Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
451Visninger
AA

2. To

Lucy satte papkassen med alle hendes ejendele på gulvet i det nuværende tomme, hvide rum, der skulle være hendes nye værelse. Det var rektangulært og ikke særlig stort, men der var da plads nok. Der kom også meget lys ind af det gigantiske vindue for enden af rummet. Pumpkin var lukket ud af sit fængsel og gik nu og gned sig op ad væggene.

På en eller anden måde gjorde rummet Lucy utilpas. De hvide vægge mindede hende om de utallige ture på hospitalerne, og det gav hende en kvalmende fornærmelse i maven. Men hun måtte jo leve med det, så længe det nu ville vare.

Hun dykkede ned i kassen og fiskede en nusset tøjpingvin med en rød sløjfe om halsen op. Udover Pumpkin havde den været Lucys bedste ven gennem årene. Den skulle have en speciel plads på hendes seng.

Lucy havde kun nået at lægge pingvinen tilbage i kassen, da det ringede på døren.

”Mor, tager du den?” råbte Lucy ud i gangen.

”Nej, skat. Jeg har hænderne fulde,” lød svaret.

Lucy sukkede og fik forvildet sig ud til døren og tog i håndtaget. Uden for stod en lille, kraftigt bygget kvinde i en blomstret tunika og smilede stort op til hende. På armen bar hun en kurv, dækket til med et viskestykke.

”Goddag, unge dame. Mit navn er Pam Wells, jeg bor lige ovenpå og jeg ville bare ønske Dem og deres værge velkommen til vores lille opgang her,” sagde hun muntert. Værge? Hvornår er hun fra? 1870?

”Tak,” svarede Lucy lidt sammenbidt.

”Åh, ja. Jeg har bagt en lille velkomst gave til jer,” sagde Mrs. Wells og rakte hende kurven. Det duftede friskt fra under viskestykket. Lucy så stadig lidt skeptisk ud.

”Det er sjovt. Vi har en dreng på omkring din alder.”

’Min alder? Hun er da mindst 60’ tænkte Lucy med et løftet øjenbryn.

”Sig mig, skal du gå på North Lake High her efter sommerferien?”

Lucy nikkede.

”Ha, ja, der går mange interessante unge mennesker der.”

’Hvordan ved du det?’

”Du skal nok finde nogle gode venner, søde.”

’Okay, det her begyndte at blive underligt.’

”Men så vil jeg trække mig tilbage. Jeg håber I får en god oplevelse mens I bor her,” sagde hun og var væk op ad trappen.

Lucy stod tilbage med kurven i hænderne. Hvis det er sådan nogle folk der bor her omkring kan det da ikke for hurtigt med at komme væk. Hun gik dog ind og satte kurven på køkkenbordet. I sammen øjeblik kom mor ind i køkkenet med en kasse fuld af gryder og pander.

”Hvad er det du har der,” spurgte hun og satte kassen fra sig.

”En velkomst gave fra overboen,” svarede Lucy uden at se op.

Hun løftede let på viskestykke og kunne nu se at kurven var fuld af nybagte muffins. Nogle var med chokolade stykker og andre med mandel.

”Mmmm, lækkert,” sagde mor og duftede til lækkerierne. ”Dem kan vi få i aften.”

Lucy havde dog ikke så meget lyst til muffins. Hun havde bare lyst til at ligge ned og stirre op i loftet.

”Har du sat min seng op?” spurgte hun træt.

”Ja ja.” svarede mor. ”Men du må selv klare sengetøjet…” fortsatte hun, men Lucy var allerede ude af køkkenet.

Hun smed sig på en fjedrede madras og lænkede sit blik til loftet. Det var hvidt træ med nogle få knaster her og der. Lige nu, over hende, gik Mrs. Wells måske rundt i hendes blomstrede tunika og nussede med sine potteplanter og små nipsting og souvenirs fra en eller anden syd liggende ferieø. En dreng på Lucys alder, siger hun? Det kunne da umuligt være hendes eget barn. Gad vide hvad han var for én. Lucy havde ikke så stor erfaring med drenge og alt det der kæreste-halløj, så hun holdte sig bare til sine veninder. Ifølge hende var alle drenge det samme. Barnlige, arrogante idioter der ikke kan tage vare på noget.

Efter at have tænkt over alle mulige random ting, lukkede Lucys øjenlåg langsomt i, og hun faldt i en dyb søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...