Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

3Likes
7Kommentarer
502Visninger
AA

7. Canis

Selvom han nåede at hvile lidt, imens han ventede på Maria, var han stadig irriteret over, at det havde taget hende så lang tid at få skiftet til noget rent tøj. Det hjalp dog lidt på det, at hun havde taget mad med tilbage. Det havde smagt godt, og der havde været mere end han kunne spise. Han havde stillet bakken med resterne fra det store måltid og stillet den på det lille bord der stod for enden af sengen. Han tænkte, at han ville lægge resterne af kødet og grøntsagerne ud til dyrene. De skulle jo også have noget at spise.

Han sad på gulvet med ryggen op mod sengen. Han brugte den ikke til støtte, den var alligevel for let til dét, og den ville sandsynligvis bare glide væk fra ham. Han lyttede til Maria, og hendes tilsyneladende uendelige talestrøm om løst og fast. Normalt generede sådan noget ham, men der var noget i hendes stemme som af en uforklarlig grund virkede beroligende på ham. Han overvejede flere gange at afbryde hende, for at få svar på nogle af hans spørgsmål, men gjorde det ikke. Han vidste egentlig ikke hvorfor han ikke afbrød, men det havde nok noget med hans sløve tankegang efter maden at gøre. Så han sad bare stille og lyttede.

Det var ved at blive mørkt, og fuglene sang deres små hjerter ud, som de gjorde hver aften. Og det var, som enhver anden aften, den smukkeste skønsang. Han havde stoppet Marias talestrøm med en pegefinger op foran munden og et bestemt, men venligt ansigtsudtryk, idet de begyndte deres tusinder af sange. Denne aften blev fuglene akkompagneret, af en meget let trommen på teltdugen, fra den lette sommerregn.

Maria rejste sig lidt stivbenet, og gik de to meter som adskilte dem, og satte sig ved siden af ham. Hvad hun havde gang i, anede han ikke, så han ignorerede bare at hun gjorde det. Imens han sad og lyttede til fuglene, begyndte Maria at nynne. Det var tydeligt at høre hvad hun prøvede, nemlig at efterligne den melodi, som han havde hørt tusinde gange som barn, og i et forvirret øjeblik nynnet, for at trøste hende. Han lagde en venlig og dog bestemt hånd på hendes underarm. Hun lærte heldigvis hurtigt, og stoppede med det samme. Det var han glad for, så blev han ikke nødt til at forstyrre naturens smukke sang.

Da de havde siddet og lyttet i et stykke tid, som ikke føltes som meget mere end fem minutter, slap Canis Marias arm. Men hun greb hurtigt, og nærmest desperat ud efter hans hånd. Han blev forskrækket, ikke over at hun havde gjort det, men over at det egentlig føltes rart. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. På den ene side var det rart, men det var også skræmmende. Han havde ganske vist ikke frygtet manden i skoven, men han var jo vant til den slags situationer, dette var derimod noget helt nyt. Han havde set andre gøre det, men havde aldrig selv prøvet det. Efter nogle lange sekunders overvejelse, tog han forsigtigt hånden til sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...