Det Kunne Have Været Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Denne historie er oprindeligt en skole opgave, men jeg ville uploade den her til alligevel.
Emnet var næste kærlighed, og jeg valgte at sætte fokus på at man ikke bare kan se til, mens håbet hos ens næste slipper op.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

1. Det kunne være dig

Dørhåndtaget blev langsomt trykket ned. Hun trådte forsigtigt ind af døren. Hendes øjne var fokuseret på gulvet, mens hun skyndte sig hen til sin plads. De råbte af hende igen. Jeg ved ikke engang, hvad de råbte, jeg stirrede bare ned i min bog i et forsøg på at lukke det hele ude… Dem, hende, klassen og de der bare så på. De gjorde intet. Men jeg var ikke meget bedre selv. Mit blik vendtes mod læren. Hvorfor gjorde hun ikke noget? Hun kiggede bare på dem med et tomt blik i øjnene. Jeg ville stoppe det, men jeg kunne ikke. Når jeg prøvede på det, var jeg som limet til stolen. Jeg åbnede munden for at råbe, men der kom ingenting ud.

I det fjerne kunne jeg høre at klokken ringede. Hun løb ud af døren, mens de andre råbte efter hende. Hun løb væk hvert eneste frikvarter. Engang gik jeg efter hende for at se, hvor hun gik hen. Dengang var hun gået ned på skolens bibliotek. Det lå i kælderen, og ingen kom der. Specielt ikke i frikvartererne. Jeg tog en hurtigt, måske en smule dum beslutning, om at følge efter hende endnu en gang. Jeg blev nødt til det, jeg kunne ikke holde ud bare at se til. Hun løb ned af gangen. Hun styrtede ned af trapperne og gik ind på et af toiletterne. Forpustet efter løbeturen satte jeg mig op af døren, til det toilet hun gik ind på. Jeg kunne høre hun græd derinde. Jeg forstår slet ikke hvorfor, de er sådan efter hende. Hun er sød og meget hjælpsom. Engang i de små klasser var vi ret gode venner. Men det ændrede sig, da vi blev større, og de begyndte at mobbe hende. Hun lukkede sig inde i sig selv. Jeg havde prøvet at snakke med hende om det, men hun undgik det hele tiden. Jeg begyndte at ignorere hende. Jeg hadede mig selv for det, men efter de begyndte at råbe efter mig, turde jeg simpelthen ikke at være sammen med hende mere.

 Noget inden i skreg til mig, at jeg skulle gøre noget. Jeg kunne ikke leve med det mere. Hvordan kunne jeg bare vende ryggen til en, jeg elskede, når hun havde allermest brug for mig? Jeg rejste mig langsomt op, fast besluttet på at handle. Det at hjælpe andre er et ansvar, man har som menneske. Jeg gik op af trapperne og tilbage til klasselokalet. Jeg havde lige sat mig på min plads, da hun kom ind af døren. De råbte grimme navne af hende. Svimmel og med fugtige håndflader, rejste jeg mig beslutsomt op. Jeg gjorde det umulige. Det jeg havde kæmpet mod i så mange år. Jeg konfronterede mobberne og beskyttede min veninde. Jeg læssede det hele af. Alle de følelser jeg havde gemt væk i så mange år. De kiggede chokerede på mig. Vores lærer var kommet ind midt i det hele. Hun stod med store øjne og åben mund. For en gang skyld var jeg ligeglad med, hvad de andre tænkte om mig. Jeg gjorde ikke det her for mig, men for en jeg havde kær. Jeg kendte endnu ikke konsekvenserne, og i øjeblikket var jeg også ligeglade med dem. Jeg gjorde der her for min næste. Det kunne have være mig, eller hvad hvis det var dig? Hvad ville du gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...