Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
450Visninger
AA

3. Tre

Da Lucy igen åbnede sine lyse øjne, var rummet en del mørkere end da hun lukkede dem. Hun satte sig op og så rundt i værelset. En del af hendes ting var sat op på hylder og der stod også et klædeskab ved siden af døren. Der var også hængt hvide gardiner op for vinduerne. Hvor længe havde hun sovet? I samme øjeblik kom mor ind ad døren.

”Godmorgen, skattepige. Eller, skulle jeg sige ’Godaften’,” hun havde en blå bakke i hænderne med en tekande, nogle kopper og to af Mrs. Wells muffins.

”Jeg tillod mig at sætte nogle af dine ting op mens du sov,” sagde hun og gik helt hen til sengen. ”Jeg har gemt lidt til dig hvis du nu havde lyst til lidt te og en kage når du vågnede.”

Hun stillede bakken fra sig på det lille natbord ved siden af sengen. Så satte hun sig på sengekanten og så varmt op på Lucy.

”Vi skal nok få det godt her,” sagde hun og lænede sig frem og kyssede Lucys pande. ”Jeg går i seng. Du stiller bare bakken ud i køkkenet når du er færdig,” og så var hun væk igen.

Lucy så ned på bakken. Hun var nu lidt sulten efter som hun nok ikke nåede aftensmaden. Hun tog en muffin og bed i den. Den smagte sødt og svampet. Så så hun op på uret der hang over en af hylderne. 23.41. Hm, det var ikke engang midnat endnu. Men hun kunne nok ikke falde i søvn med det samme igen, så hun svingede benene ud over kanten og rejste sig. Rummet blev kun oplyst af en enkelt lyspærer der hang i en tynd ledning fra loftet. Den gav da også lys nok.

Hun slog et blik rundt i værelset. Det så ikke værst ud. Her skulle hun nok få det fint. Ikke som dengang i Vermont hvor hun delte værelse med en mår, der muligvis havde gnavet sig ind mellem væggene, og man kunne hører når den løb rundt derinde midt om natten. Her var der nok ikke så mange gnavere i væggene og nok også bedre beskyttelse for den slags.

Hun gik hen til vinduet og så ned på den mørke gård. Det var en stille nat, uden vind og skyer, og kun én af gyngerne på legepladsen svajede langsomt frem og tilbage. Lige ved siden af Lucys vindue stak en træbjælke ud af muren. Det var sådan en man kunne hænge potteplanter på, hvis man gad. Men der hang allerede noget på den. Lucy kunne ikke definere hvad det var og lænede sig længere ind mod ruden. Pludselig så hun to lysende øjne stirre tilbage på hende. Lucy tog et par skridt tilbage af bare forskrækkelse. Det var en flagermus, en stor flagermus, der nu hang og så på hende med store øjne. Den spredte hurtigt sine vinger og fløj af sted ud i natten.

Lucy stod tilbage med hånden på brystet og så efter den. Hvad lavede en flagermus herinde i byen? Den kunne jo overse en bygning og så splatte ud på et vindue. Lucy faldt dog ned og besluttede at det nok var tid at hun fik sovet lidt igen.

 

---------------------------------------------

 

Næste morgen bestemte solen sig for at vække Lucy ved at skinne hende lige i ansigtet og næsten gøre hende blind da hun åbnede øjnene. Hun skyndte sig at slå gardinerne for og gned sig efterfølgende grundligt i øjnene. Indtil videre havde hun ikke haft nogle særlig sjove oplevelser med det vindue. Hvis solen lige var stået op var klokken da ikke ret mange. Hun så op på uret. Klokken var 07.26, 27 om 16 sekunder. Mor var vist allerede oppe. Hun står altid tidligt op. Det ødelægger hendes døgnrytme hvis hun ikke gør, som hun siger. Hun skulle starte på sit nye arbejde hos et rejseselskab om to uger, så man måtte jo være forberedt. Lucy var ligeglad med sin mors morgenvaner, bare hun kunne få lov til at sove så længe hun ville.

