Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
453Visninger
AA

5. Fem

Upassende ord og sprudlende vrede fór rundt i Lucys hoved, som hun havde mest lyst til at slippe løs på en uskyldig forbipasserende, mens hun nærmede sig boligblokken. Den ulækre, hvide mase på hendes trøje var begyndt at smidte af på det blå stof og klistrede klamt til hendes bryst. Hun styrtede ind af hoveddøren og efterlod den med et ordenligt smæld, så det gamle håndtag rystede, og fløj op ad trappen.

På få sekunder var hun oppe ved lejligheden, og den dør fik heller ikke en kærlig velkomst. Mor sad i køknet og kunne mærke skraldet fra forgangen. Lucy forsatte sin faste gang ind i lejligheden.

”Der er vist nogen der har haft en dårlig dag i parken,” sagde mor, da Lucy kom forbi køkkendøren. Hun standsede, kun for at give sin mor et irriteret blik. Hendes mor sad og rodede i en papkasse der var placeret på køkkenbordet.

”Hvad har du lavet ved din trøje?” spurgte mor, da hun så den hvide klat på Lucys bryst.

”Jeg gjorde ikke noget,” vrissede Lucy og trampede ud i badeværelset. Pumpkin, hvis søvn blev forstyrret af Lucys vrede mod døren, fulgte efter hende ind i det flisebelagte rum. Lucy stillede sig foran spejlet og fik hurtigt revet den snaskede trøje af. Inden under havde hun en enkelt hvid top, der ikke så ud til at have taget stor skade. Lucy slog et skeptisk blik på den blå trøje. Solcremen var begyndt at stivne og det var nu rimelig klamt at rører ved.

”Den var fra L.A.,” sagde Lucy og lagde den ned i vasken. ”Og så skulle han selvfølgelig ødelægge den.” Katten svarede ved at vifte lidt med øret. Lucy oversvømmede trøjen med vand, og forsøgte så godt hun kunne at redde den med håndsæben. Da hun havde fået skrubbet næsten alt cremen af, smed hun den over i vasketøjskurven. Måske kunne vaskemaskinen få de sidste rester af.

Hun tørrede sine hænder af i et håndklæde som hun lagde omkring nakken før hun gik ud i køknet. Hendes mor stod nu og fyldte kaffebønner ned i kaffemaskinen og sang med på radioens sommerhits.

”Hej igen pusling. Fik du det hele af?” blev Lucy mødt.

”Nej, ikke det hele…,” hun gad virkelig ikke give en dybere forklaring og lod bare blikket glide langs gulvet. Hun rakte en hånd op og viklede det stramme håndbånd ud af hestehalen og lod det hvide hår flade ned over hendes skuldre.

”Kassen er fra din bror,” sagde mor uden at vende sig fra kaffemaskinen. ”Han sendte nogle ting fra det gamle hus og han sendte nogle ting som han mente måske ville få dig til at føle dig hjemme.”

Ah, ja. Lucys halvstorebror Felix. Samme far, forskellig mor. Felix’ mor er fra Frankrig og hun og hans far mødtes da også i kærlighedens by, Paris, og de fik et barn kort efter i en ret ung alder. Tre år efter Felix var født, valgte parret at gå fra hinanden. Hans mor flyttede til Louisiana, mens hans far fandt en ny kvinde, Lucys mor. Felix er fem år ældre end Lucy og har altid elsket sin halvsøster.

Lucy så hen på papkassen. Ting der ville få hende til at føle sig hjemme? Det bliver sjovt. Hun begyndte dog at rode i kassen alligevel. Det var mest nogle simple køkkenting som piskeris og plastik skeer. I hjørnet af kassen lå dog nogle ting som fangede Lucys interesse. Der lå et lille sammenfoldet tæppe, overfyldt med indtørrede malerpletter. Det var et tæppe som hende og Felix ville bruge til at tørre maling af på, når de malte på deres fælles staffeli. Det viste sig for at være en af mors fine stofdue, og hun flippede da også lidt da hun fandt ud af hvad den blev brugt til. Lucy smilede for sig selv og lagde duen på bordet.

