Only fly away- one direction -pause-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Igang
Det er godt og vel 20 år siden, one direction blev dannet. Livia, Liam payne's datter, har det ikke let i skolen, at være 16 år og blive mobbet, slået og sparket tager hårdt på det hele. Men når hun ikke tør sige det til nogen, ikke engang sin familie, bliver det ikke lettere. Men da en uventet person hjælper hende, vil det hele så gå bedre? Eller vil det blive værre.

27Likes
25Kommentarer
1325Visninger
AA

5. Kap 5: The school Again

 

                                          

Ja så sad jeg i bussen igen, kiggede ud på byen der susede forbi. "Livia vi er her nu" lød det fra min sidde, jeg kiggede over på Liam "jeg vil ikke der ind" mumlede jeg " kom det er bare endnu en dag der skal overståres" sagde han og rakte en hånd frem, jeg tog imod hånden og rejste mig. Jeg gik gennem gangen på vej ned til mit skab, et par folk hviskede og grinede nogle snakkede bare meget højlydt. Jeg fandt mit skab og fik låst det op, fandt mine bøger og lukkede skabet igen.  "Hey Livia!" lød en stemme, jeg ville endelig gerne løbe men mine ben var som limet til gulvet. "hej Livia." sagde han igen med en skummel stemme, jeg  kunne mærke en klump danne sig i min hals. hvorfor sker det her for mig.? "Livia hvem er din lille ven her?" Jeg hørte et  lille klynk, Marcel. Jeg vendte mig om, også Marcel i hænderne på Marcus. "lad ham nu være Marcus, det er vores kamp. Marcel skal ikke blandes ind i det her." sagde jeg sukkende, jeg kiggede ned i gulvet da jeg ikke ville se Marcel eller Marcus i øjnene. "hold nu bare kæft Livia, du ved hvad jeg kan gøre. du skal ikke gå imod mig, ham her bliver bare endnu et led i min plan." det løb mig koldt ned af rykken,  da hans ord langsom gik op for mig. hvad vil han med Marcel.? hvorfor er han efter mig.? "h-hvorfor er du efter mig."  jeg knep mine øje sammen da jeg hakkede lidt, nu ved han hvor svag jeg er! "Livia lad vær' med at spille så hård, når du ikke er det. LIVIA du betyder ikke en skid for nogle her på skolen, du er et nul!" det begyndte stille at prikke i mine øjne, men jeg måtte holde mig stærk. "Marcus, lad Marcel gå han har intet gjort" jeg prøvede bare og lyde lidt hård, men det lykkes ikke rigtig. "Fint!" han slap Marcel og han faldt til jorden, jeg satte mig på hug ned til ham "er du okay?" spurgte jeg hviskende, han nikkede hurtigt "find Liam" var det sidste jeg sagde, før Marcus skubbede mig op af skabende. "Livia, lad os tage en lille snak" sagde han og gik et skridt tættere på mig, jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, men ramte mit skab med et bang. han grinede hånligt "jeg vil have hævn!" sagde han og havde to hænder på hver sidde af mig, så jeg ikke kunne gå nogle steder. "Hvad vil du have hævn over?" spurgte jeg, og lagde mine arme over kors. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, men det må være noget der går ham på. Men hvad aner jeg ikke!! "lad vær med at spille forvirret og hellig, du ved udmærket godt hvad jeg snakker om." jeg kiggede forvirret på ham, jeg ved virkelig ikke hvad han snakker om! "seriøst Marcus, jeg aner ikke hvad du taler om. Jeg gider ikke det her mere, du er så ARGH" jeg kiggede virkelig irriteret på ham. Han blik blev også chokket et stykke tid, men det forvandlede sig meget hurtigt til  sur. "Livia, du spiller så hellig, men du er fucking ikke noget vær'! Bare fordi din far er en gammel verdenskendt sanger, betyder det ikke at du kan få alt. Du er bare en helt normal pige." hvæsede han og gik helt tæt på mig, jeg mærkede det prikkede i mine øjne igen. Jeg tog chancen, og smuttede under hans arme og begyndte at løbe, jeg hørte et arrigt råb bag mig, jeg vendte hovedet og så Marcus et stykke væk. Fuck! tænkte jeg, og prøvede og løbe lidt hurtigere. jeg kunne mærke en smerte i mine lunger, imens jeg løb ned af gangen. "LIVIA KOM HER." kunne jeg høre Marcus råbe. jeg prøvede bare at løbe lidt hurtigere, men det føles ikke som om det virkede. kort efter kunne jeg mærke en der tog hårdt fat i min arm. "SLIP MIG." sagde jeg hørt. "slap af Livia, hvad sker der." spurte en stemme jeg ikke havde regnet med a høre. "mor." min stemme var lille og skrøbelig, jeg kunne høre løbende, fra Marcus blev svagere og svagere. Jeg kiggede bag ud, også at han var stoppet op. jeg kiggede op på min mor igen, som nu kiggede på Marcus. kort efter så jeg Liam komme løbende, han løb lige forbi Marcus og over til mig. jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig. jeg kunne mærke jeg blev blød i knæende, over hans kærlige  blik. "er du okay." mumlede han, så kun jeg kunne høre det. jeg nikkede stille, han smilede og trak mig ind i et kram. "Marcel sagde at han bankede dig mod skabet." Sagde Liam stille, jeg nikkede bare. "øm mor hvad laver du enlig her." spurte jeg stille, og vente mig om og så på hende. "jeg skal til møde lille skat, din far er også på vej. Jeg skulle til at hente dig du skal med." sagde hun stille, jeg nikkede bare. "vi ses senere ik' Liam" sagde jeg stille og kiggede på ham, ham nikkede. Jeg trak ham ind i et kram mere, han er bare sååååh dejl... nej okay hvor kom det fra. I just shut up. Jeg vente mig om og gik med min mor.!!

