Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9507Visninger
AA

20. Kate?

"Hvem er det fra?" spurgte Harry bekymret.

"Min far".

 

"Din far?!" udbrød Harry chokeret.

Jeg læste brevet igennem endnu en gang. Pigen hed Christine, hun havde snart fødselsdag.

Brevet rystede i min hånd, men jeg holdt krampagtigt fast i det. Jeg forstod ingenting, hvorfor i alverden ville min far have mig med til hans datters fødselsdag?

"Hvad skriver han?" Liam var kommet op på siden af mig.

"Han har inviteret mig til hans datters fødselsdag".

"Hvilken dag," hørte jeg en af de andre sige, jeg lagde ikke mærke til hvem.

"Den 3. Juli," jeg så spørgende på drengene.

"Det er i morgen," svarede Harry.

"Hvad?!" udbrød jeg.

Jeg så ned på brevet igen. Skulle jeg med, eller lod jeg være? Jeg havde på en måde lyst til at tage med og møde pigen, men jeg ville heller ikke gøre min far glad ved at komme. Okay, den sidste del fik mig til at lyde ondskabsfuld, desværre var det bare sådan, jeg var over for mig far, han fortjente ikke noget bedre, end det han havde givet os.

Jeg snurrede rundt med blikket rettet stift mod trappen.

"Hvor skal du hen?" Harry´s stemme lød bekymret bag mig.

"Jeg har brug for at være lidt alene," mumlede jeg.

Trappen knagede under mine fødder, hele min krop rystede, og jeg havde kun lyst til at ligge i min seng, begravet i dyner.

 

***

 

"Kate?" hviskede en stemme.

Jeg satte mig op med et lille spjæt. Jeg sad på en kontorstol midt inde på mit værelse (det var sådan set Harry og Anne´s gæsteværelse, men nu havde jeg det egentlig meget som om det var mit).

Jeg så over mod døren: Harry´s hoved stak lige ind gennem døråbningen.

Min nakke var øm, og jeg gættede på at jeg var faldt i søvn med hovedet bøjet forover.

Harry trådte ind ad døren med bekymrede øjne, han trådte hurtigt hen til mig og lagde en arm om mig. Han trak mig langsomt op og stå, alt i mens jeg lagde armene om ham og lod ham trække mig ind til sig.

"Hvad sker der?" spurgte han stille.

"Jeg må være faldet i søvn".

Harry grinede lidt. "Jaeh, det havde jeg godt lagt mærke til".

"Jeg aner ikke, hvad jeg skal vælge. Jeg vil gerne møde pigen, men jeg vil ikke give min far den tilfredsstillelse," mumlede jeg ind mod hans bryst. Jeg kunne høre hans hjertes banken, lyden havde en underlig beroligende effekt på mig.

"Jeg lyder sikkert som et forfærdeligt menneske".

"Nej, du gør ej, jeg forstår dig fuldt ud," svarede han roligt.

"Tak," jeg trak mig lidt væk.

Jeg gik med lange skridt over til vinduet og så ud, mon jeg nogensinde ville få et normalt liv? Det håbede jeg af hele mit hjerte. Min krop vendte sig automatisk om mod Harry, lige meget hvad der kom til at ske i mit liv håbede jeg, at han ville blive en del af det.

"Jeg kom egentlig bare for at sige, at der var aftensmad, hvis du er sulten," sagde Harry med et skævt smil.

Han rakte prøvende armen ud for, at jeg skulle tage den, jeg smilede taknemmeligt til ham og tog armen.

 

***

 

"Så Kate hvordan har dagen, har hjemme, været sammen med drengene?" spurgte Anne, nede ved aftensmaden, og tog et stykke kylling ind i munden.

"Den har været... Fin," jeg satte hurtigt et falskt smil op.

"Det var da dejligt," smilede hun, "skal I så noget i morgen?".

Jeg så hen på Harry med et chokeret blik, men han så derimod ud til at være helt uanfægtet, da han sagde: "Vi havde tænkt os at tage ind til byen".

