Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

82Likes
110Kommentarer
9027Visninger
AA

26. Mom!

Jeg følte mig ikke glad, nej, jeg havde en underlig følelse i kroppen, der gjorde mig i tvivl om, om jeg nogensinde ville blive det igen. Efter alt det Hank havde gjort mig. Ville jeg mon nogensinde blive glad igen? Jeg vidste det ærlig talt ikke. 
Anne lukkede døren bag mig og gav forsigtigt min skulder et klem. Jeg smilede svagt til hende, som tak for at hun havde kørt mig tilbage. Hun nikkede hurtigt og åbnede munden, sandsynligvis for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, da fem drenge væltede ind i rummet.
"Er du okay? Hvad skete der? Du ser ikke glad ud. Betyder det, at han gik fri? Eller blev han sat i fængsel?" spørgsmålene fløj ud ad Harrys mund, og selvom jeg havde det forfærdeligt, brød et lille smil frem på mit ansigt.
"Jeg kan ikke, svarer på dem allesammen på en gang, Harry," mumlede jeg.
"Nå, ja, undskyld," sagde han og så flovt ned i gulvet.
"Hvad med en kop te og nogle småkager?" spurgte Liam venligt.
"Den er jeg med på!" sagde Niall hurtigt.
Vi gik ligeså stille ind i huset. Harrys hånd havde lagt sig i min, og det gav mig en varm fornemmelse indeni. Han ville være der for mig lige meget hvad, det vidste jeg.
Vi fik hurtigt fundet noget te og nogle småkager frem. Drengene havde sat sig lidt rundt omkring i stolene, og Anne var gået ovenpå, eftersom hun allerede kendte svaret.
"Hva' så? Hvad skete der?" spurgte Harry hurtigt.
"Han fik livstid," hørte jeg mig selv sige. Mit blik faldt ned på mine hænder, den underlige følelse, fra før, blussede op.
Drengene kom med jubel-agtige råb af begejstring. Jeg mærkede Liams blik på mig, han var den første, der havde lagt mærke til, at jeg ikke deltog i råbene.
"Men du er ikke glad," konstaterede han.
De andre drenge tav og vendte sig mod mig.
Jeg mærkede gråden i min stemme. "Nej, det er jeg ikke," jeg ville sige det højt, men min stemme svandt ind til en hvisken.
Harry tog igen min hånd i sin og gav den et beroligende klem.
"Hvorfor?" spurgte Zayn alvorligt.
"Je-jeg ved det ikke. Jeg burde være glad. Burde jeg ikke? Det er bare efter alt det  han har gjort mig, så føltes det bare ikke nok, at han kommer i fængsel. Jeg mener, hvis han prøvede at mærke alt den smerte, han havde påført mig... Hank har taget noget fra mig, jeg aldrig får tilbage. Han har ødelagt en del af mig, der aldrig bliver hel igen. Jeg burde være glad, men jeg kan ikke. Han gjorde mig til en anden, end den jeg var. Jeg vil aldrig glemme ham, han vil altid ligge et eller andet sted inde i mit baghoved. Man siger jo at tiden læger alle sår, men jeg føler ikke, at det passer. Jeg kan bare ikke være glad, selvom han nu sidder bag tremmer," mit blik blev sløret og først da, opdagede jeg, at jeg græd.
Harry trak mig ind til sig og vuggede mig blidt frem og tilbage. Han sad sådan indtil, jeg holdt op med at græde. Igen spurgte jeg mig selv spørgsmålet: Hvad skulle jeg gøre uden Harry? Han vidste altid, hvad han skulle gøre, når jeg var ked af det eller vred.
"Din familie kom her, mens du var væk," lød det pludselig fra Louis, der også så ud til at være påvirket af situationen. Jeg så rundt, de var vidst alle en smule påvirkede af situationen.
"Min familie?"
"Din far, Carrie og Christine," mumlede han.
"Oh," var det eneste, der kom ud ad min mund.
"Ja, de havde hørt om din tur på hospitalet og ville bare sikre sig, at du var okay," tilføjede Niall.
"Hvor... pænt af dem."
"Og der kom også nogle mænd fra... hvor kom de egentlig fra?" spurgte Niall.
"Aner det ikke," mumlede Harry.
"Nå, men, det kan også være lige meget. De kom for at sige, at når du nu havde lyst kunne du tage ud i Hanks lejlighed og se om, der var nogle af dine ting, du gerne ville have med," fortsatte Niall.
"Der er sket meget, mens jeg var væk. Hvor lang tid sov jeg egentlig? Altså på sygehuset?" spurgte jeg pludselig.
"Altså, du blev lagt i narkose, da du skulle have syet hullet, Hank havde lavet med den der vase. Og lagt sammen med det andet, så sov du cirka to dage," svarede Harry roligt.
Wow! To dage. Det var da alligevel noget. Jeg ville nok have svaret fem timer, eller noget i den retning. Igen, havde Hank taget noget fra mig. Og denne gang var det tid. Man lever jo kun en gang, og man skal bruge sin tid på gode ting, ikke på at ligge to dage på et hospital uden overhovedet at være vågen. 
Hvordan mon alting blev nu, hvor Hank ikke var her til at ødelægge mit liv længere? Jeg håbede på bedre, men der skulle heller meget til at gøre mit liv bedre. Én ting ønskede jeg mig dog, at min fremtid ville indholde Harry. Jeg håbede inderligt, at han ønskede det samme. 
"Jeg tror gerne, jeg vil ud til lejligheden i dag," sagde jeg.
Alle drengene så spørgende på mig.
"Er du sikker på, at du kan klare det? Med alt det der er sket i de sidste par dage?" spurgte Harry bekymret.
"Jep! Jeg skal jo have overstået det på et eller andet tidspunkt."
"Sidder du nogensinde stille?" spurgte Louis, der åbenbart havde fået humøret tilbage.
"Nej, jeg kan bedst lide at bevæge mig," smilede jeg.