Hun bevægede sig ud i køkkenet hvor mor sad og nød morgens første varme solstråler med en kop kaffe og vinduerne på hvid gab.

”Godmorgen, sovetryne,” sagde hun smilende da hun så sin udkørte datter. ”Fik man sovet ud i aftes?” Lucy ignorere sin mor tilnærmelse og styrede direkte mod køleskabet, hvor hun fandt en mælkekarton og tog en stor slurk.

”Find et glas, søde ven” sagde hendes mor, som tydeligvist morede sig over sin datters søvnige handlinger. Lucy gav hende bare et irriteret blik og vendte så retning tilbage mod værelset.

Hun kunne hører mor mumle et eller andet om at hun bare skulle nyde at være teenager, men gad ikke rigtig hører efter. Lucy var vant til sin mors små bemærkninger om hendes teenageliv og lagde ikke rigtig mærke til dem mere. Hun var bare glad for at mor gad tænke på noget andet end ulykken. Det første år efter mor havde fået nyheden, sad hun ofte bare i sofaen og gloede tomt ind i fjernsynet. Lucy havde ikke rigtig nogen særlig god kontakt med hende og blev bare bedt om at gå tilbage på værelset når hun ville spørge om noget. Men man forstår heller ikke så meget når man kun går i 2. klasse.

Lucy er glad for at mor fandt tilbage til sit gamle, glade og humoristiske selv. Hvis bare man ikke nævner hendes far, så kan man sagtens få en normal hverdag til at gå.

Lucy hoppede hurtigt i noget tilfældigt påklædning og satte håret op i en høj hestehale. Hun fik også lidt puder og mascara lagt på det trætte ansigt. Hun brød sig ikke om for meget make up, men lidt pæn må man da gerne være. Efter det, stod hun stille med øjnene lukkede i et par sekunder. Hun kunne mærke blodet løbe hurtigt gennem hendes årer. Det gav hende en underlig følelse, sådan forfriskende, men stadig udmattende. Hun mærkede efter plastret på sin arm, hvor hun havde stukket kanylen ind i går. At være blodmager gjorde ikke hverdagen sværere, bare mere indviklet.

”Lucy, skat, du bliver nød til at tage ned i byen,” lød det fra mor ude køkkenet. ”Vi skal bruge noget franskbrød. Jeg så en bager nede på hjørnet i går. Men skynd dig, det ser ud til at trække op”

Lucy sukkede. Man sender bare ikke en teenager ud og hente brød, før klokken 11. Men der var ikke noget og diskutere, og Lucy fik pengene, tog en paraply og var ude ad døren. Lige over hende stod Mrs. Wells og fejede foran sin dør. Hun opdagede hurtigt Lucy.

”Godmorgen, frøken Devon,” hilste hun venligt. Lucy så bare op og smilede.

”Jeg må altså sige, jeg troede jeg havde set en engel da du åbnede døren i går. Du må være glad for det hår, min ven,” sagde hun og stoppede sin intense fejning.

Det havde Lucy ofte fået at vide. Hendes hår var den lystese nuance af blond, ja, næsten hvidt, som endda krøllede en smule. Og sammensat med hendes safirblå øjne blev hun tit forvekslet med et himmelvæsen. Hun blev også kaldet ”Lucy med englehåret” af folk på hendes vej da hun var lille.

”Ja,” svarede hun bare og fortsatte hurtigt ned ad trappen. Uden for var der trukket tunge skyer op som så meget truende ud. Lucy sukkede igen og begyndte at gå ned ad gaden.

Nede på hjørnet? Nærmere en kilometer væk. Hun nåede endelig frem til bageren, og fik købt to store franskbrød og skulle til at betale da ekspedienten besluttede at starte en samtale.

”Du er ny her, ikke?” spurgte hun. Det var en midaldrende kvinde, meget tynd og benet.

”Jo,” svarede Lucy og lagde brødet i tasken. ”Jeg er lige flyttet ind.”

”Da ikke alene,” sagde ekspedienten og smilede. ”Og du skal så begynde på North Lake High School?”

