Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9630Visninger
AA

16. My name is Kate

Harry´s synsvinkel:

 

Døren gik op nedenunder, og jeg traskede langsomt derned. Jeg hørte en masse glade stemmer.

"Hey! Harryyyy!" råbte Louis dernede fra.

"Hej!" råbte jeg tilbage.

Jeg gik ned til entreen, hvor drengene var begyndt at tage deres jakker og sko af. De havde alle store smil, så jeg var ligesom også nødt til at give dem et lille smil. De kom en efter en ind i stuen til mig.

"Hvor er Kate og din mor henne?" spurgte Niall og så sig om, som om Kate og min mor skulle gemme sig under sofaen.

"De er ude og shoppe," svarede jeg, idet jeg satte mig ned på sofaen.

"Så kan jeg godt forstå, du blev hjemme," sagde Louis og fik de andre drenge til at grine.

Da jeg ikke grinede så de andre drenge bekymret på mig. Jeg gav dem et skævt smil og håbede, det var nok til dem.

"Harry? Er der noget galt?" spurgte Liam så.

Det var tydeligvis ikke nok med et smil.

"Nej," jeg trak nej'et lidt ud, "Det er bare fordi... Som I ved, så blev Kate, sidste gang hun var ude og shoppe, overfaldet af Hank, så jeg er bare lidt bange for, hvad der kommer til at ske denne her gang".

"Din mor er med Harry, han vil ikke forsøge noget," forsikrede Liam mig.

Jeg nikkede anspændt, mit blik fandt hen til vinduet. Himlen var, for en gang skyld, blå, solen skinnede og det var kun få skyer. Så havde de nok en god shoppetur, medmindre Hank var kommet og...

Jeg knyttede mine hænder ved tanken om, hvad Hank kunne finde på at gøre ved Kate. Man kunne pludselig høre hoveddøren gå op og smække i. Jeg fløj op fra sofaen og skyndte mig ud i entreen. Kate og min mor stod begge foroverbøjede for at tage deres sko af. De var omgivet af poser, så jeg gik ud fra at dagen var vellykket. Min mor rejste sig op ved lyden af mig.

"Hej," smilede hun.

"Hej," svarede jeg.

Kate´s hoved fløj op, da hun hørte min stemme, hun smilede kort og vendte så opmærksomheden mod skoene igen. Jeg havde kun kendt Kate i lidt under en uge, men jeg kunne nemt se, der var noget galt.

"Hej Kate," prøvede jeg.

"Hej," mumlede hun med en skrøbelig stemme, det lød mest, som om hun kunne bryde grædende sammen hvert øjeblik, det skulle være.

"Har vi gæster?" spurgte min mor og fik dermed min opmærksomhed hen mod hende igen.

"Ja, drengene er her," forklarede jeg med et smil.

Min mor nikkede, tog nogle poser og gik ind i stuen. Jeg gik hen til Kate og satte mig på hug foran hende. Hun var meget omhyggelig med at binde hendes snørebånd op, hun holdt kun blikket nede ved skoene i stedet for på mig.

"Kate?" spurgte jeg.

"Hmm?" spurgte hun.

"Kig på mig".

"Jeg skal lige binde mine sko op".

"Du har bundet dine sko op i fem minutter".

Hun blev ved med at holde blikket nede, og det gjorde mig virkelig irriteret. Jeg lagde en finger under hagen på hende, så hun var nødt til at se på mig.

"Ja Harry? Hvad er der?" bed hun af mig, hendes læber var en tynd streg, og hendes øjne var blanke.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg.

"Ikke noget," hun prøvede at rejse sig op, men jeg lagde en hånd på hendes skulder, så hun blev nede.

"Kate?" sagde jeg truende.

"Ikke noget," gentog hun hvæsende.

Hun tog fat i den ene sko og kylede den ned på gulvet. "Jeg så et hus, okay! Et hus! Var det svar nok?" spurgte hun vredt. Hun kylede den anden sko lige så hårdt ned i gulvet og løb så ind i stuen og op ad trappen.

Hun havde aldrig opført sig så hårdt over for mig, så jeg blev fuldstændig forvirret. Et hus? Hvorfor var hun så ked af det på grund af et hus?

Jeg gik træt ind i stuen. Alles blikke var rettet mod mig.

"Hvad handlede det der om?" spurgte Zayn ovre fra sofaen.

Jeg rystede bare på hovedet.

