Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9627Visninger
AA

3. I won't be afraid

Jeg sad på biblioteket med høretelefoner i ørerne, de havde kun kostet mig et par dage med en dårlig ankel, så jeg var godt tilfreds. Jeg sad godt begravet i en bog. De to ting elskede jeg musik og bøger, jeg havde et ret sølle liv, siden det var eneste to ting, der betød noget.

Klokken var lidt over tre, og jeg havde lige fået fri. Om morgenen havde jeg stået så tidligt op, at Hank slet ikke var vågnet, så jeg kunne nå at tage min mors gamle kreditkort. Jeg vidste, det ville komme til at koste, når jeg kom hjem, men det var det værd. Hank havde gemt min mors kreditkort efter hendes død, så når jeg havde brug for en ny trøje eller et nyt par bukser, kunne jeg købe det på internettet. Selvfølgelige kun langærmede trøjer og lange bukser eller leggings for man skulle jo nødig se mine mange sår og blå mærker.

Jeg havde ikke brugt mange penge den dag, kun lige til noget mad og noget at drikke, eftersom jeg ikke ligefrem fik meget derhjemme. Jeg trak tiden ud, så meget jeg nu kunne. Jeg var bange. Frygt var også den eneste følelse, jeg havde tilbage, kærlighed var jo, som jeg har sagt før, en løgn, smerte så jeg ikke som en følelse længere, jeg så det bare som noget der skulle overstås, ligesom skolen, glæde havde jeg sidst følt, dengang jeg var 7 år gammel, så frygt var nok den eneste følelse, der var tilbage.

Jeg så op fra bogen da noget på den store fladskærm, der hang på væggen, fangede min opmærksomhed. På skærmen lyste et billede at One Direction op. De stod med mange af deres fans, nogle af fansene fik endda autografer og billeder. Jeg sukkede højlydt, hvor ville jeg godt være en af de fans. Jeg sukkede endnu en gang og rejste mig op. Jeg kunne ikke trække tiden ud længere og blev nødt til at tage hjem. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen. På vejen ud smilede bibliotekaren til mig, jeg smilede selvfølgelig igen, men tænkte: Hvis hun bare vidste, hvad jeg skulle hjem til, ville du ikke smile.

 

***

 

Jeg lukkede langsomt døren op. Jeg gjorde det så lydløst som muligt, for hvem ved måske sov Hank. Men enten så sov han ikke, eller så var jeg ikke lydløs nok, for Hank stod som velkomstkomite, da jeg trådte ind af døren. Han var kun iført en gammel, hvid, ødelagt undertrøje og et par klamme bukser hvor hans mave hang ud over.

"Hej Hank," hviskede jeg og så skamfuldt ned i jorden. Nu skete det snart jeg ville få min straf. Jeg havde brugt penge, og jeg var kommet for sent hjem. Jeg ville muligvis komme i skole med et blåt øje næste dag, men jeg havde brug for noget mad.

"Hej Hank!? Du kommer en time for sent hjem! Og jeg har tjekket kontoen, du har brugt 380 kr. er du godt klar over hvor meget det er?!" Råbte Hank.

Han gav mig en lussing, og jeg mærke min hud brænde, men jeg græd ikke. Nej, han havde gjort noget meget værre ved mig mange gange før. Jeg havde faktisk kun brugt 30 kr. i dag, de andre 350 havde jeg brugt på noget andet, det kan i få at vide på et andet tidspunkt.

"Undskyld," sagde jeg.

Han gav mig endnu en lussing og fik så et roligt ansigtsudtryk sat op, som jeg kun kendte alt for godt.

"Gå op på kontoret," sagde han blidt, han strøg mig blidt over kinden, hvilket sikkert var ment som en faderlig handling, men jeg vidste hvad den handling betød. Nu fik jeg tæv.

Jeg op på kontoret og krøb sammen i vindueskarmen. Jeg kunne høre Hank komme op ad trappen. Jeg blev endnu mere bange. Døren blev langsomt åbnet. Hank stod i døren med et ondskabsfuldt smil og, åh gud, en kagerulle.

Han måtte være sindssyg! En kagerulle?! Prøvede han at gøre mig halvt bevidstløs? Hank kom tættere og tættere på, jeg havde lyst til at græde, jeg kunne bare ikke, det havde Hank lært mig. Han løftede kagerullen da nogen ringede på døren.

"For helvede da også!" Vrissede han og gik nedenunder. Det her var min chance.

Jeg løb ind på mit værelse, tog min rygsæk og løb over til vinduet. Jeg tog fat i nedløbsrøret og klatrede ned. Regnen silede ned, men jeg var ligeglad, jeg måtte bare væk.

"Jeg har ikke bestilt nogen råden kasse! Jeg er da ligeglad, med hvad der er i den, det er ikke min!" Kunne jeg høre Hank sige, det var mig, der havde købt den.

Jeg løb alt hvad, jeg kunne i den silende regn. Væk fra Hank. Væk fra mit værste mareridt.

Jeg ville ikke længere være bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...