Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
448Visninger
AA

6. Seks

Lucy så direkte på ham, hans bløde øjne borede sig vej ind gennem hendes hud og så hver en lille hemmelighed hun måtte holde på. Hans blik holdte Lucy låst fast, og lod ikke til at ville finde nøglen frem foreløbig. Hans ene hånd fandt vej til hendes kind og kærtegnede den blidt, mens han rykkede tættere på hende. Han lænede sig tættere og tættere på hendes ansigt, og hun kunne mærke hans ånde mod sine læber og hun lukkede øjnene. Pludselig mærkede hun noget varmt mod hendes næse. Kyssede han hendes næse? Lucy åbnede sine øjne og så nu direkte ind i ansigtet på den kære Pumpkin, der stod og gled sin ru tunge mod hendes næseryg. I irritation, skubbede hun katten ned fra sengen og gned sig i øjnene.

”Det for man for at være forelsket i en fiktiv person,” mumlede hun. Lucy gjorde det som mange andre teenagere, og så for mange Tv-serier, og havde udviklet et særligt forhold til nogle af karaktererne.

’Det er egentlig lidt ynkeligt, er det ikke?’ tænkte hun, idet hun steg ud af sengen. Klokken kunne ikke være ret mange, for solen stod lidt skævt på himlen, og skinnede igen Lucy lige i synet. Hun stod lidt og nød de varme stråler, før hun gik over til kommoden. Forhåbentlig havde mor langt hendes kanyler ned i en af skufferne.

Lucy kunne godt mærke at hun ikke havde tappet sit blod i så lang tid, og det trykkede ubehageligt for ørerne. Hun fandt et kanyle nederst i skuffen og fjernede det gamle plaster fra sin arm. Hun trak sin søvnige krop med ud i køkkenet og begyndte at lede efter et glas til blodet.

Lucy var 16 år og skulle leve med at få kanyler stukket ind i sin højre arm hele sit liv. Sanguinem factorem var ikke genetisk og der er ingen forklaring på hvorfor hun har fået det. Sygdommen var også utrolig sjælden. Hun var jo ét ud af seks mennesker, der kendes at have diagnosen. De var engang syv, men så døde en blodmager fra Australien af en blodprop. Lucy havde aldrig mødt nogen af de andre blodmagere, de boede også pænt langt væk, men nogle gange ville hun gerne snakke med nogen der forstod hende.

----------------------------------------

Muren føltes dejlig varm mod Lucys ryg, som hun lænede sig op ad den. Hun stod i gården, ved siden af cykelstativet. Hun førte den halvfærdige cigaret op til sin mund og indhalerede den beske røg. Lucy så ikke sig selv som storryger, men hun kunne så godt lide lugten af røg, der omsluttede hende. En lidt underlig fetish, ikke? Hun vidste godt at hun skulle holde op på et tidspunkt, især med hendes sygdom, men hun kunne ikke lade være.

Hun stod med lukkede øjne og slappede af i alle muskler, mens hun nød solens varme. Hun skulle starte på North Lake High om to uger, men det havde hun næsten helt glemt, da hun havde brugt de sidste par dag på bare at ligge på alle mulige overflader i lejligheden og lave absolut ingenting. Hvis man kunne dø af kedsomhed….

De sidste par dage havde Lucy mødt flere af beboerne i sin opgang. Der var nogle... specielle mennesker. Der var Carl på anden sal, der godt kunne lide at sidde og se ud af brevsprækken på de folk der gik forbi, mens han spiste vindruer. Så var der klodsede Sam, en 21-årig studerende, som var konstant forkælet og som man altid kunne finde på knæ, i gang med at samle alle sine mange bøger op, han lige havde tabt på gulvet. Der var også Mr. og Mrs. O'Brian oppe på ottende, der havde en lille tæppetisser, som virkede måske lidt for begejstret for folks ben. Alt i alt kunne man sige at Lucy boede sammen med nogle særlige typer.

