Dødedanseren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Igang
I tidernes morgen skabte guderne mennesket. De pustede en sjæl ind i hver enkel krop. Sjælene er lavet af ren energi, som guderne skal bruge til at holde verdenen kørende. De holder balance i verdenen ved at samle sjælene når kroppen bliver slidt op. De har sat døden til at samle sjælene, og han går hver dag på jorden og samler sjælene op, og leder dem hjem til guderne.
Desværre blev guderne trætte af at se på menneskerne, så de skabte Signaerne, en race helt for sig selv. De ligner og opfører sig som menneskerne, men har ingen sjæl. De lever udelukkende på følelser. Guderne var glade for deres resultat, og lod verdenen udfolde sig selv.
I mange år gik det godt, indtil en dag hvor Signaerne var trætte af ikke at have en sjæl. De prøvede alt. Kidnappede mennesker og hev deres sjæle ud, men kunne aldrig få dem. De fandt ud af de aldrig kunne få en sjæl. De blev sure. Og så skabte de dødedanserne. Og maskerne er deres kendetegn.

3Likes
1Kommentarer
437Visninger
AA

3. Skygger

Mellanie rørte ikke på sig. Hun var lammet af rædsel, og kiggede op og ned af mig, vidste ikke rigtig om hun skulle angribe eller overgive sig, og tigge mig om ikke at slå hende ihjel. Jeg smilede og tog et skridt fremad. 
"Giv mig min maske tilbage. Du burde ikke lege med så kraftige sjæle. Det ved du også godt." Jeg strakte armen frem, og ventede. Mine løse ærmer blev blæst op af vinden, og på min underarm kunne man skimte kendetegnet for dem der danser med de døde. En violin, som jeg havde fået brændemærket der, tilbage i tidernes morgen. Marina gav slip på Mellanie, og de udvekslede hurtigt blikke. Mellanie lagde masken i min hånd, og jeg kunne med det samme mærke dens varme sprede sig i min hånd. Den havde savnet mig. Og jeg havde savnet den. Jeg tog den hurtigt på, og så rundt. Jeg kunne nu se Mellanie og Marina i deres sande forme. Skygger. Små, skræmte, skygger, der prøver at leve et normalt liv i frygt. 
"Så, dødens håndlangere. Og jeg som bare troede i var kedelige sjæleløse." Mellanie fnyste ved fornærmelsen, også selvom hun ikke var sjæleløs. 
"Du ved godt de ikke bliver kaldt sjæleløse, og det er respektløst at kalde dem det. De er trods alt dine skabere. Du burde vise mere respekt." Mellanie kiggede hurtigt på mig, skræmt over at hun havde været så seriøs foran en der nemt kunne knække nakken på hende.
" Du.. Du af alle mennesker ved hvad jeg er i stand til at gøre. Og så tør du alligevel stille dig op foran mig, og håne mig? Stjæle min maske ligefrem?" jeg smilede igen. Et tørt smil, der hurtigt forsvandt, og blev til en iskold mine. "Giv mig en god grund til at jeg ikke skulle slå jer begge to ihjel, og sige til jeres chef i prøvede at skade mig?" Marian gispede, og kiggede på mig.
"Hey hey hey, det ved du jo godt vi ikke kunne finde på, Mellanie mente ikke hvad hun sagde, hun mente at du ser godt ud i dag, og det ville være en skam at risikere at ødelægge det fine hår, over noget så dumt, ikk Mellanie?" Marian kiggede nervøst på Mellanie. Mellanie nikkede hurtigt.
"Tror i virkelig jeg tænker på mit hår? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg går nu. Men tro ikke i har set det sidste til mig. Jeg kommer tilbage. Og det bliver ikke som et venligt besøg." Jeg skulle til at dreje rundt på hælen, da jeg hørte nogen råbe inde fra huset af.

Jeg vender mig om og ser endnu en skygge. En ung kvinde, klædt i hvidt fra top til tå. Jeg smilede, og gik over til hende. Hun sagde ikke noget, men lagde bare armene over kors.
"Og hvem er du så?" Jeg kiggede ind i hendes hvide store solbriller, men kunne ikke se hendes øjne. 
"Jeg er en du ikke ønsker at møde." Hun bevægede ikke læberne når hun snakkede.
"Jeg har lige mødt dig, og du står allerede og truer mig?" Jeg lagde armene over kors, og sendte hende et koldt blik. "Er det ikke lidt hurtigt?" Hun bevægede sig ikke.
"Jeg synes du skal gå nu. Det er jo klart du ikke er velkommen her, dødedanser." Jeg tog et skridt tilbage, forbavset over at hun turde sige det ude i det fri hvor andre kunne høre os.
"Jeg går ikke før jeg får dit navn at vide, og hvor du kender mig fra." Jeg prøvede at holde min stemme i ro, men hun kunne godt se jeg var begyndt at kende hende.
"Medusa, du ved godt hvem jeg er. Og dig? Hvem kender ikke dig? Du er nok den eneste der er dum nok til at tro du kan true mig. Du har jo trods alt været fræk nok til at knække nakken på min bror." 
"Ham den grimme med hatten? Var han din bror?" sagde jeg med hån i stemmen. "Jeg vidste ikke i skygger kunne formere sig. Jeg troede det havde noget at gøre med sten og indavl." Hun hævede hånden, som om hun skulle til at slå mig, men sænkede den hurtigt igen.
"Jeg siger det én gang til Medusa. Gå. Din. Vej." Jeg sukkede, og rettede på masken.
"Du bestemmer ikke over mig. Hvad vil du her?" 
"Jeg vil have hævn. Min bror døde ved din hånd, fordi der er en eller anden latterlig dusør på dit hoved. Det tillader jeg ikke." 
"Så skulle han jo nok ikke havde været dum nok til at jagte mig. Jeg dræber for at overleve." 
"Nej, du dræber for at få flere sjæle. Der er forskel. Og de 538 sjæle du tog fra min bror? Jeg vil have dem tilbage." 
"Og hvordan vil du så det? De er alle sammen herinde" jeg bankede på min maske med min pegefinger. "De er mine nu. Og om du så slog mig ihjel, ville du ikke kunne få dem." 
"Lad mig om det. Giv mig din maske." Hun strakte en arm ud, og hendes kolde fingre aede min maske. Jeg rykkede hovedet væk, og slog hendes hånd væk fra min maske.
"Så må du ruske den ud af mine kolde, døde hænder."
"Med glæde..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...