***

Vi stod udenfor den grimme dør til Hanks lejlighed. Det bragte en hel masse forfærdelige billeder frem i mit hovede. Og de blev bare ved og ved og ved. De stoppede dog pludselig en helt bestemt dag. Jeg huskede den tydeligere end nogen anden dag. Jeg var kommet hjem efter at have været på biblioteket. Jeg havde stået foran denne dør. Jeg var gået ind, så lydløst jeg kunne, men Hank stod klar og ventede på mig. Han havde givet mig en syngende lussing og bedt mig om at gå op på kontoret.
Jeg havde været lige ved at få slag fra en kagerulle, men det var jo aldrig sket. En lussing det var at slippe let, det vidste jeg alt for godt. 
Jeg ved ikke, om I husker den dag, men det gør jeg. Den dag, der førte mig til Harry. Den dag, der førte mig til frihed. Hvad mon der var sket hvis ikke pakken, var kommet lige præcis den dag? Så havde jeg nok aldrig lært Harry at kende. Det var en skræmmende tanke!
"Er du klar?" spurgte Harry blidt og trak mig dermed ud ad de forfærdelige minder, der fløj rundt i mit hovede.
Jeg nikkede, tog en dyb indånding og åbnede døren. Lugten inde i rummet var den sammen, som den altid havde været. Den lugtede mest af alt af Hank. Jeg fik hurtigt kvalme, da minderne igen overvældede mig.
"Det ligner jo et bombekrater, herinde," sagde Zayn og rynkede på næsen. Og han havde ret, det så forfærdeligt ud. Hverken mig eller min mor havde været, der den sidste uge (eller sidste gang min mor var der, var for fem år siden), så nu lå der tomme pizzabakker og junkfood papir over alt. 
"I må godt se jer lidt om, hvis I altså vil," foreslog jeg drengene, der nikkede.
"Må jeg gå med dig?" sagde Harry, så stille at kun jeg kunne høre det.
"Selvfølgelig," jeg sendte ham et anstrengt smil og satte så kursen mod mit, tidligere, værelse. 
Værelset så ligesådan ud som det havde gjort, da jeg havde forladt det. Men det havde aldrig set mere anderledes ud i mine øjne før. Det så så trist og tomt ud. Der var ingen billeder, ingen malerier, næsten ingen farver, ingen minder, ingen musik, ingen bøger, ingenting. Det var trist at se på mit gamle liv, der ikke havde bestået af noget personligt. Én ting var der dog. En lille kasse der var skubbet halvt ind under sengen. Jeg listede ind på værelset, omhyggelig med ikke at røre noget. Ja, jeg vidste jo godt, at der ikke var noget, der var giftigt, men alting virkede bare så forkert.
Jeg trak forsigtigt kassen ud og åbnede låget. Alle mine minder lå der i. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg så på nogle billeder, fra da jeg var helt lille. Der lå et smuk guld armbånd, der havde været min mors. Jeg gravede lidt i det og trak det op, jeg ledte efter: et lille hjerte lavet af sølv. Jeg trak hjertet fri af alle 'minderne' og så de små låger i det. Jeg trak lågerne hver deres vej og blev mødt af et lille billede. Et billede af min mor, far og mig. På billedet stod vi foran vores nyligtkøbte havelåge og skrev vores navne i den. Vores ansigter var så glade, at jeg helt kom til at smile ved at se på det. Jeg huskede, at det var min bedstemor og bedstefar, der havde havde taget det her billede.
Et par hænder blev lagt om mit liv. 
"Se Harry, det er min familie," sagde jeg med blanke øjne.
"Du ligner din mor meget," smilede han.
"Tak."
Han trak mig ind til sig og gav mig et hurtigt kys på munden.
"Hey, Kate! Prøv lige at kom og se det her!" var der en der råbte.
Jeg så hurtigt på Harry, der så ligeså forvirret ud som jeg følte mig. Jeg knugede hjertet i min hånd, da vi gik mod lyden af de andres stemmer. Det førte os underligt nok ind i min mors tidligere værelse. Louis sad bukket ned over en flyttekasse, og alle de andre drenge stod og så over skulderen på ham. 
"Hvad er det?" spurgte jeg, da jeg fik øje på et stykke papir han havde i hånden.
"Et brev, tror jeg," svarede han stille.
Jeg gik med hurtige skridt hen til ham og ganske rigtigt i hans hånd lå et brev.
"Hvem er det fra?" spurgte jeg.
"En kvinde ved navn Ella," svarede han.
"Mor!" udbrød jeg, løb over til ham og rev brevet ud ad hånden på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...