 

[°°°]

 

Endelig hjemme, efter alt det med Marcus + møde hvor jeg fik af vide at man ikke må slå og bla bla bla.... når ja og så skulle jeg lige høre på min far der skælde mig ud igen...suk.

når men nu er  jeg hjemme, såååååh ja nu kan jeg lave det jeg plager. side i vinduskammen og kiggede ud på den dejlige natur. eller nej okay jeg plager at kigge mod Liam's værelse men ja, but don't talk about that. "Livia, kommer du ikke lige her ned." jeg sukkede, da min far råbte. "kommer." min stemme var høj men skrøbelig. jeg rejste mig fra vinduskammen og gik ned til min far.

"hva' så." sagde jeg og kiggede på ham og min mor. "skat kom lige og set dig ned." jeg kiggede ned, og gik hen til stolen. "skat, mig og din mor skal på en ferie til Tyrkiet, du skal bo ved Niall og Nini end til vi kommer hjem." sagde min far "Kan jeg ikke bare blive her i huset også, ringe til dem hvis der er noget?" spurgte jeg " Livia det er os der bestemmer, hvis vi si-" "det er fordi at i ikke stoler nok på mig ikke?" spurgte jeg, de kiggede på hinanden, feeedt de stoler ikke på mig. "Livia vi stoler skam p-" "Så lad mig blive her!" halv råbte jeg. "Livia lad vær' med at opfør dig som et barn, du er 16 år!" "måske er det jer der skal lade vær' med at behandle mig som et barn, som i siger jeg er 16 år, jeg kan godt passe mig selv i det stykke i to er i Tyrkiet. Jeg kan jo forhelved bare ringe til Niall og Nini hvis der sker noget. Jeg ved godt i har mistet tiltroen til mig efter jeg slog Marcus, men jeg kan godt. Marcus var forhelved selv uden om det." jeg råbte det hele, og rejste mig. da jeg gik forbi min far tog han fat i mit håndled, men jeg trak den til mig igen. "Du skal ikke rører mig!" hvæsede jeg, af ham. "Livia, hør efter!" råbte min far og rejste sig fra stolen. "Nej jeg gider ikke!" råbte jeg og gik ud af døren, og hen til den nærmeste jeg kendte. Jeg bankede på døren, og den blev hurtigt åbnet af Marcel. "Må jeg godt komme ind?" mumlede jeg, han nikkede og trådte til siden. "Hvem er det?" blev der råbt fra køkkenet, "det er bare Livia." råbte Marcel tilbage, jeg kunne høre nogle trin og kort efter stod onkel Harry ude i gangen hvor mig og Marcel og befandt os. "Livia hvad laver du her, du skulle da være der hjemme. Din far sagde til os han skulle snakke med dig." jeg kiggede op på Harry "de har snakket med mig og jeg hader dem for det, de tror jeg er et lille barn. jeg ved godt jeg gjorde noget forkert, men hvor tit gør jeg noget uden grund. jeg-" jeg stoppede med at snakke da det gik op for mig de ikke fattede en skid. de viste ikke hvad min far ville snakke med mig om. "de skal på ferie, jeg skal ikke med fordi de trænger til noget alene tid." sagde jeg Harry nikkede. "men så har du jo huset for dig selv ik'"sagde Marcel. jeg rystede på hoved. "nej for de tror jeg er et barn der har brug for en babysitter, så jeg skal passes af Niall og Nini." jeg kunne se både Harry og Marcel var overrasket. men jeg kan godt forstå dem. "har din far og mor virkelig så lidt tiltro til dig." spurte Marcel stille, jeg nikkede og kiggede ned. "ja desværre, han har ikke det mindste tiltro til mig." mumlede jeg og kunne mærke mine øjne begynde at prikke og svig. jeg følte mig virkelig svag lige nu. "det er jeg ked af at høre." sagde Marcel, og gik hen og krammede mig, jeg rystede bare på hoved. "det skal du ikke være, jeg overlever." hviskede jeg ind i hans skulder. "men så Slemt bliver det da heller ikke Liam er der jo" mumlede han, jeg nikkede. "det er ikke det jeg er sur over, det jeg er sur over er at de ikke stoler på mig. Jeg ved jeg har gjort noget forkert, men de har ikke nok tiltro til mig til at give mig et nyt forsøg."

 

 

 

så kom der er et nyt kapitel. Undskyld at vi har været så lang tid om at opdatere, men vi har haft travlt i skolen. Men vi håber at i overlever;-) 

Men altså hvis i har nogle ideer, så tager vi med glæde imod dem. Men altså ja håber i syntes om kapitlet.  

Mange knus og kram: Julie (Juli172a) og Sofie (fiepiie) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...