Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

2Likes
7Kommentarer
432Visninger
AA

5. Canis

Det var lyst da han vågnede. Han var meget tør i munden. Det føltes som om, han havde spist den halve Mojave ørken. Og han havde en metallisk smag i munden. Han følte sig som en fodbold efter en landskamp; godt og grundigt øm og stiv i hele kroppen. Men hvis han havde været en fodbold, ville han være godt og grundigt punkteret. Da han prøvede at sætte sig op, opdagede han hurtigt, at han ikke lå i skovbunden i det fri, men derimod i et telt, og endda også i en seng. Ganske vist var det en drømmeseng, men han havde ikke sovet i en rigtig seng siden… siden… han kunne faktisk ikke huske, hvornår han sidst havde gjort det. Han opdagede også at han var pakket ind til ukendelighed. Han følte skarpe jag af smerte igennem armene og i den side, hvor han var blevet ramt først, idet han hev sig selv op at sidde i et enkelt ryk. En af de yngste mænd der var med på turen, skyndte sig ud af teltet. Han havde lyst hår, var ikke høj af sin alder, men slank og veltrænet, og Canis vidste at han var meget flittig når det gjaldt fysisk arbejde. Han kendte ikke mandens navn, men han vidste, at manden var et par år yngre end ham selv.

Han havde siddet på kanten af sengen, i noget der føltes som en evighed, da den unge mand endelig kom ind igen. Men det var egentlig kun et par minutter. Camilla kom ind i teltet, lige i hælene på den unge mand. Hendes ansigt var umådeligt bekymret, som var hun en bedstemor der lige havde hørt, at hendes lille barnebarn var blevet sygt. Hun prøvede at få Canis til at ligge sig igen, ”Hvad laver du dreng?! Du kan da ikke bare rejse dig efter sådan en omgang!” hun lød både sur og bekymret, og hendes stemme rystede svagt, men ikke noget den lyshårede mand kunne høre, ”Læg dig så! Og bliv liggende!”. Han prøvede at rykke ned på jorden, men takket være den gamle hønemor, var det uden held. Han hadede senge. Og telte var kun til for kvinder, børn og elskende. Men han var for træt og for øm til at protestere. Og desuden var den lyshårede mand jo stadig i teltet. ”Drik ud, så skifter jeg dine bandager bagefter.” han fik presset et krus mod læberne, ”sådan ja! Vil du have noget at spise også?” han nåede ikke at nikke før hun henvendte sig til den unge mand. ”Hent en portion grød, den skulle stadig være lun. Og tag noget frugt og et stykke kød med også. Og hent lige en af de store flasker vand, og en balje nu du er i gang.” Han nikkede og spurgte ”Ellers andet?”. ”Nej det er fint, jeg har resten her.”

”Og jeg kan stadig ikke overtale dig til at tage ind på skadestuen..?” spurgte Camilla for fjerde gang. Han rystede på hovedet igen. Han hadede også sygehuse, og læger for den sags skyld. Der var så megen kontrol og identifikation indblandet. Og spørgsmål, masser af spørgsmål. Og han ville være blevet mere irriteret, hvis ikke det var fordi at han var mæt og sløv efter det store måltid. Det havde været en lang og ubehagelig proces med at skifte bandagerne, men Camilla var snart færdig, og desuden var hun både forsigtig og erfaren. Hun havde arbejdet som sygeplejerske i næsten et årti, før hun blev stemt ind i Sygehusets administration. ”Må jeg komme ind?” lød en lav og lidt hæs, men gennemtrængende kvindestemme, ”Jeg har hørt at du skulle være vågnet”. Camilla så på Canis et kort øjeblik, og sagde så blidt, ”kom bare, han er vågen”. En spinkelt bygget, lav kvinde med langt, lyst og uglet hår og blågrå øjne, trådte ind igennem teltets åbning. Canis tænkte at hun lignede Camilla, samme opstoppernæse og hovedfacon. Men han tænkte ikke videre over det. Han orkede ikke. Og desuden var der mere presserende spørgsmål: Hvem var hun? Og hvem var det der havde været efter hende? Og hvorfor? Hvem var blevet dræbt? Men han havde ikke hverken energi eller lyst til at spørge hende, det måtte vente.

