Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
449Visninger
AA

4. Fire

Selvom man bor nordpå er det stadig varmt om sommeren, og Boston var ikke nogen undtagelse. Lucy havde da heller ikke tænkt sig at lade det gode vejr passere, og havde sat sig ned i en lille park, der lå ikke så langt fra boligblokken, med et tæppe og sin grå rygsæk. I den havde hun en flaske vand, solcreme, en ekstra t-shirt, et par kiks og en tilfældig bog hun havde fisket op ad en af flyttekasserne.

Solen var ret stærk og bagte stort set hele byen og alle dens indbyggere. Lucy havde heldigvis fundet en skyggefuld plads under et stort træ i midten af parken. Hun fik hurtigt slået tæppet ud og fik placeret sig på det og fandt den random bog frem hun havde med. Hun begyndte langsomt at læse og fik hurtigt et dårligt indtryk af den.

Hovedpersonen var alt for naiv og desperat og, ja, direkte irriterende. Hun havde ingen idé om hvad hun havde gang i, og var bare helt hjælpeløs. Det var derfor Lucy ikke læste så meget mere. Nutidens bøger er alle det samme og vildt deprimerende. Kedeligt.

Men uden andet at tage sig til læste hun bare videre. Selvom bogen kedede Lucy, var hun stadig væk ikke helt forbundet med virkeligheden. Pludselig hævede en stor skygge sig over hende. Hun rettede sig straks op i et hurtigt ryk, og gav også en lille forskrækket lyd fra sig. Hun vendte sig hurtigt om og så op i et velkendt ansigt.

Det var Desmond, ham der boede oppe hos familien Wells. Han stod foroverbøjet, med en stor sort paraply i hånden (slået ud) og smillede ned til hende. Han havde de samme sorte briller på, og håret var der heller ikke blevet ændret ved. 

"Blev man forskrækket igen?" sagde han mens hans smil blev større.  Lucy rullede med øjnene i irritation.

"Ja, det bliver folk, når man sniger sig op bag dem," snerrede hun igen, og vendte sig mod sin bog. Desmond satte sig ned ved siden af hende, den ene hånd på tæppet, mens den anden stadig holdte fast om paraplyen.

"Fik du læst ordbogen færdig? Var den spændende?" sagde han drilsk og lænede sig ind over bogen i Lucys hænder. Igen tog hendes øjne en rundtur.

"Ja, det var den, men den havde en lorteslutning. Z er ikke det mest interessante bogstav," sagde hun og prøvede at lyde sarkastisk. Desmond grinte lavmælt.

"Du' sjov nok," lo han og så op på hende.

Uden at vide hvad hun skulle sige, spurgte hun: "Hvad laver du egentlig her? Følger du efter mig eller noget?".

"Næ, jeg gik mig bare en tur og fik øje på nogle velkendte lyse lokker, og tænkte at jeg ville sige 'hej'."

En fin måde at formulere det på...? 

"Du må være glad for det hår," sagde han og rakte ud efter det. Lucys hånd gjorde en karate bevægelse og slog hurtigt Desmonds hånd væk, og gav ham et 'du-røre-ikke-mit-hår-blik'. Ikke fordi Lucy gik særlig meget op i sit hår, hun kunne bare ikke lide når andre pillede ved det.

"Okay, damen er fin på den," sagde han og lænede sig en smule tilbage, mens han førte sine hænder op foran sig i forsvar.

Lucy fnyste bare lavmælt, mens Desmond rettede sig op.

"Forresten, jeg vil gerne undskylde for at jeg nær havde kørt dig ned her den anden dag."

Kørt ned? Den hændelse havde Lucy næsten glemt.

"Men det var nu altså også lidt svært at se når det pisker ned." Lucy svarede ikke, men så bare ned i bogen igen. Desmond fandt sit smørrede smil frem igen.

"Og tror jeg ikke vi har præsenteret os selv; jeg hedder Desmond..."

"Ja tak, det ved jeg," indskød Lucy og gav ham endnu et foragteligt blik. 

"Nå nå nå nå, man har hørt efter," sagde han. 

