synes, at det på en eller anden måde er mindre unormalt. Så derfor; jeg er biseksuel. Jeg havde besluttet mig for, at tage de tre sidste år i skolen på min skole i Mullingar, fordi jeg vidste, at jeg nok skulle klare den. Min plan gik fuldstændig i vasken den dag, hvor jeg kom hjem gennemtæsket, og min mor, totalt imod min forventning, var kommet tidlig hjem. Hun opdagede det, og jeg vidste, at jeg ikke kunne snige mig udenom sandheden. Hun græd i dagevis, og det var MIG, der trøstede hende. Hun tog den hurtige og drastiske beslutning at flytte til London. Jeg husker, at jeg var et stort bundt at følelser. Jeg var glad i håbet om, at jeg kunne få nye venner, og at de forhåbentligt, ville kunne acceptere mig, som den jeg er. Men det kunne også gå den modsatte vej, og jeg kunne ende som på min gamle skole. Mit nye værelse er egentlig ret flot og stort i forhold til det i Mullingar. Lige siden mor fandt ud af, at jeg var blevet mobbet, troede hun, at hun kunne gøre mig glad med gaver og penge. Hmpfr. Nogen gange skulle man virkelig tro, at min mor er dum, sorry mor, men altså.

 

Vækkeuret viser nu 6:20, og jeg slæber mig selv op af sengen. Jeg ser mig selv i spejlet, og kan mærke en klump i halsen. Jeg har lyst hår med mørke udgroninger, og det er tydeligt at se, at mit hår er blevet en anelse for langt. Min højde, 1.65, gør virkelig, at jeg ligner en lille dreng, og mange synes, at jeg ser sød ud, ALTSÅ JEG MENER SØD?? Uhh, det ord irriterer mig virkelig, fordi i min alder vil man jo virkelig gerne være lækker, og ja, jeg er bare sød. Jeg er lidt splejset, og uden særlig megen kropsbehåring. Mit ansigt er vel egentlig fint nok, men min næse er en anelse for stor, synes jeg selv. Min hud er ren, og mine tænder er endelig lige, efter 2 år med togskinner. Det eneste jeg kan lide ved mig selv, er mine øjne. De er grønne helt inde tætte på pupillen, og blå resten. Jeg har en stil, der passer til mig, og man kan se, at det er det tøj, der passer til mig. Jeg går altid i skinny jeans, for det meste sorte, så derfor er det, det første jeg tager ud af min garderobe. Jeg trækker i dem, og jeg synes faktisk, at de sidder godt på mig, fordi jeg har så tynde ben, som jeg nu har. Jeg står lidt og tripper i mellem at vælge min langærmede Michael Bubble t-shirt, jeg købte til hans koncert, eller om jeg skal vælge den mørkegrå strik, der sidder lidt løst på mig. Jeg kigger ud igennem sprækken i mit gardin, og jeg kan se, at det styrtregner, og at det ser rigtig koldt ud. Det bliver strikken. Jeg trækker den ned over mine arme, så den skjuler mine arme, hvorpå man tydelig kan se, at de har været udsat for selvskade igennem 5 år. Jeg er for svag til, at kunne holde deres mobberriger ud. Det tror jeg ærligt ikke, at særlig mange vil kunne holde ud. Jeg elsker virkelig, når det regner. Det minder mig om mig selv. Mørkt og depressivt. Ja, en depression, det har jeg så også. Mange folk ved det ikke, fordi jeg ALTID sætter en facade op. Som om der ikke var nok galt med mig i forvejen. Jeg er bare en fejl. Klokken viser nu 7:00. Jeg står endnu lidt og kigger på mit spejlbillede, før jeg tager min skoletaske på ryggen, og sniger mig forsigtigt ud gangen og ned trappen. Jeg må for guds skyld ikke vække min mor, selvom jeg lovede, at jeg ville gøre det. Jeg ved, at hun vil blive totalt hysterisk med, at jeg skal huske det ene og det andet. Resten af familien sover, da jeg er en yngste, og dermed også den eneste, der går i skole. Resten af min familie skal første møde på deres diverse arbejdspladser klokken 9:00. Da vi lige var flyttet ind, hvilket var i lørdags, fandt jeg hurtigt ud af, hvilket trappetrin, der knirkede, så det springer jeg let og elegant over. Da jeg kommer ned i køkkenet smider jeg min taske, og laver en stor portion morgenmad, da jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt at sætte mit hår. Jeg går ud på badeværelset, og kører hånden med hårgelé igennem mit hår, og laver et lille 'skihop', som jeg plejer at gøre. Det ser egentlig ret fedt og anderledes ud. Jeg tager mobilen op af lommen. Klokken viser 7:27, og bussen kommer klokken 7:30. Jeg skynder mig ud i køkkenet, og skylder min tallerken af. Jeg tager min jakke på, tasken over skulderen, og til slut tager jeg mine sorte, slidte Dr.Martens på.

