Blodmager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Devon har en sjælden sygdom der gør at hendes krop hele tiden laver nyt blod. Hun er flyttet til Boston med sin mor i en ny lejlighed. Lucy har virkelig ingen interesse i at finde sociale forhold efter som hendes mor nok finder et nyt sted at flytte hen hurtigst muligt. Hun finder dog nogle gode venner på hendes nye skole, og hun bliver involveret i måske lidt for meget drama. Lucy vil også blive nød til at tage beslutninger og ofre sig selv for sine venner, og hendes sygdom gør bestemt det ikke ligefrem nemmere.

7Likes
9Kommentarer
459Visninger
AA

1. Én

Den enøjede due sad på kanten af fuglebadet og slog hovedet ned i vandet gentagende gange. Det gjorde den hver dag. Hvorfor gjorde den det?  Den havde da sjovere ting at tage sig til. Den kunne flyve frit og opleve livet som den havde lyst til. Den var ikke lænket til jorden og tvunget til at tage den hårde vej, men kunne buldre sig i verdens herlighed.

Lucy sukkede. Verden så dog lille ud her fra hendes værelse på anden sal. Nede på vejen holdte den gule flyttebil og brummede i sommervarmen. Det var juni og Lucy og hendes mor skulle flytte. Igen. For et stille og roligt liv i en lille provinsby var ikke godt nok. Men igen, Lucys mor havde aldrig rigtig følt sig hjemme nogle steder siden ulykken. Hun så det hellere som ’midlertidige tilholdssteder’. Denne gang var Boston der var næste mulighed for et hjem. Lucy havde det nu fint her i South Carolina. Her havde de boet i et år og fire måneder. Det er vist ny rekord. Lucy havde et godt socialt netværk og følte sig ikke rigtig alene. Men når hun skulle til at starte sit andet år i High School var det måske en god idé at prøve noget nyt.

En orange kat hoppede op i skødet på Lucy og spandt lystigt. Den viftede let med halen og så op med forventningsfulde, brune øjne. Lucy kunne ikke lade være med at smile, og strøg kattens lange pels.

”Er du klar til et nyt kapitel, Pumpkin? ” Lucy så afventende på sin kat, som om den skulle svare. Den nøjedes bare med at stange sit hoved mod hendes håndryg, for at indikere sin trang til at blive aet. Lucy bøjede sig ned og kyssede kattens lille hoved. Pumpkin havde altid kunnet berolige Lucy. Det var hendes eneste lindring efter ulykken. Mor var aldrig til stede og hun turde ikke sige noget til andre om sin smerte.

For 8 år siden fik Lucys mor en rædsom nyhed. Hendes mand var blevet dræbt i et biluheld. Han havde kørt på arbejde på sin cykel, da en bil mistede kontrollen og smadrede ind i autoværnet. Det eneste problem var at Lucys far, Paul, befandt sig lige i mellem. Han var død på stedet. Lucy var syv år og forstod ikke hvorfor hendes far ikke kom hjem den dag. Hendes mor ville heller ikke oplyse noget, men sad bare i sofaen de næste to dage. Dengang boede de i Detroit. De flyttede to uger efter.

Pumpkin placerede en pote på Lucys bryst og så sympatisk på hende. Hun vidste præcis hvad Lucy tænkte på. Lucy gav et nervøst fnis fra sig og rettede på den løse hestehale.

”Nå, det er tid til dagens behandling,” sagde hun opkvikkende. Hun gik hen til den nøgne kommode og fiskede en stor kanyle op ad en af skufferne. Hun satte sig igen ved siden af Pumpkin og rullede sit ærme op.

”Du må leve livet, selv med dets udfordringer,” sagde hun til katten og stak så nålen ind i sin arm. Det gjorde ikke så ondt mere når man havde gjort det så mange gange. Hun lukkede øjne og lod kanylen suge blodet til sig. Da den var fuld trak hun den ud igen og kastede et undersøgende blik på den.

”Fin farve, synes du ikke?” sagde hun og vendte sig mod den røde kat. Den miavede uinteresseret og lagde sig så godt til rette på den polkaprikkede dyne.