 

Kate´s synsvinkel:

 

Jeg smækkede hårdt med døren, jeg havde virkelig ikke brug for flere medlidende blikke. Jeg løb over til kommoden, for at finde billedet jeg havde smidt derhen for et par dage siden. Det lå begravet under noget støv inde under kommoden. På billedet sad jeg i midten, min far var på min venstre side og min mor på den højre. De havde begge en arm rundt om mig. En tåre sneg sig ned ad min kind, nu var det ikke længere min mor, far og mig, jeg så derpå, nu var det min far, kvinden og barnet, der sad derpå. Jeg proppede vredt billedet ned i min bukselomme for derefter at storme ned ad trappen.

"Kate? Hvor skal du hen?" blev der spurgte inde fra stuen, da jeg satte kursen mod entreen.

"Ud og gå," svarede jeg blot.

Der var en, der rejste sig og satte efter mig. En stærk hånd greb fat om min skulder og vendte mig om. Det var ikke ligefrem en overraskelse, at se det var Harry, der havde taget fat om min skulder.

"Det er for farligt," sagde han advarende.

"Jeg tager chancen," vrissede jeg.

"Hvad sker der?".

"Harry, vi ved jo begge to godt, at jeg ikke kan blive her uden overhovedet at få nogle tilbagefald. Min fortid er alt for tung til, at jeg bare kan lade den ligge gemt i mit baghoved, det ender med, at den indhenter mig, og så vil jeg bare få det endnu værre. Nu har jeg bare brug for at være alene, så jeg kan tænke over min fortid," svarede jeg lidt mere roligt.

"Hvad hvis han kommer? Jeg vil ikke have, der sker dig noget," mumlede han og så ned i gulvet.

"Jeg sætter pris på din omsorg, men hvis du virkelig holder af mig og virkelig vil have, at jeg får det bedre, så lad mig være lidt alene nu".

"Okay," svarede han.

Jeg tog min jakke og gik ud af døren.

 

***

 

Jeg havde gået omkring i cirka en halv time, da jeg hørte nogle råb bag mig. Jeg vendte mit hoved bag ud, men kunne ikke lige se hvor råbende kom fra.

"Hey!" blev der igen råbt.

Denne gang ignorerede jeg det bare, det var sikkert ikke en gang mig, der blev råbt efter.

"Hey! Stop!" stemmen lød tættere på, og inden jeg kunne nå at reagere, var der en der tog fat i mit håndled.

"Hvad har du gang i!" sagde jeg vredt og vendte mig om.

Åh nej, hvorfor ham? Alle andre end ham ville have været bedre.

"Er det dig?" spurgte min far.

"Hvem?" spurgte jeg, også selvom jeg godt vidste, hvem han snakkede om.

"Er du min datter?" spurgte han.

"Nej, din datter sidder hjemme i stuen sammen med sin mor," svarede jeg giftigt.

"Ikke den datter. Jeg spørger igen: Er du min datter?" gentog han.

"Som jeg sagde før: Stuen. Mor," svarede jeg.

"Nej, er du Kate?".

Det gav et stik i hjertet at høre ham sige mit navn. Det var så lang tid siden, jeg sidst havde hørt ham sige det, at jeg næsten omfavnede ham. Næsten.

"Mit navn er Kate," svarede jeg tonløst.

"Du stod udenfor vores hus i dag," det lød faktisk mere som et spørgsmål end en konstatering.

"Ja, I har et fint hus," svarede jeg sarkastisk.

"Hvem er død?" spurgte han bekymret.

"Hvis du ikke havde glemt mor og mig, ville jeg nok have fortalt dig det" jeg rev min arm løs og vendte ryggen til ham.

"Jeg har da aldrig nogensinde glemt jer," sagde han og stoppede mig igen.

"Beklager, men jeg tror ikke på det".

"Hvad er der sket med dig?" spurgte min far næsten forfærdet.

"Vil du gerne vide, hvad der er sket med mig? Dig! Det er dig, der har ødelagt mit liv! Det er det, der er sket med mig! Du fik det hele, og hvad fik vi?! Hvis du absolut vil vide, hvem der er død! Mor! Det er mor, der er død," svarede jeg, min hånd landede automatisk på min bukselomme.

"Hvad?!".

 

________________________________________________________________________________________________

 

Tak til alle jer der læser min movella, det betyder utrolig meget! Alle de søde kommentarer gør mig altid glad! Taaaak!

 

Så blev det spænende. Hvad sker der mon? Hvordan tror I, Kate´s far tager det, at moren er død? Og bliver Kate ved med at være vred på sin far?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...