 

Da jeg træder ind på skole, er det tydeligt, at folk stirrer. Pigerne kigger med åben mund og store øjne, og drengene jealous på mig. Jeg kan høre en pige hviske til en anden: "Nej, ham den nye fyr er min, glem det!" Der går et sus igennem min krop, og jeg synes, det er underligt, at folk snakker 'sødt' om mig, noget andet end jeg er vant til. Da jeg prikker en mørkhåret, lille pige på skulderen, for at spørge om vej til kontoret, er hun nær ved at besvime, og NEJ  jeg overdriver virkelig ikke. Hun får fremstammet: "Den veee - ee - e - ej", og hæver forsigtigt sin pegefinger mod enden af gangen. "Tak", siger jeg med en snært af selvtillid i min stemme. Pigerne er allerede gået ind i klasselokalerne, TYPISK PIGER, mens drengene stadig står ude på gangen og fylder den lange gang med snak og latter. Jeg maser mig igennem massen, og når jeg en sjælden gang i mellem kigger op, kigger jeg bogstaveligtalt op på de andre, hvor de fleste er fra 1.80 og derover. TOTALT FEDT. Drengene holder dog ikke tilbage med at stirre, og nogen af drengene ser dog også ud til at være tilfredse med, hvad de ser. Jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv, for jeg ved, hvor lidt af dem, der rent faktisk indrømmer deres seksualitet. Jeg synes virkelig, at gangen er uendelig lang, og jeg støder også ind i mange på min vej, så mange, at jeg er sikker på, at da jeg er nået til Rektors kontor, ligner jeg sikkert én stor tomat. Jeg går ind på Rektors kontor, og bliver imødekommet af en nydelig dame midt i 40'erne, der præsenterer sig selv som Mrs. Tomlinson. I samme øjeblik, kan jeg høre, at det banker på døren, og ind træder en dreng på cirka 1.78 (ja, jeg ved godt, at jeg er meget højdefikseret, men det er selv fordi, at jeg er træt af at være 1.65). Han er utrolig smuk, dog ikke min type. Han har gråblå øjne, og når han smiler, lyser hele hans ansigt op. Han er solbrændt, og hans hår er sat lidt tilfældigt, men utrolig cool. "Heyy, du må være den nye elev?" siger han, og rækker sin hånd frem, jeg tager i mod den, og svarer: "Jep, Niall Horan!" Drengen kigger på mig og smiler, hvorefter han fortæller, at han er Rektors søn, og at han skal vise mig rundt på skolen, og få mig til at føle mig tilpas. "Vi bliver gode venner, Nialler" slutter Louis af, og river mig med ud af kontoret. "Men du må for alt i verden ikke gøre Harry jealous!" siger han, og denne gang mere alvorligt. Han river stadig i min arm, og jeg kan se på uret (og menneskemængden), at spisefrikvarteret lige er begyndt. "Jealous, Harry, hvad?" får jeg fremstammet. "Hmhmm, Harry er min kæreste, og han bliver meget nemt jealous," siger Louis og jeg kan se, at der breder sig et stort stolt smil på hans læber. Jeg smiler til ham: "Nårh, på den måde.. Altså så Harry og dig er kærester? Altså ikke, at jeg har noget imod det overhovedet! Men eh, I hvor lang tid?" Louis er ikke nem at narre, og han fornemmer med det samme, at jeg er MEGET interesseret i hele det homoseksuelle emne, så han begynder bare at snakke løs, om hvor meget han elsker Harry, og om hvordan de skal være sammen for evigt. Jeg kan mærke et stik at misundelse i maven på mig selv.

