Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

82Likes
110Kommentarer
9035Visninger
AA

22. Nightmare

Resten af fødselsdagen havde forløbet nogenlunde. Min far og Carrie havde været totalt overgearede over, at jeg var der, Christine havde været vildt glad for, at jeg var kommet, og hun havde bombarderet mig med spørgsmål, med lidt hjælp fra min far, mine kusiner og fætter havde været rigtig søde og min farmor og farfar havde opført sig, ligesom de engang gjorde (jeg havde ikke været ligeså glad for at se dem, som de havde været for at se mig). Men min tante Deb havde kigget på mig som et dyr i zoologiskhave: man synes de er spændende at se på, men man går ikke for tæt på.

Alle var også blevet meget overraskede over, at jeg havde taget Harry med. De troede allesammen, at vi var kærester, hvilket vi selvfølgelig ikke var. Vel? Nej, jeg ville ikke have en kæreste, og det ville Harry heller ikke. Vel? Nøj, hvor var min hjerne forvirrende!

Da vi var kommet hjem, havde vi bare siddet tæt op ad hinanden og set fjernsyn, det var rart. Jeg følte endelig efter alle de år, at jeg passede ind et sted. Jeg manglede kun lige at overstå ét kapitel mere i mit liv, og så ville jeg endelig blive lykkelig, desværre var det ikke ligefrem et godt kapitel. Nej, det var Hank!

Tilsidst var vi gået i seng, hver vores selvfølgelig.

 

***

 

Jeg vågnede, da et skrig lød, først da jeg med bankende hjerte åbnede øjnene, opdagede jeg, det var mig, der havde skreget. Sveden dryppende fra panden og min vejrtrækning lød kun af små overfladiske gisp. Hele min krop brændte, da jeg med besvær kravlede ud ad alle de store lag af dyner, for at åbne vinduet. Jeg trak vejret i lange drag, for at få den kølige luft helt ned i lungerne. Jeg prøvede at ryste mareridtet af mig: jeg var løbet gennem en mørk gyde, forfulgt af skridt jeg ikke kunne se ejeren til. Jeg endte i en blindgyde, og skridtende bag mig stoppede, og Harry kom gående ud ad skyggerne med sit charmerende smil. Jeg var gået hen til Harry, der pludselig var blevet forvandlet til Hank. Jeg var krøbet sammen i blindgyden, for der var lige pludselig dukket en kagerulle op i Hanks hånd, ligesom den dag jeg stak af. Hank løftede kagerullen, og jeg skreg, der var det jeg vågnede.

Kulden fra vinduet fik mig til at fryse. Mine ben førte mig instinktivt ud ad døren, hen til Harrys værelse og inden jeg kunne nå at toppe mig selv, bankede jeg på døren.

"Hmm?" lød det søvnigt derindefra.

Jeg åbnede døren på klem og kiggede ind. Harry lå midt på sengen med halvt åbne øjne.

"Harry? Må jeg sove her?" spurgte jeg med en lillepigestemme.

"Selvfølgelig," mumlede han og gjorde plads til mig ved siden af ham.

Jeg listede ind på værelset og blev pludselig pinligt opmærksom på min påklædning. Jeg stod midt på Harrys værelse kun iført en oversize T-shirt og et par trusser.

"Kommer du?".

Jeg nikkede og lagde mig tæt op ad Harrys varme krop. Han lagde en beroligende hånd ind under min T-shirt, den varmede dejligt. Jeg faldt langsomt i søvn igen, denne gang med et smil på læben.

 

***

 

"Hvad skal vi lave i dag?" spurgte Harry, idet han tog en stor bid af sit rundstykke.

"Slappe af?" spurgte jeg.

"God ide".

Vi spiste i tavshed. Det var weekend, og Anne sov stadig, så ind til videre havde vi huset for os selv.

Vi blev hurtigt færdige og gik ind i stuen. Harry begyndte at rende rundt, løfte ting op for derefter at satte dem ned igen. Jeg begyndte at grine. "Hvad i alverden er du laver?" grinede jeg.

Harry kløede sig i nakken. "Kender du det, hvor man ville ønske, man kunne ringe til sin fjernbetjening?".

"Nej, Harry, det gør jeg ikke," svarede jeg sandfærdigt.

"Hvorfor ikke? Det kender de fleste da til," han var stoppet med at lede.

"Nå, men ikke mig! Som om jeg nogensinde har rørt fjernbetjeningen hjemme ved Hank," jeg fnøs.

Han begyndte igen at løbe rundt for at finde den pokkers fjernbetjening. Jeg rejste mig irriteret op, hvilket fik ham til at stoppe.

"Helt ærligt kan du ikke bare trykke på selve fjernsynet?".

Han trak på skuldrende, gik over til fjernsynet, trykkede på det og gik tilbage til sofaen og mig.

"Nå, hvad skal vi se?" spurgte han.

"Aner det ikke," jeg satte mig ned ved siden af ham, og han lagde en arm om mig.

Vi sad sådan i lidt tid. Jeg krøb længere og længere ind til ham. Han vendte sig om og så mig dybt ind i øjnene, han lænede sig langsomt hen mod mig.

Pludselig ringede det på døren, hvilket fik os begge til at fare forskrækket sammen. Harry rejste sig op med et irriteret udtryk.

"Jeg er tilbage lige om lidt," sagde han og forsvandt.

 

______________________________________________________________________________________________________

 

Hejsa allesammen!!!

Tak til jer alle! Nu begynder skolen jo snart, så jeg kommer nok ikke til at skrive så meget, men jeg vil gøre det, så meget jeg kan. Der er ikke mange kapitler tilbage, så nyd dem.

Hvem tror i der står uden for døren?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...