Jeg fik et stykke kylling galt i halsen. Mit hosteanfald genlød i hele køkkenet, Harry klappede mig på ryggen, for at få det til at stoppe.

"Kate, er du okay?" lød det fra Anne.

"Jeg h-har det he-lt fint," hostede jeg.

Anne åndede lettet op, idet jeg sendte Harry et dræbende blik. Han sendte et undskyldende blik tilbage.

Vi sad lidt i stilhed, mens tallerkenerne klirrede. Jeg var stadig meget sulten, men jeg havde egentlig ikke lyst til mere mad. Jeg skubbede stolen tilbage, rejste mig op og gik hen mod trappen.

"Hvor skal du hen?".

"Jeg kan ikke spise mere," svarede jeg blot.

 

Harry´s synsvinkel:

 

Kate´s fødder trampede hurtigt op ad trappen, og mit blik fandt min mors, der sagde at jeg skulle gøre et eller andet. Min stol skrabede hen ad gulvet.

"Jeg tager mig af det," mumlede jeg og fulgte efter hende.

 

Kate´s synsvinkel:

 

"Kate?" det bankede på døren og Harry trådte ind.

"Hvad?" jeg vendte ryggen til ham.

"Hvorfor gik du?".

"Jeg var ikke sulten," min stemme lød halvkvalt.

"Hvad er der galt," hans skridt kom tættere på.

"Ingenting".

Jeg sukkede indvendigt, kunne han ikke for en gang skyld bare lade mig være? Jeg havde brug for at tænke over mit miserable liv. Jeg ville græde, men ikke når Harry var her.

"Jeg gider ikke lige nu, Harry".

Han tog fat i min skulder og drejede mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Jeg kunne mærke han varme ånde mod min kind, og jeg vidste, der ikke skulle meget til for, at udrydde mellemrummet mellem os. Han duft overvældede mig, og trak mig tættere på.

"Kate, du græder jo," mumlede han og tørrede en tåre af min kind.

Jeg prøvede at rive mig væk, han skulle ikke se mig sådan igen, men han var for hurtig og fik mig bare trukket endnu længere hen til sig.

"Harry, jeg vil ikke have dig til at se mig sådan".

"Du er ikke svag, fordi du græder," prøvede han, men der skulle mere til for at overbevise mig.

"Det synes du måske ikke, men det er, hvad jeg har lært! Jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er sådan jeg er, jeg er spoleret, ødelagt! Du kan ikke gøre noget ved det! Bare giv op og lad mig være! Okay? Vil du ikke..." jeg blev afbrudt af Harrys bløde læber, der blev presset ind mod mine. Han trak mig tættere på sig, og jeg gjorde ingen modstand. Hans læber havde en sød smag, og jeg blev meget skuffet, da de trak sig fra mine.

"Kate, man græder ikke, fordi man er svag, man græder, fordi man har været stærk i for lang tid," sagde Harry, der fortsatte samtalen vi havde gang i før kysset, man kunne dog høre, at han var lidt forpustet.

Jeg kørte fingrene over mine læber, jeg kunne stadig mærke den utrolige følelse af hans. "Det var... fantastisk!" udbrød jeg glad.

Harry smilede, men det falmede hurtigt. "Vil det sige, at det var dit første kys?".

Varmen skød op i mine kinder, jeg så flovt ned i gulvet. "Tja... de fleste på min skole plejede at ignorere mig".

"Så jeg kan være helt vildt dårlig til at kysse, uden du overhovedet ved det," hans chokerede ansigt fik mig til at grine.

"Harry, jeg er sikker på, du kysser fantastisk!".

Han smilede og trak mig ind i sin dejlig, varme favn.

 

____________________________________________________________________________________________________________

 

Så kyssede Kate og Harry endelig, håber det har været værd at vendte på! Hvad tror I Kate vælger? Fødselsdag eller bliver hun hjemme?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...