Sommerfuglene {Oneshot}

Den 5-årig Oliver lever et liv med sine bedste venner: sommerfuglene og Amanda. Men hvad sker der, når de alle pludselig forsvinder? Kommer de tilbage?

6Likes
4Kommentarer
342Visninger

1. Sommerfuglene

Lille Oliver gik sin sædvanlige tur i den store baghave, der lå bagved gården. Det var hans 5-års fødselsdag og hans mor havde sagt, at nu var han en stor dreng. Når Oliver sammenlignede sig selv med de andre drenge i børnehaven, syntes han dog ikke, at han var specielt stor. Han var faktisk en af de mindste på sin stue.

 

Oliver elskede at lege ude i haven – specielt om sommeren, når alle sommerfuglene legede med ham og spurgte om han ikke ville flyve med dem op i himlen. Han prøvede altid at forklare de rare sommerfugle, at det kunne han ikke – han havde jo ikke nogen vinger, men de ville altså have ham med, så Oliver var kravlet op på stigen foran gården og havde prøvet at flyve. Det var desværre ikke gået så godt og havde resulteret i en forstuvet fod og stuearrest. Hans mor var blevet tosset og havde grædt og råbt og grædt lidt mere. Oliver var meget ked af, at han havde gjort det, men når han prøvede at fortælle hans mor om sommerfuglene, så lyttede hun slet ikke til ham.

 

Den dag var ikke kun en speciel dag, fordi Oliver fyldte 5. Den var også speciel fordi det var søndag og sommer. Og fordi det var en dag. Oliver var en meget glad dreng og nød alle dagene, som var de de bedste dage i hans liv. Men den søndag skete der noget specielt, da han legede omme i haven. Han var ved at snakke med sommerfuglene, da en pige på omkring samme alder som Oliver selv, havde stået ude foran hækken og kigget ind på ham. Oliver var stoppet op og havde kigget på hende.

     ”Hej,” havde han sagt og kigget meget nysgerrigt på pigen. Hun havde langt lyst hår, der var sat op i to fletninger. Hun havde en lyserød kjole på, der bevægede sig i takt med vindens sus.

     ”Hej,” havde hun svaret meget stille, som om hun var genert, og havde kigget ned i jorden. Oliver bevægede sig tættere på hende, men hun havde bare trådt et skridt tilbage.

     ”Jeg hedder Oliver,” sagde han og kiggede over hækken i stedet for igennem. Han havde svært ved at holde balancen, da han stod der på sine tæer.

     ”Mit navn er Amanda. Jeg er 4.”

Oliver kiggede længe på pigen, Amanda. Han syntes hun var meget pæn og så rigtig sød ud. ”Vil du lege?”

Amanda rystede på hovedet. Det kunne Oliver ikke forstå. Hvorfor ville hun ikke lege?

     ”Sommerfuglene vil gerne have dig med!” lokkede Oliver og skævede til de mange sommerfugle der fløj rundt om ham. De havde alle verdens farver på sig og var så yndige, når de fløj rundt. Amanda kiggede på ham, som om han snakkede kodesprog.

     ”Sommerfugle kan ikke tale. Det siger min mor,” svarede Amanda og trådte et skridt frem. Hun prøvede at møve sig igennem hækken og heldigvis lykkedes det til sidst. Oliver hjalp til og rakte hende hånden, da hun kom frem på den anden side. Amanda smilede til Oliver og løb over til gyngen, i den anden ende af haven. Hun lo mens hun løb og Oliver kom til at le, fordi Amanda lo. Oliver kunne også høre sommerfuglene le. Alle var glade, selv dem der ikke kunne være det.

 

Oliver og Amanda legede længe sammen. Faktisk helt indtil Olivers mor kaldte på ham, og sagde at der var aftensmad, så måtte Amanda desværre tage hjem til sig selv.

 

De to små børn legede sammen hver dag i hele sommerferien. De to og alle sommerfuglene. Amanda sagde aldrig mere noget om sommerfuglene, efter hun havde sagt at de ikke kunne tale. Hun lod bare Oliver tale med dem og smilte til ham, når hun kiggede på ham.

En sidste dag i ferien, en søndag, var det igen varmt, ligesom på Olivers fødselsdag. Amanda kom som hun plejede og de legede som de plejede. De talte sammen og lo sammen. Somme tider holdt de også hinanden i hånden, men kun når Olivers mor ikke kiggede ud ad vinduet for at holde øje med dem.

     Da Amanda skulle hjem, blev hun pludselig helt ked af det.

     ”Hvad er der galt?” spurgte Oliver og fulgte med hende ned til hullet ved hækken. Amanda kiggede op på ham og gav ham et kæmpe kram.

     ”Jeg tager hjem i dag, min mormor og morfar kører mig hjem til min mor og far igen. Min ferie er slut,” sagde hun og smilte til ham.

Oliver lod som om han ikke var ked af det, for han ville ikke gøre Amanda ked af det. De krammede hinanden som de plejede, inden Amanda kravlede ud af hullet og løb hjemad. Oliver stod længe og kiggede efter hende – helt indtil hans mor kaldte på ham, så han kunne få noget aftensmad.

 

Det var varmt den søndag, hvor Oliver stod og pakkede alle tingene i papkasser. Det var hans 20-års fødselsdag og han skulle hjælpe hans forældre med at flytte fra gården. De var blevet for gamle til at bo der og huset var for stort til at hans mor kunne gøre det hele rent. Han sad i haven og tog en pause fra al tumulten, da han lagde mærke til en pige, med langt lyst hår, der stod og kiggede på ham over hækken. Oliver rejste sig og gik derned, og kiggede undrende på pigen.

     ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte han. Pigen smilede til ham.

     ”Jeg hedder Amanda,” sagde pigen med sin lyse stemme. Oliver smilte et smil og vidste med det samme hvem han snakkede med.

     ”Jeg hedder Oliver,” sagde han.

     ”Sommerfuglene sagde jeg skulle komme herhen,” sagde Amanda og kravlede gennem hullet i hækken, der var blevet en del mindre. Eller måske var hun bare blevet en del større.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...