Over de seneste par dage havde man ag og til kunne hører noget spektakel fra oppe oven på, efterfulgt af en højtråbning af drenges navn, så Lucy havde skam fået ham indgraveret i sin hukommelse. 

"Men jeg tror ikke jeg fik fat i damens navn," fortsatte han og lød alt for høflig, med en undertone af ironi.

"Lucy," sagde hun bare. Han gloede bare på hende, som om han ventede på mere. 

"Og har damen ikke et efternavn?" sagde han forventningsfuldt. 

"Devon," lød svaret.

"Okay, man er ikke så snaksaglig i dag," sagde han og rettede sig op igen. Lucy så over på ham, men slog hurtigt blikket op på paraplyen over ham. Hvorfor? De var jo i skyggen.

"Hvad sker der for den der paraply?" spurgte Lucy.

"Hva'? Nå, den her," sagde Desmond og så op på den store paraply over sig. "Hvad med den?" 

"Hvorfor går du med den? Det er jo dejligt vejr," sagde Lucy.

"Hmm, ja..." Mumlede han og så op på solen, der reflekterede i hans blanke briller.

"Jeg er bare ikke så meget til solskin. Jeg bliver let solbrændt." Lucy så undrende op fra bogen. Hun vidste at hun havde en smule sart hud, men Desmond lignede i hvert fald ikke en der ikke kunne tåle lidt sol. Måske var det derfor han var så bleg…

"Du kan da bare tage lidt solcreme på. Du kan få noget af mit," foreslog Lucy, og tog den lille hvid tube op af sin taske. 

"Nej, det virker ikke, men ellers tak," sagde Desmond og rev sit blik væk fra solen igen. Okay, den her fyr var mærkelig.

"Hmm, nederen at være dig," sagde Lucy og pressede lidt solcreme ud på sin arm, og begyndte at smører det ud.

"Ja, det er det nogen gange. Men jeg lever med det," sagde Desmond og sænkede hovedet en smule. Lucy så over på ham og fik det pludselig dårligt med sig selv. Havde hun sagt noget forkert?

Hun besluttede sig dog for ikke at sige noget og fortsatte med at smører den kølige creme ud på sin ubeskyttede arm. Desmond, der stadig så ned i jorden, løftede hovedet og så skeptisk på Lucys handlig.

”Du gør det ikke rigtig. Lad mig hjælpe dig,” sagde han og rakte endnu en gang ud efter hende. Han fik fat om hendes arm og begyndte at trække hende hen mod sig.

”Hey!” proteserede Lucy og greb, i et ubevidst forsøg på selvforsvar, fat i solcremetuben, og kastede den mod Desmond. Det var ikke et særlig hårdt kast og den ramte ham også kun på kæben, men var nok til at han gav slip på hendes arm.

”Av,” udbrød han. Det var nok mere chokket, end slaget der fremkaldte hans smerte. ”Jeg vil bare hjælpe dig.”

”Men jeg har ikke brug for din hjælp,” hvæssede Lucy. Han var ved at blive ret belastende.

Desmond reagerede ikke, men samlede bare tuben op.

”Her, lad mig vise dig,” sagde han og begyndte at presse dens indhold ud i sin hånd.

”Nej, lad vær!” kommanderede Lucy og slog armen ud efter tuben. Idet hun fik fat i den og rettet den mod sig, gav Desmond den et ordenligt klem og den klistrede masse sprøjtede nu ud over Lucy. Det meste landede på hendes bryst og hun lignede nu et offer for en bizar sneboldkamp. Desmond var lige så chokeret som hende, og stirrede bare på hende.

For Lucy tog det lige et øjeblik at sive ind, hvad der lige var sket. Hun kastede et lynskydende blik på drengen ved siden af hende, der stadig sad med tuben og med hvidt åbne øjne. Hun havde mest lyst til at udløse hendes oversvulmende vrede over ham, men besluttede at beherske sig og samlede bare hurtigt sine ting sammen og forsvandt ud af parken, og efterlod en helt fortumlet Desmond. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...