Mordskolen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
"Det er uhyggeligt.. De snakker fandme konstant om den skole over alt i medierne"
"Om hvor god den er?"
"Om hvor mange der fucking mister livet på den mor"
"Medier gør alt for at få seer"
"Slår de også ihjel?"
"Kom nu bare afsted Mille"
***
Mille er en pige der får alt hvad hun peger på. Hendes forældre er stinkende rige, men da hendes far mister sit job, bliver Mille sendt på en kostskole. Men ikke hvilken som helst..

2Likes
2Kommentarer
129Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg ruller en tot kulsort hår om min finger. Den sætter sig blødt om den. Mit hår er tykt og sort. Ikke rigmands datter lyst. Mørkt som tjære, men stadig glinsende. Totten falder ned af min finger, og jeg gør et halvhjertet forsøg på at svinge den op på min finger igen. 

Døren bliver knirkende åbnet. 

Min far har mørkt hår, gnedet ind i gele, og går altid i jakkesæt. Hans øjne er alvorlige, stirrende, brændende, og brune, og han ligner næsten noget for en skrækfilm. Men har er mit et og alt. Han giver mig alt hvad jeg vil have. Han siger aldrig nej. Han ligner en mand af få ord, men i virkeligheden snakker han meget. Hans stemme er alvorlig, selv når han er glad.

"Mille? Der er familiemøde" 

"Ja okay!"

"Mille! Der er familiemøde"

Jeg rejser mig op. Far har en sikker fornemmelse for hvornår jeg vil komme og sætte mig, og hvornår jeg bare prøver at ryste ham af, som en flue der irritere mig. 

Gulvet knirker en smule, men jeg vandt til det. Jeg træder forbi et løst bræt, der har været løst siden....

Det snakker vi ikke om. 

Mor som er en venlig, smilende, lyshåret dame, med knaldrøde læber, og fyldige vipper er næsten modsætningen af far. Hendes øjne er himmelblå som mine, og hun smiler heletiden. Hendes ansigt er faldet i rynker. Unaturligt mange. Selvom hun er i midten af tredverne. Hendes læber anstrenger sig i et smil. Et smil der er mere unaturligt end noget hendes ansigt nogensinde har frembragt.

Ham-Vi-Ikke-Taler-Om,s plads står tom. Gabende tom. Slugende tom. Som kunne tomheden sluge den hvert minut det skulle være. Støvet ligger i et fint uberørt lag på stolen. Det er ikke blevet rørt i et år. For der er ingen af os der tør røre hans stol. Og slet ikke troende mor. Helt ærligt! De første 14 dage holdte hun kors for den, og turde ikke sidde ved middagsbordet. Nu sidder hun her. 

Så langt fra stolen som muligt. Derfor har jeg fået pladsen vedsiden af. Vedsiden af ham. Det er ubehageligt. For stolen er det sidste stykke ham der er i huset. Det intet nogensinde tør berøre. 

"Kæreste Mille" begynder mor.

"Kan du huske Benjamins skole" stirrede far tomt.

"DU MÅ IKKE SIGE HANS NAVN!" skreg mor. Hun hev et kors af halm op af lommen, og holdte den mod stolen. "Drengen er en dæmon! De tog ham tilbage!"

"Slap af Bente"
"HAN VENDER TILBAGE"

"Den stakkels dreng er død og borte for et år siden"

"Benjamin..!"

"DU MÅ IKKE SIGE HANS NAVN"

"Gud fanden må jeg det"

Far rejste sig irriteret op fra stolen. 

"Den dreng er vores søn Bente! Nu behandler du ham sgu med respekt! Det fandme ikke hans skyld"

Tavshed. Akavethed. Dræbende tavshed. Bliver til dræbende akavethed. Fars blik lynede iltert. Mor tav. Sagde intet. Men man kunne se skrækken i hendes øjne.

"Mille, du skal gå på Liljehøj skole! Den skole som Benjamin gik på, inden han"

"Stop" hviskede jeg.

"Hvad er der galt med jer to! Kan i ikke klare at se sandheden i øjnene!"

"Nej" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...