Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

2Likes
7Kommentarer
432Visninger
AA

9. John

Solen var lige gået ned, og John var efterhånden ved at blive træt. Han kunne, for en gangs skyld, mærke at han ikke var så ung som han var engang. Han havde både manglet Canis hele dagen, og Camilla det meste af dagen, så han havde både arbejdet som to voksne mænd og lavet mad.

Han var ved at rydde op i messeteltet, da han så på den liste, som man skulle skrive sig op på, når man fik mad. Camilla havde skrevet for Canis og den nye kvinde, det var tydeligt, for Canis’ håndskrift var meget rodet, men på sin vis også smuk. Selvom John aldrig ville indrømme det overfor nogen, så nød han at betragte den flydende, og dog kantede håndskrift, det var næsten som om den bragte ham tættere på naturen. Han syntes selv det lød ret så vattet, især for sådan en barsk, gammel veteran som ham selv, men sådan var det jo bare.

Der var yderligere en, som manglede at skrive ud for sit navn. Det var en af de yngre mænd, en blond, ung mand ved navn Casper. John havde deller ikke set ham det meste af dagen, men så vidt han vidste, var det jo fordi han havde hjulpet Camilla. Det virkede bare mærkeligt at han ikke havde fået noget at spise, han kunne nemlig tage fra ved aftensmåltiderne. Han lagde dog hurtigt listen til side igen, og ryddede resten op, før han skulle i seng.

Han var ikke nået længere end halvvejs hen til teltet, som han delte med sin kone, før han blev hevet ud i mørket, af et par store, muskuløse og senede arme. Normalt ville han være kommet fri og have skadet angriberen alvorligt, hvis ikke dræbt ham, for selvom han var gammel, var han i en fantastisk form, og han vidste da også stadig hvordan man slås. Det var ikke for ingenting at de kaldte ham Majoren. Men han var blevet bevidstløs, stort set i samme sekund, som han fik et stykke stof vædet af kloroform for næsen og munden. Han kendte desværre lugten lidt for godt.

Da han vågnede, havde han en dundrende hovedpine, og hans hals var øm. Han var bundet med hænderne bag ryggen, og med knæene oppe under hagen. Det mindede ham frygteligt meget om dengang, hvor han var blevet fanget af russerne. Han var tæt på, at gå i panik ved tanken om en gentagelse af den frygtelige periode, i den kolde våde kælder. Men hans fortid som soldat hjalp ham. Han tænkte at det ikke kunne være værre, end at han blev nødt til at tage livet af det svin, som havde gjort dette ved ham, med intet andet end en spids pind, og alt det besvær og svineri, som det ville give. Men i det mindste, var der ikke hverken vådt eller koldt.

” вы бодрствуете” sagde en kølig, beregnende stemme bag ham. Det tog lidt tid for hans hjerne, at vende sig til det russiske sprog igen. Selvom han lød anderledes på russisk, genkendte John stemmen med det samme. Han svarede på dansk, ”Ja, jeg er vågen, og jeg har faktisk ventet et stykke tid. Så jeg vil gætte på at du er fra Sluzjba Vnesjnej Razvedki.” han rømmede sig provokerende, og fortsatte i et kækt tonefald, som skolens bølle der tirrer læreren, ”Jeg vidste ikke at den russiske udenlands efterretningstjeneste stadig brugte tortur. Du skulle da have fortalt mig det, så havde jeg taget min knippel med.” Han mærkede en stærk smerte i baghovedet, og før han ramte jorden var han igen bevidstløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...