 

Da vi træder ind i kantinen, er der ret mange hoveder, der vender sig om, synes jeg i hvert fald, men det lader ikke til, at Louis ligger mærke til noget, han fortsætter bare i samme retning til et bord. Da vi kommer derhen, svinger Louis hænderne omkring ham, jeg formoder er Harry, og så får den da også bare hele turen, med både kysseri og snaveri. Jeg står og kigger mig omkring, fordi jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Efter noget tid, hvor jeg kan konkluderer, at det ikke slutter pludseligt, sætter jeg mig ned, og stirrer ned i min mad. "Nå, så du er den nye dreng, Nils, Neil, N- " "Niall Horan" siger jeg og afbryder Harry. Jeg kigger på ham og smiler. Han smiler igen, og jeg kan se nogen små smilehuller forme sig i kinderne på ham. Han er virkelig det, jeg vil definere som en soulmate for Louis. Selvom de er vidt forskellige (Louis har en pigestemme, Harrys lyder som om, han har slugt søm, Louis er solbrændt, Harry er bleg som et lig, Louis har blå -) ja altså og sådan kan jeg fortsætte, men på en eller anden måde, passer de bare perfekt til hinanden. "Harry, er han ikke bare så super sød at kigge på, se ham lige?" siger Louis, mens han svinger armen om Harry. Selvom man allerede tydeligt kan se jalousien brede sig i Harrys ansigt, for han alligevel fremstammet: "Jo, SUPER sød." Super, bliver jo selvfølgelig sagt med en sarkastisk stemme, og jeg kan ikke lade være med at smågrine lidt over, hvor jealous Harry er. Harry opfanger det hurtigt, og siger: "Hvad er det, der er så sjovt, Horan?" Jeg smiler lidt for mig selv: "Jo, ser du, Louis nævnte godt nok noget om, at du nemt blev jealous, men jeg troede ikke, at du ville blive jealous over sådan en bette skid som mig. " Jeg sidder og smiler, mens jeg kigger på Louis, der er ved at brække sammen af grin. Harry kigger op på mig: "Når du siger bette skid, hvor lavt er det så?" Oh right, han prøver at snakke udenom emnet. "1.65." Harry spytter meget af det mad ud, han har i munden. Han begynder at grine helt hysterisk. Han kigger på mig, og beder mig rejse mig op, så vi kan måle vores højder. Da han rejser sig op, kan jeg godt se, at han ikke bare er høj. Han er sådan 1.90, eller der omkring. Jeg rejser mig også op, dog lidt mere tøvende, og jeg bliver nød til at stå på tæer for bare at kunne se hans mund. "Wow, Niall, du er ikke bare lille, du er sådan dværg-lille!" siger Harry mens han sætter sig ned ved kantinebordet igen, "har du så ikke svært ved at finde piger, der er mindre end dig selv?" Jeg stirrer ned i min mad, uvidende om, hvad jeg skal svare, så jeg prøver bare at finde på noget: "Altså, egentlig, hmm, faktisk, såeeee -" før jeg har nået at slutte min sætning, afbryder Louis, velvidende om hvad der foregår: "Du er slet ikke interesseret i piger, er du vel?" siger Louis med et smil på læben. Jeg bider mig selv i læben. Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at sige noget omkring min seksualitet, men jeg er ligesom blevet taget på fersk gerning. Jeg ryster let på hovedet, kun nok til at Louis kan se det, og i det samme bliver jeg afbrudt af Harry, der udbryder: "Zayn, Liam, det var også på tide, det her er Niall, den nye dreng!" Jeg ser, at der sætter sig en ved siden af mig, men vi kigger ikke på hinanden, indtil han vender sig om og præsenterer sig selv: "Hey, Niall, jeg hedder Liam. " Jeg kigger på drengen, der sidder ved siden af mig, altså Liam, og vurderer, at han faktisk ser ret godt ud. Jeg tager imod den hånd, han rækker frem, og svarer: "Godt at møde dig Liam." Han smiler, og seriøst han har nok verdens mest nuttede smil. Der går lidt tid, før jeg opdager Zayn, der sidder omme på den anden side af Liam. Han kigger ud over kantinen, og han ligner ikke en, der har tænkt sig at hilse, så jeg undlader at give ham min opmærksomhed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...