Under tæppet havde ligget en lille træ billederamme, som Lucy forsigtigt samlede op. Det var et billede fra cirka fire år siden, af hende, Felix og hans tidligere kæreste, Jenny. Det forhold varede heller ikke særlig længe. 

På billedet stod Lucy i midten og smilede stort, mens Felix havde luret sin hånd op bag hendes hoved og lavede ’kanin ører’.

Et bump blev hørt på bordpladen og Pumpkin stod nu og kiggede ængsteligt ned i kassen. Lucy smilede til hende, idet hun hoppede op i kassen, mellem paletknive og dejskrabere. Hvad er der med katte og kasser? Ved siden af billedet stod en lille papæske med ordene ’top hemmeligt’ skrevet med rød glimmertusch oven på låget. Nede i æsken lå en masse små stykker papir med alle mulige underlige beskeder, som Lucy og hendes bror havde skrevet til hinanden da de havde leget at de ikke kunne tale.

Lucy tog æsken, billedet, duen og den orange kat, der ellers lige havde fået lagt sig behageligt, med ind på sit værelse. Det var nu rimelig rart at høre fra Felix, han havde ikke skrevet eller noget siden han fik at vide at de skulle flytte igen. Hun fik sat barndomsminderne op på hylden over hendes seng, og lagt Pumpkin på det stribede sengetøj. Det var hun nu ikke helt tilfreds med og gav et stønnende miav igen.

”Hvad? Det er da bedre end grydeskeer som underlag,” sagde Lucy og krydsede armene over brystet. Endnu et fornærmet miav kom fra katten. Lucy sukkede.

”Du er ikke til at skændes med, hva’?” sagde hun og kløede katten under hagen. Den skeptiske pelskugle lagde sig dog til sidst ned på dynen og slog den pjuskede hale om sig.

-------------------------------------

”Lucy! Gå lige ned med skraldet!”

Suk. Helt ned til hoveddøren og helt op igen. Som om hun ikke havde besteget de trapper nok. Men der var ikke noget at diskutere, så hun måtte derud igen. I det mindste fik man god motion af det…

Det var et par dage efter solcreme-episoden og Lucy havde ikke ser Desmond siden. Blusen stod ikke til at redde og hun måtte smide den ud samme aften. Vejret havde også skiftet fra brandende hedt til koldt og gråt. Lucy havde blandede følelser om Boston indtil videre.

 Da hun var på vej op ad trappen igen, hørte hun en lys klang fra lidt længere oppe. Da hun nåede op til sin egen dør igen, fik hun øje på en vis Hr. Solcreme-stjæler. Desmond sad på trappen op til sin egen lejlighed, med en guitar over skødet og spillede en lille melodi. Lucy standsede, stod lidt og lyttede til de sagte toner.

Pludselig stoppede musikken brat og Desmond vippede hovedet lidt til siden. Han fornemmede en anden tilstedeværelse og drejede hovedet i Lucys retning.

”Hey!” sagde han højt i en munter tone. Lucy blev revet ud af sin trance og så overrasket over på drengen på trappen. Han havde ikke de sorte briller på og hans hår var en del mere uldet end før. Lucy stod bare og stirrede på ham.

”Hallo? Er der nogen?” sagde Desmond og vinkede med den ene hånd op foran sig. Lucy så ned og et par trin op ad trappen.

”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Jeg kedede mig, så jeg satte mig her ud og spillede lidt på bassen her,” sagde han og løftede guitaren fra sit skød. Han havde sit velkendte smil rullet ned over ansigtet, men det var på en måde mere afslappet nu.

Lucy gav ham et lille smil igen. Hun var ikke så sur på ham mere. Han kunne jo ikke gøre for at hun rettede solcreme tuben mod sig selv, før han trykkede. Det så nu heller ikke ud til at han var blevet særligt påvirket af hændelsen. Han ville jo hende ikke noget ondt.

”Hvad med dig?” indskød han. Lucy sukkede igen.

”Nede med skraldet,” sagde hun udmattende. Desmond rynkede brynene.

