Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9141Visninger
AA

9. Who?

 

"Må jeg høre din historie?" spurgte Harry pludselig.

 

"Øhh..." var det eneste, der kom ud af min mund.

Vent! Jeg rykkede mig hurtigt væk fra Harry. Hvad havde jeg gang i? Han havde rørt ved mig, Harry havde rørt ved mig. Hank kom endnu en gang frem i mit hoved, og frygten greb om mig igen. Hvad tænkte jeg på?! Tænk jeg havde fortalt Harry, at min papfar slog mig. Jeg måtte ikke fortælle mere om Hank, det måtte jeg bare ikke.

"Jeg har allerede sagt for meget," mumlede jeg og satte mig op i den brede vindueskarm. Jeg vendte mit blik ud. Skyerne var mørke, og jeg vidste, at endnu en regnvejrsbyge var på vej.

Harry satte sig overfor mig. Han prøvede ihærdigt at fange mit blik, men opgav igen.

"Vil du ikke nok fortælle mig noget," bad han.

"Det kan jeg ikke, Harry. Det er jeg ked af," en klam, blond hårtot  faldt ned over øjet på mig, den mindede mig om mit liv, det jeg gjorde alt for at glemme. Harry fjernede blidt hårtotten fra mit øje og studerede den omhyggeligt. Jeg rev håret ud af hånden på ham.

En forfærdelig tanke slog ned i mig: Hvad hvis Harry sagde det her til nogen.

"Harry du må love mig, at du aldrig siger det her, jeg har fortalt dig, til nogen," jeg havde sikkert et ret desperat ansigtsudtryk, men jeg var egentligt ret ligeglad.

"Heller ikke min mor?" spurgte han roligt.

"Jo selvfølgelig, men ingen andre".

"Det lover jeg," sagde han.

Tavsheden bredte sig.

"Fortæl nu et eller andet, du var så tæt på før," han stoppede simpelthen aldrig med at prøve.

"J-jeg kan... Kan ikke. H-ha-han kommer efter mig. Harry, han vil straffe mig," var jeg ved at få et anfald af en eller anden slags? Jeg havde aldrig prøvet det før. Men Hank blev ved med at komme frem, og han ville ikke forsvinde igen. Harry strøg mig blidt over kinden. Jeg rev mit hoved til mig, men det var allerede for sent. Billeder af Hank med løftet hånd, klar til at slå mig, sprang frem for øjnene af mig. Jeg tog fat om mine knæ og vuggede frem og tilbage.

Harry tog lagde en hånd på min arm og råbte et eller andet til mig, men det lød, som om han var langt væk. Som om han var i en anden verden. Det eneste jeg tænkte på var Hank, der bare sad derude og ventede på mig. Jeg rystede voldsomt, men jeg sad ubevægelig, med kun en eneste tanke i mit hoved. Hank.

Der var dog et af Harry´s ord, der fandt vej ind i mit hoved. "Hvem?!".

"Hank," kom ud af min mund, uden jeg overhovedet lagde mærke til det. Harry greb hårdere fat i min arm. Jeg fik vejrtrækningsproblemer og blev svimmel. Det sidste jeg så, var Anne, der løb ind af døren med et skræmt ansigtsudtryk.

Så blev alting sort.

***

 

Harry´s synsvinkel:

 

Jeg sad på kanten af Kate´s seng, med blikket rettet mod hendes, langt om længe, rolige ansigt. Hendes dybe vejrtrækninger fortalte mig, at hun var faldet i søvn. Jeg sukkede af lettelse. Mit hjerte bankede stadig hårdt i mit bryst. Jeg var gået fuldstændig i panik, da jeg ikke kunne få kontakt til Kate længere. Jeg havde presset for meget på med spørgsmålene, men én ting havde jeg da fået ud af hende. Hank...

Den sidste ting hun sagde, før hun besvimede. Hank havde slået hende, Hank havde gjort hende ondt. Jeg kendte ikke Hank, men jeg havde aldrig hadet en person, så meget, før. Jeg forstod slet ikke, hvordan nogen kunne gøre hende noget, hun var så bange, så skrøbelig.

Jeg havde virkelig brug for at snakke med nogen.

