Only fly away- one direction -pause-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Igang
Det er godt og vel 20 år siden, one direction blev dannet. Livia, Liam payne's datter, har det ikke let i skolen, at være 16 år og blive mobbet, slået og sparket tager hårdt på det hele. Men når hun ikke tør sige det til nogen, ikke engang sin familie, bliver det ikke lettere. Men da en uventet person hjælper hende, vil det hele så gå bedre? Eller vil det blive værre.

27Likes
25Kommentarer
1256Visninger
AA

6. Kap 6: Just go!

  (ikke rettet)

 

 Marcel's synsvinkel

Jeg kiggede ned på en sovende Livia, og kiggede så op på Liam. Han var kommet efter hun var faldt i søvne, han troede det var hans skyld at Livia ikke ville bo ved dem. Men det er det jo ikke.

"jeg ved bare ikke hvad jeg har gjort forkert" sukkede han trist. "Liam det er ikke din skyld, Livia er bare sur over hendes forældre ikke stoler på hende." sukkede jeg. Hans blik forandrede sig med det samme min sætning var sagt. Alt hans tristhed forvandlede sig til vrede

"hvilken idiot vil også stole på en idiot der slår. Ikke mig, Livia er bare en stor fed idiot." en pludselig vrede skyllede op i mig det kan han ikke bare sige. "skru lige ned for din stemme, det kunne være at hun høre dig." hvæsede jeg surt.

"det er forsent." både mig og Liam kiggede forskrækket på Livia som havde tåre hele vejen ned af kinderne. "waow, jeg troede vi var venner Liam, men nej.  det kan jeg godt se vi ikke er forsådan snakker venner ikke om hinanden." man kunne se hun blev mere og mere sur. "FUCK DIG LIAM, IKK' SNAK TIL MIG MERE, DIN IDIOT. OG JEG SOM FUCKING HAVDE FØLELSER FOR DIG. EWW!" jeg kiggede  stille på Livia. "tænk du  kunne sige det" hviskede hun lige enden mine forældre braste ind på mit værelse. "hvad sker der." sagde de i munden på hinanden. Min mor kiggede rundt, da hun så Livia med tårer ned kinderne gik hun hen til hende. "IKK RØR MIG,INGEN AF JER SKAL RØRER MIG." råbte Livia, da min mor lage en arm om hendes skulder. hun løb hen mod min far, og fik på en eller anden mærkelig måde snoet jeg uden om ham. "seriøst hvad sker der."

udbrød min far panisk. "det får du så lov til at forklare Liam" sagde jeg hårdt og koldt!

 

 

 

Livias synsvinkel...

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne væk fra marcels hus og hen mod mit eget. jeg ville bare væk, væk fra Liam. Jeg trode vi var venner men nej!

Jeg smækkede døren op, da jeg kom til den. Min mor og far kom løbende ud i gangen, hvor jeg stod. mit bryst hævede og singede sig i et hurtigt tempo, og mit åndedrat var hurtigt.

da min mor og far efter hvad som følels som hunderede år, kom til gangen hvor jeg befant mig kunne jeg se deres forskrakede ansigter, men jeg kiggede bare såret på dem. Jeg fjernede ivrigt tårende fra mine kinder. "hvad er der dog sket, er du okay?" udbrød min mor. "nej, men i er jo lige glade alligevel." sage jeg og løb mod mit værelse.

Hvorfor skulle jeg dog sige til dem hvad der er sket? de ville være lige glade alligevel!

Da jeg kom til mit værelse, hoppede jeg bare direkte ned i min seng.

Hvorfor hader alle mig? Først Marcus, så mine forældre, nu Liam! Hvem er den næste Marcel?

Et højt hulk slap ud gennem mine læber, hvorfor kan igen lide mig? Selv jeg hader mig!

 

Døren ind til mit værelse gik op, efter jeg havde ligget her i en time eller sådan noget. "lille skat vil du fortælle mig hvad der er sket." jeg kiggede overasket hen på min far. "wooow du er bekymret for mig" sagde jeg og sendte ham dræber øjne. Jeg ved godt han ikke fortjener det, men min vrede gik bare ud over ham!

 

 

"skat, jeg bekymrer mig om dig, men du skal også opfører dig okay! Og det er ikke okay at slå andre! Det er ikke fordi jeg ikk" "hold nu bare kæft, du slog også en da du gik i skole. Jeg ved godt det ikke giver mig ret til det. Men det er ikke engang derfor jeg ligger her. MEN FORDI DIG oG MOR ER SÅ FUCKING LIGEGLADE MED MIG SÅ ARRRRGH JEG GIDER IKKE SNAKKE MED DIG!" jeg råbte at alle mine lungers kræft. "DU SKAL IKKE RÅBE AF MIG UNGE DAME. DU HAR STUERAST DE NÆSTE 8 MÅNEDER" jeg kiggede bare koldt på min såkaldte far. "jaaaaaa for det gør jo bare alting bedre." jeg kunne se min sarkasme gjorde ham endnu mere sur. "FORTÆl MIG HVAD DER HAR GJORT DIG SÅ KED AF AT DU KOM GRÆDENDE HJEM." råbte min far frustreret.

"bare lad mig være" mumlede jeg "nej Livia, ikke før du fortæller mig hvad der er galt!" Sagde han i et strengt tone leje. "hvis du så gerne vil vide det, så spørg liam!" Sagde jeg, han kiggede uforstående på mig. "Det er hans skyld!" Sagde jeg, og gik nedenunder.

Jeg gik ud i køkkenet hvor min mor sad, men jeg ignorerede hende bare og gik hen og tog et glas vand.

"min lille skat vil du ikke forklarer mig hvad der er galt." Spurte min mor mig stille. "Nej faktisk ikke!" Sagde jeg og fortsatte, ud af køkkenet og ud i gangen

 

Jeg gik ned af gaden, jeg hørte et råb bag mig og vendte mig rundt, og så min far. Jeg vendte mig hurtigt om igen og løb ind i mod byen, jeg vidste en ting og det var at jeg bare skulle væk.

Jeg kunne høre råbene blive mere og mere tydelige. jeg kiggede mig over skuldern, og så min far og onkel harry løbe efter mig. jeg satte tempoet op! hvorfor er det alle behanler mig som et barn?

 

 

AN

vi undskylder meget for den lange vente tid, men både mig og julie er flyttet skole, da vi gik på en skole der kun gik til 6. klasse før! så ja, der har været mange nye mennersker og mange lektier. men vi vil gøre alt for at opdatere hurtiger! håber i kan lide kapitlet!

 

-lots of love fiepiie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...