Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Canis er for 5. år i træk med på John og Camillas tur, ud i en stor skov på Jylland, da en mystisk kvinde kommer i nød. Den unge Canis bliver nødt til at hjælpe kvinden, og han havner derfor i en uheldig situation, med blandt andet den russiske mafia fra USA.

3Likes
7Kommentarer
499Visninger
AA

10. Camilla

Fuglenes skønsang var for længst blevet erstattet, af nattens stille puslende lyde. Hun kunne ikke forstå hvor han blev af, det lignede ikke ham at komme så sent i seng. Ganske vist blev han tit længere oppe, end de fleste andre, men klokken var lidt over et om natten. Han havde ikke været så længe ude, siden han havde rundet de 40 år.

Hun havde ventet i det, der føltes som en evighed. Hun kunne mærke øjenlågene blive tykkere og tungere, men hun nægtede at sove før John kom. Det var i hvert fald det, hun sagde til sig selv.

På trods af hendes anstrengelser, varede det ikke længe, før hun sov. Hun var træt efter dagens arbejde, og ærligt talt, var hun heller ikke lige så ung, som hun havde været engang. Trætheden havde, som sædvanligt, forrådt hende.

Da hun vågnede sang fuglene lystigt, og hun vendte sig for at sige godmorgen til John. Til hendes store skuffelse og forbløffelse var hans side af sengen tom. Det havde hun ikke oplevet, siden han var kommet fuld hjem, og hun havde smidt ham ud af soveværelset. Det måtte være 15-20 år siden efterhånden.

Hun rejste sig meget modvilligt. Den kølige morgenluft mødte hende med sine klamme, kolde arme, og vækkede hende øjeblikkeligt. Hun tog hurtigt sit lige så kolde tøj på, og satte det halvtynde hår op i en rutineret og praktisk hestehale. De stakkels mænd skulle jo have noget at spise, for som man sagde: uden mad og drikke, dur helten ikke! Hun begav sig imod messeteltet i et raskt tempo.

Den halvfærdige, tyktflydende grød simrede i den store gryde. Hun havde ikke gjort noget stort nummer ud af det, hun orkede ikke, og hvis hun skulle være helt ærlig, så var hun lidt sur på John. Han kunne i det mindste have lagt en besked, eller sagt noget i forvejen, i stedet for bare at forsvinde.

Hun vidste at hun burde rydde godt op, og tjekke madlisten, og så videre, men hun gad ikke. Hun tørrede blot bordene hurtigt over med en gammel klud, og så stillede hun den tunge gryde til side. John havde ikke været der for at få morgenmad, og det bekymrede hende endnu mere, for John var den type som spiste hver morgen klokken 6. Hver morgen, uden undtagelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...