Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

2Likes
7Kommentarer
438Visninger
AA

6. Maria

Maria følte en helt enorm trang, til at spæne skrigende ud af teltet. Men hun var lammet af skræk, og hendes hals havde snøret sig helt sammen. Hun kunne mærke den varme, våde fornemmelse brede sig fra hendes skød og ned ad lårene. Hun havde bogstaveligt talt tisset i bukserne af skræk. Han havde set så fredelig ud og, på en eller anden måde, virket så beroligende før. Men som han stod der, og tårnede over hende, lignede han mest af alt et monster. Og et blodtørstigt et af slagsen. Hun frygtede at hun skulle dø. Hun var helt og aldeles sikker på, at han ville slå hende ihjel. Han sagde ikke mere, men han fortsatte med hans uhyggelige, sagte knurren. Hun kunne mærke noget vådt løbe ned ad hendes ene kind. Hun ville tørre tåren væk, men i stedet for at adlyde hendes befaling, begyndte hele hendes krop at ryste som et espeløv.

Da han endelig holdt op med at knurre, vidste hun ikke hvor længe, hun havde ligget der. Men det føltes som en evighed. Det gør det jo altid når man er bange, men denne gang havde det været helt ekstremt. Han stod og stirrede på hende. Stadig med blottede tænder og onde øjne. Men han begyndte lige så langsomt, at slappe af. Da han havde fået lagt sit ansigt tilbage i noget nær normale folder, satte han sig på hug foran hende. Hun prøvede panisk at krybe bagud, men det blev ikke til mere end nogle forkrampede og klodsede fagter med arme og ben. Canis rakte ud efter hende, og hun blev igen fyldt med panik ren panik. Hun vidste at hun skulle dø lige der, for hænderne af den selvsamme mand som havde reddet hende fra Vladimirs gorilla natten forinden. Hun lukkede øjnene hårdt i, som om hun kunne få det til at forsvinde på den måde. Han tog fat lige over hendes albuer. Hun åbnede munden for at skrige, men der kom ingen lyd ud. Hun mærkede jorden forsvinde under sig, og tænkte at det var enden. Men i stedet for at slå hende eller kvæle hende, satte han sig på sengen igen, og holdt hende ømt ind til sig. Som en mor gør med sit barn, når hun er færdig med at skælde ud, og barnet er helt knust af gråd. Og han begyndte at rokke beroligende frem og tilbage ganske langsomt, imens han begyndte at nynne. Det var ikke en melodi hun kendte, men den beroligede hende. Som den velkendte knirken i ens barndomshjem.

”Tak” sagde hun, idet hun fik et par rene bukser og et bælte af John. Det var ganske vist ikke hans, og det ville helt sikkert heller ikke sidde perfekt på hende, men Maria var bare glad for at få noget tørt, rent tøj på. Hun var stadig rystet, over det der skete i teltet, men hun var ikke bange mere. Ikke for alvor i hvert fald. Hun Havde lovet Canis at komme tilbage så snart hun havde vasket sig i vandløbet, og fået noget rent tøj på. Der var noget underligt over ham. Han mindede om en hun havde set før. Hun vidste bare ikke hvem.

”Canis, vil du åbne?” kaldte hun lavt ind mod teltet. Hun havde hænderne fulde af mad og drikke til to, fugtigt hår og et par alt for store, mørkegrønne bukser og den hvide top på. Hun tænkte at hun så herrens ud, men at det var Canis tilsyneladende helt ligeglad med. Han var rolig og venlig som da hun gik fra ham. Men han virkede ikke videre interesseret i hende. Hvilket, af en uforklarlig grund, gjorde hende lidt ked af det. ”Jeg tog mad med til os,” sagde hun, ”og jeg har sørget for at der er nok af det. Og jeg har også vand med.” Canis nikkede blot kort og med en elegant, men umådeligt præcis bevægelse, tog han bakken med mad og vand, og satte sig ned i skrædderstilling, uden så meget som at spilde en dråbe. Maria satte sig i skrædderstilling overfor ham, men en del mere kluntet end ham. Det var utroligt at han allerede var kommet sig så meget, at han kunne bevæge sig på den måde. Han satte bakken fra sig imellem dem, og gav med en fejende bevægelse imod maden, tegn til at hun skulle begynde. Det var ganske vist ikke så fint som hun var vant til, og meget simplere, men det smagte godt. Rigtig godt. Faktisk smagte det bedre, end noget af det hun nogensinde havde fået hos Vladimir. Hun skulle til at sige noget, men Canis holdt en pegefinger finger op for munden, inden hun nåede at sige en eneste lyd. De spiste færdig i en bekvem stilhed, som hvis ikke Canis havde givet tegn til den, ville have været meget akavet. I hvert fald for Maria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...