Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Færdig
Truth lever i byen Light, hun er 18 år gammel og bruger sin tid sammen med hendes bedstevenner, Jack, Jerry og Tom (jep Tom og Jerry) og på at forberede når hun skal være dronning, men alt det ændre sig da hun falder igennem tunnellen til Dark, Lights fjende. Hun er nød til at bruge kræfter hun kun har brugt få gange før, for at beskytte dem hun elsker.

4Likes
3Kommentarer
1415Visninger
AA

3. New love

"Forhandling" sagde jeg , men det kom kun ud som en svag hvisken. De kiggede alle sammen forundret op på mig. "Kom her ned, så skal vi nok forhandle," kom det fra en stemme der lød alt for bekendt. Jeg rejste mig op så jeg stod op. Jeg gik stille ud af på grenen inden jeg hoppede. Da jeg var 1 meter fra jorden forvandlede jeg mig til en falk og fløj lidt inden jeg landet på jorden igen. 
Jeg forvandlede mig tilbage til menneske, vendte mig om og kiggede på dem. "Lad os forhandle," sagde jeg med en klar stemme, så jeg ikke lød lige så svag som før. De kiggede på mig med nogen virkelig sjove blikke og jeg var lige ved at begynde at grine over det. "Du følger bare med os, så sætter vi os ind i et mere privat rum," det kom fra den samme stemme som før. Min bror, Lui, stod lige foran mig og han kunne ikke genkende mig. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og studerede ham nøje. Krigerne begyndte ligeså stille at gå hen mod en dør og jeg fulgte bare efter som en lille hundehvalp. Vi kom ind i et rum med et stor bord, mørke tæpper og to lysekroner i loftet. Lui satte sig i den ene bord ende og krigerne satte sig rundt om så der kun var den anden bord ende tilbage. Jeg gik hen og stod bag min stol, jeg følte mig ikke tryk nok til at sidde ned. Jeg kiggede ned på stolen, for ikke at kigge på dem.
"Sæt dig dog," jeg kiggede hurtigt op på han der havde sagt det. "Jeg føler mig ikke tryk nok til at ville sidde ned," sagde jeg med en neutral stemme. Jeg lod begge mine albuer hvile på ryglænet til stolen. "Når men lad os komme igang, hvad vil du gerne have?" Spurgte Lui , han kiggede på mig som en fremmed. "Jeg vil bare gerne hjem," sagde jeg og kiggede hen på ham.
"Og hvad kan vi så få til gengæld for det," hans stemme var hel mørk. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, først kan han ikke genkende mig og nu er hans stemme helt mørk og fjende agtig.
Nu fik jeg simpelthen nok, "hvorfor kan du ikke genkende din egen søster."   Han fik et helt underligt blik inden han svarede," jeg har ikke set min søster i flere år og jeg det kommer jeg heler ikke til." 
"Der tager du så fuldstændig fejl for 'hun' står lige foran dig," mine øjne begyndte at blive blanke, så jeg kiggede hurtigt ned på stolens sæde. 
"Truth? Er det virkelig dig?" Hans stemmede rystede næsten, men jeg kunne ikke hører om det var fordi han græd, var sur eller nervøs. Jeg gav et lille nik med hovedet inden jeg kiggede op på ham igen. Han rejste sig hurtigt op og løb rundt om bordet. Så snart hen var tæt nok på svang han armene rundt om mig. Jeg lagde stille mine arme rundt om ham imens mit hoved lå ind mod hans skulder. "Hvor har jeg dog savnet dig," jeg kunne næsten ikke hører det for det kom ud som en svag hvisken over mig. 
"Lui, jeg er altså nød til at komme tilbage" mumlede jeg ind mod hans skulder. "Hvorfor? Jeg har jo lige fået dig tilbage," han lød virkelig skuffet. 
"Lui, jeg skal udnævnes til dronning imorgen, jeg er nød til det." Jeg vent mig om og satte i løb mod vinduet. "Jeg skal nok komme tilbage, Lui!" Råbte jeg da jeg hoppede ud af vinduet og forvandlede mig til en sneugle. Jeg fløj hen til tunnellen der førte ned til Light. Jeg forvandlede mig tilbage til menneske og sprang ind i tunnellen. Der gik ikke særlig længe før jeg kunne genkende vores tunnel, men alligevel gjorde jeg mig usynlig, der er jo nogen fordele ved at være den enste i hele verden der kan det. Jeg landte let på mine ben uden at give en lyd fra mig, man ville alligevel ikke kunne hører for alt den råben. Jeg kiggede over mod der hvor råben kom fra. Jack, Adrian og Tom stod og omringede en af Darks krigere. Jeg gik lynhurtigt der over og stoppede ikke før jeg stod midt inde i det hele. Jeg gjorde mig synlig igen og kiggede rundt på drenge. De havde alle fået store øjne. Jeg kiggede over på krigeren der stod helt oppe af væggen. Han var høj, muskuløs bygget, sort halvlangt hår og de mest fantastiske blå øjne i hele verden. Så snart jeg kiggede ind i hans øjne var der noget der sagde klik. Jeg blev straks smask forelsket i ham og jeg kunne se på ham at han havde det på samme måde. Et lille genert smil kom frem på mine læber. "Truth! Hvordan slap du væk der fra?" Kom det chokkeret fra Jack. "Jeg forlangte en forhandling, fandt Lui og flygtede derefter," jeg sagde det kort, men jeg kiggede aldrig over på Jack mens jeg sagde det, jeg kunne ikke få mine øjne væk fra krigeren. Jeg stak min hånd hen mod ham," hey, mit navn er Truth."
Han tog hurtigt min hånd uden at bryde øjenkontakten. "Mit navn er Adrian." 
"Truth, man sludre ikke med fjenden," Jerry var mindst lige så chokeret som Jack. "Og hvorfor nu ikke det?" Spurgte jeg om selvom det lød dumt. 
"Fordi de er fjenden, det er dem vi kæmper imod, ikke dem vi sludre med." 
Jeg kiggede rundt på drengene med et chokkeret blik. "Så må i leve uden mig," jeg trak lynhurtigt Adrian ind til mig og gjorde os usynlige. Vi var de eneste der kunne se hinanden. Jeg trak hans hoved ned til mig så jeg kunne hviske i hans øre," de kan ikke se os, lad os se at komme væk."  Jeg tog fat i hans hånd og trak ham over mod tunnellen. Jack, Jerry og Tom løb rundt som en flok forvirrede mus og prøvede at finde os. Jeg hoppede ned i tunnellen og trak Adrian med mig. Jeg gjorde os synlige igen og kiggede over på Adrian. "Adrian?" Jeg kiggede spørgende hen på ham. Han gav et nik fra sig som svar. "Havde du det på samme måde som mig der oppe?" Spurgte jeg. "Altså ja," sagde han," hvis du mener med at det slog gnister da jeg så dig i øjne." Et smil kom frem på min læber. "Vi lander om lidt," kom det fra Adrian, han må have været på den her tur mange gange før. Og rigtig lidt efter landte vi, men denne gang var der ikke nogen alarm eller noget som det. Jeg vendte mig om mod Adrian og trak ham helt ind til mig i et kram," jeg har det som om vi har kendt hinanden i tusind år og ikke i et par minutter." 
"Jeg har det på samme måde," jeg kiggede op i hans øjne og fik et lille smil på læben. Hans hoved kom ligeså stille tættere på mit, hans øjne skiftedes til at kigge mig i øjne og på mine læber. Jeg tog det sidste skridt og pressede mine læber mod hans. Min mave eksploderede af fyrværkeri og sommerfugle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...