”Fint, jeg synes da heller ikke at dit blod er noget særligt,” sagde Lucy og fandt et lille syltetøjs glas frem og sprøjtede blodet fra kanylen ned i det. Så stak hun nålen ind i armen igen og gentog sin handling fra før og glasset blev fyldt igen. Lucy studerede sit eget blod nøje.

”Du ved, når man har sådan en sygdom som mig, så vænner man sig til at se blod,” sagde hun ud i ingenting. Pumpkin, som allerede var faldet i søvn, slog let med halen som svar.

Lucy havde altid holdt sin sygdom hemmelig. Hun tænkte at hun ville fremstå som en total særling hvis hun fortalte det til nogen. For ellers var Lucy jo bare en helt almindelig pige. Hun kunne heller ikke bebrejde nogen for sin sygdom. Den havde bare taget bolig i hende.

Fra den dag Lucy blev født har hun haft sygdommen sanguinem factorem, bedre kendt som de såkaldte blodmagrer. Kun 5 andre mennesker i verden har fået den samme diagnose. Kort sagt, så betyder det at Lucys blodlegemer hele tiden producerer nyt blod. Det har kostet hende utallige ture ind og ud af intensiv i lang tid.

Lucy fløj ned ad trappen med syltetøjsglasset i hånden. Hun stillede det på pulten i gangen.

”Leverance til hospitalet~” sang hun friskt.

”Slap af, skat. Hospitalet har snart ikke mere plads til dit blod,” lød det drilsk inde fra køkkenet. Lucy smilede af sin mor. ”Husk nu vi skal køre om lidt. Gå op og hent din pungrotte.”

”Det er en kat, og det ved du godt,” råbte Lucy tilbage og rystede på hovedet. Hun forsvandt ovenpå og tog fat om den sovende pelskugle. Den protesterede voldsomt, men der var ikke noget at stille op. Hun bar den nedenunder og prøvede at liste forbi køkkenet uden at blive opdaget.

”Drop det, unge dame. Put den kat i transportkassen.

Pokkers. Opdaget.

”Men hun kan ikke lide den kasse.”

”Ikke noget at diskuterer.”

Øv. Lucy placerede Pumpkin i den blå transportkasse og lukkede gittret. Pumpkin udstødte nogle urolige lyde. Hvorfor skulle man også transporterer dyr på den måde?

-------------------

Kørerturen til Boston var lang og kedelig. Lucy havde ikke andet at lave end og glo ud af den beskidte rude og hører Pumpkin jamre. Hun kunne hverken lide kassen eller bilen. Hun faldt da til sidst i søvn og der faldt lidt ro over bilen. Nu kunne Lucy så hører på sin mors yndlings 80’er hits og hendes tonedøve efterligninger.

Mor havde fundet et nyt job i Boston og de skulle nu bo i en lille lejlighed i den nordlige del af byen. Lucy havde boet i lejlighed før, men ikke midt inde i en storby. Hun skulle gå på North Lake High som lå lidt uden for byen. Lucy håbede på en nogenlunde normal skole, hvor man ikke var alt for forskellige. Lucy havde prøvet det hele fra snoppede overklasses duller til irriterende skolegårdsbøller der tror de er så seje fordi de gør grin med en forsvarsløs, sålkaldt nørd.

Lucy så nu ikke sig selv som en nørd. Hun klarede sig udmærket i nogle fag, og mindre godt i andre. Hun havde absolut ingen idé om hvad fremtiden kunne bringe hende og hun gad heller ikke tænke over det for meget.

Efter flere timer i bilen nåede de frem boligblokken i Boston, der skulle være deres nye hjem. Det var en 15. etagers bygning, helt grå og kedelig. Lucy og hendes mor skulle dog kun bo på fjerde sal. Passende, efter som mor havde højdeskræk. Selve lejligheden var heller ikke værst. Et fint lille sted med to soveværelser, et badeværelse, et køkken, en stue og en altan med udsigt så langt som til den næste boligblok, 50 meter væk. Neden for altanen lå en lille gård, med legeplads og en tilstøvet telefonboks.

Lucy steg ud af bilen og slog et blik op på den høje bygning foran hende. Kassen hun havde i hånden skramlede en smule, efter som dens indhold var ivrig efter komme ud.

”Det her er vores nye hjem, Pumpie,” sagde hun ud af det blå. ”Gad vide hvor længe det kommer til at være det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...