Kate´s seng knirkede idet jeg rejste mig fra den. Jeg så uroligt tilbage på Kate, der ikke så ud til at have hørt noget. Jeg listede så lydløst som muligt ud af værelset, jeg kunne. Jeg åbnede døren til mit eget værelse og kiggede ind på alt rodet, der havde været her, siden jeg tog afsted sidste gang. Jeg stod lidt i døren, det føltes som om, der var gået flere år siden, jeg lavede det her rod, og grunden til jeg tænkte sådan var sikkert, fordi det med Kate allerede fyldte så meget i mit liv.

Jeg så mig omkring. Hvor var min bærbar. Bærbar, bærbar, bærbar. Der var den!

Jeg småløb hen til den, tog den op og satte mig på min sorte kontorstol. Jeg fik hurtigt ringet op til Niall, Louis, Zayn og Liam, på Skype.

"Hva' så?" var Niall den første til at spørge om.

"Kan i huske, da jeg skrev til jer, at vi havde fundet i pige, bevidstløs, ude på gaden?" spurgte jeg og gik lige til sagen.

De mumlede lidt i munden på hinanden, og eftersom jeg var ret vant til det, forstod jeg at det betød, ja.

"Det er meget værre end jeg troede," sagde jeg.

"Hvordan værre?" spurgte Liam, og alles øjne var rettet opmærksomt på mig, selvfølgelig gennem webcam.

"Jo, hun har lige fortalt mig, at hun bliver slået derhjemme," svarede jeg stille.

"Hvad?!" kom det enstemmigt fra computeren.

"Jeg blev også chokeret".

De sad med åbne munde og store øjne, uden at sige så meget som en lyd.

"Hvordan fandt du ud af det?" spurgte Zayn, han var den første, der fandt talens brug igen.

"Jeg kom ind på hendes værelse, mens hun var i gang med at lave en hestehale, så hendes ærme røg en smule op... Og det var langt nok til, at jeg kunne se mindst fem blå mærker og starten på et langt brandsår. Hun prøvede, selvfølgelig, at skjule det igen, men jeg havde allerede set det, så hun endte med at fortælle mig noget af det... Øhm, og så... Øh... Fik hun et angstanfald," jeg så ned på mine hænder og huskede tilbage på hendes rystende krop og angstfyldte øjne.

"Hvad fik hun?" spurgte Louis.

"Et angstanfald," mumlede jeg.

"Hvis du har brug for os, så kommer vi," sagde Niall.

"Hvad med i morgen?" jeg så håbefuldt på drengene.

"Selvfølgelig".

Jeg lukkede computeren i og sukkede. En lille ting i min hjerne sagde til mig, at der var noget jeg havde glemt. Vent! Kate havde sagt at jeg ikke måtte sige det til nogen, men drengene ville jo ikke sige det til nogen, det var jeg sikker på.

Pludselig kunne man høre en hulken igennem døren. Jeg rejste mig op og gik ud af døren. Hulkende blev forstærket uden for Kate´s værelse. Jeg åbnede døren på klem, Kate lå inde i sin seng fuldstændig viklet ind i sin dyne. På hendes pande var der små perler af sved, tårer strømmede ned af hendes ansigt, hendes krop lavede store kramper, fordi hun hulkede så voldsomt.

"Kate?" spurgte jeg stille.

Hun reagerede ikke. Jeg gik over til hende, jeg lagde hånden på hendes pande. Jeg trak den hurtigt til mig igen, hendes pande var kold som is. Hun svedte ikke, fordi hun havde det varmt, det var koldsved. En knugende fornemmelse lagde sig over mit bryst. Jeg trak min T-shirt over hovedet og smed den på gulvet. Jeg viklede dynen ud af hendes ben, løftede den op og lagde mig under den. Jeg rykkede mig tæt op ad hendes kolde krop. Jeg løftede hendes hoved en anelse og lagde min arm ind under hendes hoved, den anden hånd lagde jeg rundt om maven på hende. Jeg trak hende ind til mig, for at varme hendes krop.

En del af mig gjorde det for hende, men jeg vidste at resten af mig, gjorde det for min egen skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...