Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

3Likes
7Kommentarer
505Visninger
AA

11. Canis

Han sad helt stille. Han havde kun sovet ganske kort, men det var nok til at gøre ham helt klar i hovedet. Det var det altid. Han var vågnet ved at fuglene var begyndt at synge. Først var han blevet glad, for ikke at være vågnet i sengen, som han havde gjort det dagen forinden. Glæden havde dog ikke varet længe, for da han ville rejse sig, mærkede han hovedet som hvilede i hans skød. Og han huskede aftenen, som han havde tilbragt med Maria.

Den stakkels forvirrede kvinde havde fortalt om sine forældres tragiske forsvinden, hendes russisk-amerikanske onkel og hendes ulykkelige opvækst hos ham. Hvordan hun havde prøvet at få et almindeligt liv, men var blevet forhindret af den konstante overvågning, og den uheldige flugt. Efter hun var blevet færdig med at fortælle om det, var hun begyndt at snakke om alle mulige ligegyldigheder, hvilket havde irriteret ham voldsomt. Men han kunne ikke huske hvordan, eller for den sags skyld hvornår, de var faldet i søvn, på gulvet i teltet.

Han sad og tænkte over det hun havde sagt. Tidligere havde han tænkt på det hun havde gjort, men han var kommet frem til, at det ikke havde haft nogen logisk forklaring. Så det var spild af tid at tænke over det længere. Det ville bar give ham hovedpine.

Men det hun havde sagt virkede bare urealistisk. Han havde boet i Mojave ørkenen, men han havde aldrig hørt, at der skulle være russere i USA. De hadede jo hinanden. Især efter den der… den kølige krig.. eller nej, det var vist nok den kolde krig, som de kaldte den. Så det gav slet ingen mening, at invitere russerne ind på Amerikansk område. Medmindre der var fredstid, og det var for at ryge fredspibe, eller holde rådslagning. Men det gjorde de vist ikke.

Han havde tænkt længe, og skulle til at tænke endnu længere, men han blev afbrudt af, at vægten i hans skød flyttede på sig. Han blev forskrækket, men rørte ikke en muskel. Han sad stille som når man fisker med sin kniv, som når man venter på, at en fisk skal svømme så tæt på, at man kan fange den. Han sad sådan længe.

Han kiggede endelig ned, Maria udstødte et halvkvalt gab, lige ned i Canis’ skød. Han så lige ned i hendes filtrede, lyse hår. Uden tanke lod han hånden glide langsomt hen over det. (Fortsætter kapitlet efter en pause, da jeg har travlt med eksamen)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...