Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

2Likes
7Kommentarer
436Visninger
AA

8. Maria

Noget slog gnister indeni hende, da Canis rørte hende. Hun var gået helt i stå, med det samme. Melodien var bare forsvundet, som dug for solen, og hendes hjerte sprang et slag over, og slog dobbelttakt. Hun troede næsten at hun var blevet syg, men hun vidste godt, at man ikke blev syg i løbet af et halvt sekund. Han holdt hånden på hendes underarm, i noget der føltes som en evighed, ikke fordi det var ubehageligt. Tværtimod. Det var en dejlig, varm følelse som bredte sig fra maven, ud i alle afkroge af hendes krop.

Hun blev næsten chokeret over at han gav slip, hvordan kunne han det, når det føltes så rart?! Hun nåede ikke engang at tænke tanken til ende, før hun havde grebet hans hånd. Hun mærkede hans ru fingre flettet ind i sine. Han trak ikke hånden til sig, og det slog gnister i hendes mave. Hun havde det helt fantastisk, uden egentlig at vide hvorfor. Var det mon kærlighed? Hun vidste det ikke, for hun havde aldrig været forelsket før. Hun havde selvfølgelig haft en kæreste før, men det var mest for at få sex, eller for at have en der kunne tage hende med i biografen.

Men så trak han alligevel hånden til sig. Selvom der var gået nogle sekunder, før han gjorde det, blev hun alligevel lidt skuffet. Det tog et stykke tid, men hun overbeviste sig selv om, at han bare var genert. Hun tænkte at hun var smuk, så han måtte da ville have hende. Eller ville han? Hun var ikke sikker, hun var forvirret, hun vidste jo ikke engang om hun ville have ham.

Hun vidste egentlig ikke hvorfor, men hun lagde hovedet på Canis’ skulder. Han stivnede først, som gav hun ham stød. Men efter kort tid slappede han af. Hun mærkede gnisterne tændes i maven igen, og hun begyndte at læne sig op ad ham. Han reagerede ikke. Så hun blev bare siddende, helt stille, som for ikke at skræmme ham væk.

Der var helt mørkt i teltet, og fuglene var for længst stoppet med at synge. Canis havde ikke flyttet på hende, så hun lænede sig fortsat op ad ham, men hun var ikke så bange for at skræmme ham væk som tidligere. Hun var endda blevet så modig, at hun var begyndt at nusse ham på overarmen, imens fuglene stadig sang. Han havde taget fat i hendes hånd, men hun fortsatte med at nusse ham, da han gav slip. Han reagerede næsten på samme måde, som han havde reageret, da hun havde lagt hovedet på hans skulder. Men han var begyndt at slappe af lidt hurtigere, og det havde føltes, som om hendes mave sugede sig ind i sig selv.

”Hvem var han?” hun blev næsten helt forskrækket, da Canis pludselig spurgte hende, men svarede alligevel ”Hvem?” der kom ikke noget svar på hendes spørgsmål, og vidste ærligt talt ikke hvem han havde ment. Hun løftede hovedet og så undrende på ham. Hun skulle lige til at spørge ham igen, men da kom det, som et lyn fra en klar himmel, til hende. Det måtte være Vladimirs gorilla han mente, ham der havde været efter hende. Hun overvejede hvordan hun skulle forklare det, uden at hun lød sindsforvirret.

Hun kunne ikke se, hvordan det overhovedet skulle kunne lyde bare en smule rationelt, så hun bestemte sig for at det også bare kunne være lige meget. ”Ham der var efter mig?” hun ventede ikke på svar, men fortsatte lidt nervøst ”Det var en af Vladimirs gorillaer. Ser du, mine forældre er døde. Eller det vil sige, man har ikke fundet deres lig. De forsvandt da jeg var fire. Politiet sagde at det sandsynligvis havde relationer til den russiske mafia, som styrede den del af Las Vegas som vi boede i.” hun bemærkede at Canis løftede et øjenbryn, som om han spurgte hvad hun mente, så hun uddybede ”Mine forældre flyttede her fra Danmark af da jeg var to, for at bo sammen med min såkaldte onkel, Vladimir. Han tog mig til sig da de forsvandt, og jeg har levet et liv i overvåget luksus. Jeg har bogstaveligt talt ikke været uden opsyn siden… eller det vil sige indtil i går. Jeg flygtede med hjælp fra min tidligere bodyguard slash barnepige, eller det vil sige at jeg prøvede på det, men Gorillaen fandt os. Alexander prøvede at holde ham hen imens jeg løb… men såe… så kom skriget… det var grufuldt, jeg tror aldrig jeg har været så bange før. Og så rendte jeg jo ind i dig.” hun var næsten ved at græde, men hun var bange for at Canis ville synes dårligere om hende, hvis hun græd. Hun tænkte, at han ikke virkede som typen der billigede gråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...