”Åh ja, skralde-tjansen. Den er ikke sjov,” sagde han og rystede på hovedet.

”Kan vi ikke få de der runde dimser til skraldeposer der sidder i væggen?”

”Det havde vi også, men så var der engang en eller anden fuld idiot oppe på syvende, der lige syntes han skulle smide en brandende flaske derind, og så gik det hele op i røg,” sagde Desmond og så hen mod væggen.

”Hm?” udstødte Lucy og bevægede sig langsomt op til den grå væg. Hun vendte sig om og pressede ryggen mod væggen og gled ned, indtil hun sad på gulvet, lige over for Desmond. Han reagerede ved bare at glo på hende, som om hun lige gjorde noget kriminelt.

”Du ved godt at jeg ikke er sur på dig mere fra den dag. Jeg kan bare blive lidt… opstemt nogle gange, og jeg ville bare sige undskyld,” sagde hun, mens hun skiftede mellem at se op på Desmond og ned i gulve. Hun havde faktisk haft lidt dårlig samvittighed over de sidste par dag. Han smilede bare bredere.

”Du tror da ikke seriøst at det har generet mig på noget måde,” lo han og slog sine fingre over guitarens strenge. ”Kom nu, det var et uheld, og hvis nogen skulle undskylde, så er det mig.”

Lucy mærkede hendes blod suse op i hendes kinder og hun så ned.

”Slap af, Lu,” Lucy løftede et øjenbryn. ’Har han allerede et kælenavn til mig?’ ”Jeg ved da godt du ikke kan blive sur på mig. Du kan lide mig for godt,” afsluttede han, mens han blinkede drilsk til hende.

”Vel ka’ jeg ej!” proteserede Lucy højlydt. Den røde farve i hendes ansigt var nu en blanding af flovhed og raseri.

”Lad da vær. De røde kinder siger noget andet,” sagde han og lænede sig fremad, tættere på hendes ansigt. Lucy svarede ikke igen, men pressede sig bare mere ind mod væggen. Desmonds ansigt var utrolig tæt på hendes. Han så direkte på hende og det var først nu hun faktisk lagde mærke til hans øjne. De var store og brune. På grund af mangel på lys, skinnede de ikke så meget som de måske kunne. Lucy sad bare som forstenet, afventende på hans næste træk. Han lo bare lavmælt og trak så hovedet tilbage.

”Bare rolig, jeg gør ikke noget med mindre du vil have mig til det, Lu,” sagde han og blinkede endnu en gang med øjet.

”Lad vær og kalde mig det!” sagde Lucy oprevet.

”Wow, killingen har klør,” sagde Desmond og lænede sig en smule tilbage. Lucy pustede sine kinder og kneb øjnene sammen i et fornærmet, surmulende udtryk. ”Pas på du ikke bliver som Mrs. W.”

Desmond morede sig tydeligvist over Lucys reaktion og smilede da også ud over hele femøren. Men Lucys udtryk glattede ud da noget faldt hende ind.

”Ja, jeg ville egentlig spørge dig…” sagde Lucy og så ned på sine knæ. ”Du bor oppe hos Mr. Og Mrs. Wells, men du kan da umuligt være deres barn…”

Desmond gav hende et forvirret og undrende blik. Det tog ham lige et øjeblik at forstå hvad hun mente.

”Nååååå, ja, det er lidt svært at forstå hvis man ikke kender historien,” sagde han da han fattede det. ”Jo, de er min plejefamilie.”

Ah, det giver meget mere mening.

”Men hvordan endte du så oppe ved dem? Skete der noget?” spurgte Lucy.

”Ja, der skete en lille ulykke i min familie…. Og så skete der en hel masse og så endte jeg her,” svarede Desmond og gav et langt suk fra sig.

Lucy fornemmede godt at hun ikke skulle spørge om mere og fæstnede igen sit blik til gulvet. En tung stilhed sænkede sig over situationen. Det var ikke akavet, de sad begge to bare og tænkte. Til sidst rejste Desmond sig.

”Nå, jeg må hellere gå op før fruen flipper ud,” sagde han og vendte sig om mod trappen. ”Vi ses, Lu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...