”Undskyld, men du står lidt i vejen,” hørte hun pludselig en lys stemme sige og hun åbnede øjnene og kiggede ned. Der stod en lav, tynd dreng med store mørke øjne, og så op på hende. Han havde en frisk brunlig farve i huden og noget tykt, krøllet mørkebrunt hår på hovedet, der fik ham til at se umådelig nuttet ud. Han havde en rød cykel ved sin side og en sort rygsæk hængende i en strop fra hans ene skulder.

”Åh, undskyld,” sagde Lucy lidt fraværende, og tog et par skridt til siden. Drengen stillede sin cykel i stativet og begyndte at låse den. Han så igen op på Lucy.

”Du burde altså ikke ryge,” sagde han. ”Du dør for tidligt.” Lucy så ned på cigaretten mellem hendes fingre.

”Ja, det burde jeg nok,” sagde hun og tog endnu et sug af det sammenrullede stykke papir.

”Du er hende den nye med den der vildt mærkelige sygdom, der er flyttet ind her, ikke?” sagde han pludselig med stor begejstring.  Det gav Lucy en underlig følelse, og hun hostede voldsomt den grå røg ud gennem tænderne.

”Øhh, ja, det er vist mig,” sagde hun og smilede skævt til ham, mens hun gned sig i nakken. ”Hvorfor?”

”Jo, det er bare fordi at jeg bor lige nedenunder, og jeg havde længe tænkt på at gå op at sige hej, men mama siger at din sygdom er smittende, så hun ville ikke lade mig gå derop,” sagde han og tog et skridt væk fra cyklen. Hvad var det for en accent? Lucy smilede for sig selv.

”Nah, man siger at den ikke smitter,” sagde hun og fik pludselig en idé. Skulle man have det lidt sjovt? ”Men man kan jo aldrig vide. Jeg så engang en der kom for tæt på mig og han besvimede på stedet. Jeg aner ikke hvad der blev af ham…” løj hun og prøvede at virke rimelig ligeglad.

Drengen fik et forskræmt udtryk i ansigtet og tumlede næsten bagud. Lucy lo over sit komiske indslag.

”Nej, bare tag det roligt, jeg laver sjov med dig. Der er ikke andre end mig der kan dø af den her sygdom,” sagde hun og bankede den glødende aske for enden af cigaretten af. Det var jo ikke rigtig en sygdom, men mere en tilstand, som kunne så dig ihjel hvert sekund.

Drengen blev mere rolig, men blev hvor han stod og så ned i jorden, så Lucy kunne få et ordenligt blik på hans mørke krøller. De var lige til at kører sin fingre i gennem og rode helt til. Han var i hvert fald ikke herfra.

”Nå, men det er da dejligt at møde sine naboer, eller underboer er det vel hellere,” sagde Lucy for at løfte den ubehagelige stemning. Drengens hoved skød op.

”Ja, det er det” han havde et stort smil på læberne, der gav ham de sødeste smilehuller.

”Nå, men jeg hedder Lucy, jeg er 16 og har en fucked up sygdom,” sagde hun for at præsentere sig selv. ”Og du er?”

”Sandro! Sandro Vitelli, jeg er 10 år og øh… jeg har en super soaker vandkanon,” sagde han muntert. Lucy smilede igen.

”Sejt nok. Er du så god til at skyde med den?”

Si´, Sí, den kan skyde næsten over 20 meter!” Der var den accent igen.

”Nå, okay. Hør hvor er du egentlig fra? Mexico?”

”Ah, no, no. Mine forældre er fra Firenze.”

”Ah, italiensk. Kan du så godt lide pizza?”

”Åh, ja, det er noget af det bedste i verden.”

Deres lille samtale fortsatte i et stykke tid, indtil Sandro var nød til at gå. Det var nogle interessante beboere i den her bygning. Men med naboer som ham var det nok ikke så slemt alligevel. Gud, hvor var han sød.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...