Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Færdig
Truth lever i byen Light, hun er 18 år gammel og bruger sin tid sammen med hendes bedstevenner, Jack, Jerry og Tom (jep Tom og Jerry) og på at forberede når hun skal være dronning, men alt det ændre sig da hun falder igennem tunnellen til Dark, Lights fjende. Hun er nød til at bruge kræfter hun kun har brugt få gange før, for at beskytte dem hun elsker.

4Likes
3Kommentarer
1358Visninger
AA

4. I don't like your friends

"Wow," hviskede jeg med verdens største smil på læben. 
"Det må man nok sige," han havde et stort smil på læben, næsten lige så stort som mit, men kun næsten. En hurtig tanke fløj ind i mit hoved, måske skulle jeg fortælle ham om Lui, At han var min bror og at jeg skulle være dronning. 
"Adrian, jeg er nød til at fortælle dig noget. Eller ikke noget men meget," han kiggede interesant ned på mig og gaver lille nik til at jeg skulle forsætte," Et. Lui er min bror, altså ham der er leder her, jeg fandt ikke ud af det før for en time siden cirka, og han har været væk i 7 år. To. Jeg skal snart udnævnes til dronning af Light, men jeg vil hellere være sammen med dig." Jeg kunne godt se han ikke var så glad for det med Lui, men da jeg sagde det sidste lyste hans ansigt op i et smil. Jeg kiggede mig omkring for at se om der var nogen vagter på vej,men det var der ikke. Det var som om Adrian kunne læse mine tanker for lige da jeg havde tænkt det sagde han," der kommer ikke nogen vagter så længe jeg er her." Jeg kiggede tilbage på ham og gav et nik. Han tog fat i min hånd og trak mig hen imod nogen huse. "Du skal se hvor jeg bor," han gik hen til et mørkt træhus og åbnede døren. Jeg fulgte efter ham og endte i en stue. Der var en stor rød sofa, en lænestol i samme farve, en bogreol, en pejs og et bord med nogen stole. Jeg fik et chok da der pludselig var en der lagde armene om mig bagfra, jeg vidste allerede det var Adrian, jeg kunne nemlig genkende duften. "Det var ikke meningen jeg skulle forskrække dig," sagde han.
Jeg kiggede op på ham," det gør ikke noget." Døren ud fra entreen blev smækket op og jeg var hurtig til at forvandle mig til en sort mink, så jeg lå i Adrians arme. "Hva' så Adrian, er du hjemme?" Jeg kiggede over mod der lyden kom fra. Henne i døren ind til stuen stod der 3 drenge på Adrians alder. To med brunt hår og en med blondt hår. De så alle hårde, muskuløse og kampklarer ud. Jeg kiggede op på Adrian og kunne se han ikke helt havde fattet hvad det var der skete. Jeg gav et lille piv fra mig og vred mig for at komme ned på gulvet. Han satte mig hurtigt ned og gik hen mod sofaen. De andre drenge placerede sig hurtigt i sofaen. Drengene begyndte at snakke om alt mellem himmel og jord, så jeg gik bare hen og hoppede op i lænestollen og lagde mig til rette. Jeg hørte ikke rigtig efter, før et spørgsmål fangede min opmærksomhed. "Du virke helt væk, adrian. Har du fundet din prægning?" Kom det leende fra ham med det blonde hår. Alle drengene undtagen Adrian begyndte straks at grine over kommentaren. "Ja, det kan man godt sige Zayn," jeg fik et lille minksmil på læberne da jeg hørte Adrians svar, men hvad er prægning? Jeg sprang ned fra stolen og hoppede over til sofaen og op i Adrians skød. Drengene var holdt op med at le og kiggede seriøst over på. "Hvornår må vi så møde hendes?" Spurgte Zayn om. Jeg kiggede op på Adrian og kunne se han kiggede ned på mig med et spørgende blink i øjne og et smil på læben. "I kan da møde hende nu, hvis det er," svarede han med et smil. "Er hun her, altså lige nu?" Kom det fra en af dem med brunt hår, hans hår var en smule længere end den andens. "Ja, hun har været her i alt den tid vi har snakket, Chris." De kiggede allesammen forvirrede rundt, indtil Zayn kiggede ned på mig. "Du er vel ikke blevet præget med en mink, vel?" Det lød så sjovt at jeg ikke kunne lade være med at grine, så der kom nogen sjove pige lyde ud. Adrian begyndte også at grine," Truth, gider du ikke lige skift tilbage?" Fik han ud imellem grine. Jeg hoppede ned fra Adrians skød og gik hen til en åben del af stuen, hvor jeg forvandlede mig tilbage til menneske. Drengene fik store øjne og det fik mig bare til at grine endnu mere. Adrian kom hen og lagde armene om mig bagfra. Jeg smilte over til drengene, men mit smil falmede da jeg hørte hvad Zayn sagde. "Det er løgn, Adrian, du har ikke fået en fra Light."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...