Mordskolen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
"Det er uhyggeligt.. De snakker fandme konstant om den skole over alt i medierne"
"Om hvor god den er?"
"Om hvor mange der fucking mister livet på den mor"
"Medier gør alt for at få seer"
"Slår de også ihjel?"
"Kom nu bare afsted Mille"
***
Mille er en pige der får alt hvad hun peger på. Hendes forældre er stinkende rige, men da hendes far mister sit job, bliver Mille sendt på en kostskole. Men ikke hvilken som helst..

2Likes
2Kommentarer
131Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg krammede den stribede pude til mig. Farven glinsede i solens stråler. Regnen var forlængst holdt op, og selvom skyerne var tæt samlede havde det lykkedes solen at bryde muren, samt sende en intenst lysstråle mod mig. Lysstrålen havde sat sig i mit ansigt, og havde vidst ingen ideer om at flytte sig. Også selvom jeg holdte den stribede pude op foran mit ansigt. 

Mit værelse var stort. Meget stort. Min familie havde altid været velhavende. Så jeg havde fået alt jeg pegede på. Jeg placerede blidt mine fingrer i den dunbløde silkemadras. Legede med stoffet med min finger. Det var blødt. Meget blødt. Blødere end noget andet i huset. Jeg tegnede en cirkel med min finger. Cirklen forsvandt efter 5 korte sekunder. Når man satte sig i sengen kom der et mærke efter en. Fordi den var så blød. Så blød og rar.

Huset var stort. Da jeg var lille troede jeg det var hjemmesøgt. Dørene knirkede af og til. Gik nogengange op af sig selv. Og dørene smækkede i. Og nogengange blev der koldt. 

Derfor gav min far mig Safe. En lyserød bamse, med smukke blå øjne. Når jeg havde den forsvandt spøgelserne. Jeg havde stadig Safe trods jeg var 5 år da jeg for første gang mærkede hans bløde pels mellem mine fingrer.

Nu vidste jeg selvfølgelig at spøgelser ikke findes. Det havde jeg gjort siden jeg var 12. Og det mest uhyggelige spøgelse blev forelskelsen. Nu er jeg 13. Og Safe har tjent mig hver gang jeg var bange. Safe er min ven. En af mine perfekte venner. Jeg har hvisket hemmeligheder med Safe. Flere end med Emilie og Klara. Og for den skyld Samuel. Min kæreste. 

Solens lys forsvandt, bag skydækket igen. Jeg tegnede endnu en cirkel på madrassen. De yderste grene på det store æbletræ svingede i vinden. Der var er vindblæst træhus i toppen, der aldrig blev benyttet mere. Det havde været Benjamins.

Men ham taler vi ikke om. Overhovedet ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...