”Jo, det skal jeg,” sagde Lucy, og vendte sig om for at gå. ’Hvorfor er folk så interesserede i skoler her?’

Da hun kom ud var det begyndt at smådryppe. Hun åbnede paraplyen og begyndte at gå hjemad. Det var ikke skybrud, men hun blev da våd på benene. Hun var næsten hjemme, og skulle til at krydse vejen, da hun hørte et udråb: ”PAS PÅ!” Hun sprang hurtigt tilbage lige i tide, da en dreng i høj fart styrede forbi hende på et skateboard.

”Se dig for!” råbte han tilbage til hende gennem de våde totter af sort hår foran hans ansigt. Lucy gad virkelig ikke tage sig af det, og gik bare over vejen som intet var hændt.

 

---------------------------------------------------

 

De næste par dage forløb rimelig stille og roligt. Der var dog en lille hændelse, hvor Mrs. Wells havde tabt   sin indkøbspose, og en lavine af ærter var væltet ud over gelænderet og ned over Lucy der sad på trappen nedenunder. Hun fandt ærter de mærkeligste steder da hun gik i seng den aften.

Lucy kunne godt lide at side ude på trappen. Der var så dejlig stille og fredfyldt. Hun sad bare en bog eller sin computer eller telefon og lod bare tiden gå. Det var herligt.

En dag sad hun og kiggede i en ordbog, fordi hun ville finde ud af hvad 'nonchalant' betød, og var helt væk i sine egne tanker. Hun bemærkede ikke at nogen kom op ad trappen.

”Har man lidt sprogbesvær?”

Lucy blev revet ud af sin drømmeverden og så ned for enden af trappen. Det var drengen der næsten havde kørt hende ned for et par dage siden. Hans sorte hår var dog tørt nu og var omhyggeligt redt ud til den ene side. Det var en smule langt bagi, og rørte næste huen på den røde hættetrøje han havde på. Hans hud var bleg og for øjnene havde han et par briller med tykt sort stel. Han var omkring Lucys alder og ikke specielt høj, men i hvert fald højere end Lucy. Han havde sit skateboard i hånden og en mosegrøn taske over skulderen. Han havde også en paraply i den anden hånd. Hvorfor det? Det regnede da ikke. Han havde et smørret smil klistret på ansigtet og løftede langsomt et af sine øjenbryn. Bor han her?

”Hvad?” spurgte Lucy lidt fortumlet efter at være blevet en smule forskrækket. Drengen grinte lavmælt og bevægede sig lidt længere op ad trappen.

”Jeg spurgte bare om du måske havde lidt svært ved sproget, siden du sidder med den dér,” sagde han og nikkede mod ordbogen. Lucy så ned i bogen og følte sig lidt flov.

”Nej… Den er bare spændende,” svarede hun sarkastisk for at vende en pinlige situation. Drengen grinte igen.

”Du’ sjov nok,” sagde han og blinkede til hende, idet han fortsatte sin gang op ad trappen. Lucy følte sig lidt utilpas med det, og så irriteret efter ham. Pludselig hørtes et smæld og Lucy fór sammen. Det var Mrs. Wells der havde åbnet sin hoveddør lidt for hårdt. Hun så ned med et frustreret udtryk og fik øje på synderen.

”Desmond Ferrel,” sagde hun kommanderende og kneb øjnene sammen og skulede mod drengen, eller Desmond, skulle vi måske hellere kalde ham. ”Du kommer for sent. Igen. Hvor mange gange skal jeg sige til dig at du skal være hjemme før middagen. Jeg og Alan har ventet i en evighed.”

”Slap af, Mrs. W,” sagde Desmond og lød helt rolig, før han gik op til hende. ”Jeg var bare ude og se mig lidt omkring oppe på Congress Street, og du ved hvor indviklet den er.”

”Du skal stadig overholde reglerne, unge mand,” sagde Mrs. Wells, der var faldet lidt ned, og gik ind i sin lejlighed igen. Desmond fulgte efter.

”Vi ses, ordbogorm,” sagde han og så ned på Lucy, der stadig sad med bogen i hænderne og så efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...