Camilla var lige blevet færdig med den sidste forbinding, da hun rejste sig og gik. Kvinden havde stillet sig i det hjørne, som var længst væk fra Canis. Og der havde hun stået siden hun kom ind, uden så meget som at kaste et enkelt blik på Canis. Hun stod som en hund der lige har fået tæsk af sin ejer. Gøre sig så usynlig som muligt, uden at beevæge sig og uden at man kan så meget som høre hende trække vejret. Eller det vil sige, uden at andre end Canis ville kunne høre hende trække vejret. Men idet Camilla havde lynet teltet, sprang kvinden ham om halsen. Som en der ikke har set sin elskede i flere måneder, og endelig bliver alene med ham. Canis gav sig kort og næsten lydløst. Det gjorde ondt, men han ville ikke vise det overfor denne fremmede kvinde. Efter femten lange sekunder gav hun endelig slip, og satte sig i skrædderstilling foran ham. Han så på hende med et spørgende blik. Men efter endnu nogle lange sekunder, så kvinden stadig roligt tilbage på ham. Men så begyndte hun at se lidt forvirret ud. Eller nok nærmere nervøs. Canis kunne ikke rigtig tolke hendes kropssprog. Måske mest fordi hun sad meget stille, men han syntes stadig det var underligt. Han plejede at være god til det. Han skulle lige til at spørge hvem hun var, da hun rejste sig op. ”Jeg tror jeg forstår.” sagde hun lidt modstræbende. Hun tog fat i kanten af den lidt beskidte, men ellers hvide top, som hun havde på. Hun begyndte at hive den op over hovedet. Men inden den var nået op over navle højde, blev hun stoppet af et fast, men venligt greb om hendes ene underarm. Canis trak hendes arm blidt nedad. Hun opfattede meningen med det samme, og rettede på toppen så den sad pænt igen. Han så igen på hende med et spørgende udtryk. Hun så endnu mere forvirret ud end hun havde gjort før.

De havde siddet overfor hinanden, i noget der kunne minde om ti minutter. ”Aha!” udbrød kvinden, ”du er stum, ikke?” han syntes det var et dumt spørgsmål, og overvejede kort at ignorere det. Men den dumme kvinde fattede jo ingenting, så han rystede kort på hovedet. ”Jamen så sig sgu da hvad det er du vil have?! Jeg er for helvede da ikke tankelæser, vel!” hun lød frustreret. Og Canis var meget sikker på at hun var det. Men han svarede ikke, han blev bare ved med at stirre på hende. Og hun begyndte at stirre tilbage. ”Navn?” sagde Canis kort, med dyb og brummende men blid stemme. ”Du vil vide hvad jeg hedder?” sagde kvinden forbavset, og Canis nikkede kort. ”Kunne du ikke bare sige det.” sagde hun. Det var egentlig ikke noget spørgsmål, men Canis svarede alligevel med et træk på skuldrene. ”Jeg hedder Louise” hun tøvede kun ganske kort, inden hun sagde navnet, men det var længe nok til at Canis vidste at hun løj. Han så misbilligende på hende, som en far ser på sin søn, når han har taget en småkage, selvom han ikke må. Hun fangede meningen på et splitsekund, og kiggede forlegent ned. ”Okay så, jeg hedder Maria. Og du er Canis, ikke? John har fortalt lidt om dig.” hun ventede kort på et svar, men forgæves, ”Han siger du ikke snakker så meget. Så han kender dig vist ret godt. Du er en rigtig indianer, hvad? Fra Ameri…” Canis var rasende, han knurrede. Ligesom en ulv, med blottede tænder, og et ondt udtryk i øjnene. Han rejste sig, samtidig med at han snerrede ”Stille! Du har ingen ret til at vide det! Din fastbo!” de sidste ord blev nærmest spyttet ud i hovedet på den skræmte kvinde, som krøb sammen for fødderne af ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...